Home » Ikke kategoriseret » Værd at vide om OCD – typer af tvangstanker

Værd at vide om OCD – typer af tvangstanker

Dette er et af de indlæg hvor jeg skriver lidt om OCD (obsessive-compulsive disorder).compulsion ocd

Indlægget handler om typer af tvangstanker. Du kan finde flere indlæg om OCD ved at klikke på kategorien ”OCD” i menuen til venstre.

Tvangstanker kan handle om meget forskelligt. I princippet er der ingen grænser for hvad de kan omhandle. OCD er en lidelse der altid har et individuelt præg. Det vil sige, at forskellige klienter jeg møder i mit arbejde som klinisk psykolog har forskellige symptomer. Og da tvangstanker er et symptom ved OCD vil klienter med OCD aldrig have helt de samme tvangstanker. Nogle gange ligner tvangstankerne dog alligevel hinanden.

For nogle klienter er tvangstankerne opstået ”spontant” og måske efter en særligt stressende begivenhed eller periode i deres liv. Andre har haft tvangstanker så længe de kan huske. Og andre igen har oplevet perioder med og perioder uden tvangstanker.

Nogle klienter kan ikke forstå hvorfor deres tvangstanker netop omhandler det de gør, mens andre klienter selv har fundet frem til en forklaring på hvorfor tankerne handler om det de gør. En klient kan f.eks. have meget svært ved at forstå hvorfor han har tvangstanker om at dræbe sin mor ved at skære halsen over på hende, når han nu elsker hende højt. Når tvangstankerne som i dette tilfælde er i modstrid med klientens holdninger og værdier kalder man dem egodystone.

Tvangstanker handler almindeligvis om noget der har stor betydning for klienten eller har stor betydning for de personer, der står ham nær.

Ud over disse egenskaber ved tvangstanker er der fundet følgende sammenhæng mellem OCD og personlighedstræk (Abramowitz, 2009):

  • klienter med tvangstanker om at have ansvar for fejl er ofte omhyggelige og forsigtige
  • klienter med tvangstanker om snavs og bakterier har ofte høje standarder for hygiejne, renlighed og er meget optaget af eget og andres helbred
  • kleinter med aggressive tvangstanker er ofte tilbageholdende, omsorgsfulde og venlige
  • klienter med religiøse tvangstanker tillægger ofte religion stor betydning
  • klienter med seksuelle tvangstanker har ofte en høj moral

Og det er jo logisk hvis man lige stopper op og tænker efter. For hvis en tanke (forudsat at man tror på at den er sand, kan blive til virkelighed eller have en farlig konsekvens) skal kunne give angst eller ubehag nok til at udføre en bestemt handling (tvangsadfærden som er et forsøg på at afværge det frygtede) – ja, så skal tanken vel også have et indhold man virkelig frygter. Og det man oftest frygter er vel ofte det modsatte af ens holdninger, værdier eller det modsatte af det man forsøger at gøre eller være.

Forskning viser effekt ved behandling af OCD med kognitiv adfærdsterapi og medicin. Hvis man oplever symptomer anbefaler jeg at man opsøger kognitiv adfærdspsykolog, egen læge og/eller psykiater. Se mere om OCD og behandling med kognitiv adfærdsterapi her.

Litteratur

Abramowitz, J.S. (2009)      Getting over OCD – A 10-Step Workbook for Taking Back Your Life. New York: Guilford Press.

Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E. (2014)      OCD – Sygdom og behandling – For behandlere. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.

Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E. (2014)      OCD – Sygdom og behandling – For patienter og pårørende. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.

 

Psykolog Nikolaj Hyll

29 82 91 74
Sct. Georgs Vej 17a
3060 Espergærde

Klinikkens adresse er Sct. Georgs Vej 17A, 3060 Espergærde, 29829174