Home » Depression » Sådan kan svær depression opleves -en personlig beretning

Velkommen

Du kan finde alle tidligere indlæg ved at søge i feltet i øverste højre hjørne eller klikke dig ind under kategorierne nedenfor. Tilmeld dig nyhedsbrev hvis du vil adviseres om nye indlæg. God fornøjelse

Gratis tests - med tilbagemelding

Test din livskvalitet

Test dit stressniveau

Sådan kan svær depression opleves -en personlig beretning

Depression er en almindelig lidelse. Men det gør den ikke mindre smertefuld at opleve. Depression er ikke en lidelse depression1som rammer svage, dovne eller mennesker der ikke kan ”tage sig sammen”. Depression er en lidelse alle mennesker kan komme til at opleve – en eller flere gange i løbet af deres liv (nogle undersøgelser viser at det sker for op mod 25% af befolkningen). Mange forskellige faktorer – og kombinationer af faktorer – kan øge sandsynligheden for at man udvikler depression.

Her på min blog vil jeg gerne hjælpe den udvikling i samfundet, der heldigvis allerede er, på vej. En udvikling mod at depression, og det at lide af – eller have lidt af depression – ikke længere er et tabu.

For hvis depressionslidelsen forbliver tabu svarer det til at en naturlig tilstand det menneskelige sind kan komme i – et resultat af hundrede tusinders års udvikling af menneskehjernen – er tabu. Og det giver ingen mening. Men depression er desværre fortsat tabu mange steder og i mange sammenhænge. Også i vores samfund. Og det er en tabuisering af en del af det menneskelige følelsesliv. Tabuisering af depression fører til at mange ikke tør tale om eller fortælle om deres depression eller depressive symptomer. Mange lider i stilhed og isolerer sig (handlemønster der er en naturlig del af depressionen). Mange oplever også indirekte isolation fordi venner og netværk holder sig på afstand eller trækker sig. Og det skyldes nok manglende viden om depression og usikkerhed eller angst for psykisk sygdom. Og det er synd for alle hvis det sker. Ikke kun for personen selv men også for omgivelserne som mister personen i den periode denne er deprimeret. Og synd fordi netop isolationen (direkte og indirekte) vedligeholder depressionen fordi den kommer i vejen for selvhjælp, hjælp og helbredelse (ja, det kan selvfølgelig lade sig gøre at reducere depressive symptomer og blive fri af depression).

Depression er altså en almindelig lidelse. Det er en forventelig og biologisk-, psykologisk- og videnskabeligt forklarlig følelsesmæssig tilstand. Det er ikke farligt at være i nærheden af en som oplever depression og det er ikke farligt at være deprimeret. Men hvis depression uddybes og fører til selvmordsadfærd og selvmordsforsøg – ja så er det selvfølgeligt farligt. Men det er altså ikke farligt at være i nærheden af en der er deprimeret. Og depression er ikke noget farligt, uforståeligt og underligt. Derfor har vi alle brug for at vide mere, og lære mere, om depression. Og derfor følger her nedenfor en beskrivelse af hvordan depression kan opleves. Jeg er så glad for at jeg har fået lov af en modig klient jeg har haft i forløb til at lægge hans beskrivelse ud på nettet – frit tilgængelig for alle der gerne vil vide mere om depression. Og når du læser teksten så husk at depression kan opleves forskelligt og at man kan have en svær periode i sit liv uden at være deprimeret i klinisk forstand, hvor behandling ofte er nødvendig.

Sådan føles det at være svært depressiv

I slutningen af 2013 skete der mange ting, måske for mange ting. Jeg åbnede en ny butik og arbejdede mellem 50-80 timer hver uge, min far løb tør for penge og kunne hverken betale husleje eller strøm og min mormor døede. Og efter flere uger uden energi og med manglende motivation kom diagnosen, svær depressiv.

Allerede flere måneder inden begyndte jeg at forandre mig. Det startede med at jeg tabte lysten til mere og mere, ting jeg nød, blev bare droppet efterhånden. En af de få ting, som holdt mig kørende, var mit arbejde, som samtidig også var det som drev mig ind i depressionens onde cirkel. Min hverdag var blevet trist, jeg stod op, når alarmen ringede, ikke fordi jeg havde lyst, men kun fordi min arbejdsmoral drev mig til det. At være på arbejde var en af de få ting, jeg stadigvæk nød. I butikken var jeg sammen med mine kollegaer, ansatte og kunder, jeg fik snakket og grinet. Jeg var blandt mennesker. Det virker som en modsigelse at man ikke har lyst at stå op for at arbejde, men samtidig nyder at være der, men det med at se frem til tingene, det fungerede overhovedet ikke oppe i mit hovedet mere.

Efter en endt arbejdsdag kom jeg hjem, drænet for al energi. Ikke fordi jeg nødvendigvis havde arbejdet hårdt, men al den lille smule energi jeg havde i mig, blev brugt på arbejdet. Så kommer man hjem til sin lejlighed, som er tom for liv, kun møbler og elektronik. At rydde op, gøre rent, lave mad, snakke med venner og lave aftaler, det havde jeg ingen kræfter til. Det næste jeg gjorde efter at have smidt mit arbejdstøj var at ligge på sofaen, tænde for tv’et og min bærbare og der blev jeg så de næste par timer og jeg nød det ikke engang, men alt andet krævede for meget af mig. Ved 7-tiden om aften bestilte jeg ofte mad online, take-out selvfølgelig, for det med at køre og hente selv kunne jeg ikke overskue. På mine gode dage orkede jeg at køre ud til McDonald’s, hente maden og spise det derhjemme. Og måske engang om ugen klarede jeg endda selv at lave mad, selv at have købt en frossen pizza som man bare smed i oven anså jeg til sidst som succes.

Værst havde jeg det på mine fridage eller frie weekender, for når jeg ikke skulle arbejde, så var der ingen ting som fik mig ud af sengen. Når jeg vågnede efter 8 timers søvn, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave, jeg havde heller ikke lyst til noget. Som regel vendte jeg mig bare om på den anden side og tvang mig til at sove videre. Det endte oftest med slem hovedpine, når jeg sov for meget, som igen gav mig en grund til bare at blive liggende. Når det ikke var muligt at sove mere, så hev jeg mobilen frem, læste online nyheder, mails og Facebook, nogle gange i timevis, de samme artikler og statusopdateringer igen og igen for at få tiden til at gå. Ikke fordi jeg var interesseret, men bare fordi det var noget, jeg kunne gøre som ikke krævede energi. Oftest ”sultede” jeg mig selv på de dage indtil kl. 16 hvor mit pizzasted åbnede, så jeg kunne igen bestille fast-food og cola, for at gå ud og købe ind på mine fridage, det var blevet fuldstændig uoverkommeligt.

Ringede min familie og inviterede mig til besøg, så fandt jeg altid på nogle undskyldninger for at kunne slippe, oftest gav jeg arbejdet skylden, at jeg var nød til at arbejde sent den dag eller lignende. Samme tur fik mine venner, med tiden isolerede jeg mig fra alt og alle, men jeg havde simpelthen ikke kræfter til at køre en tur i bil for at besøge min mor eller en tur til København for at se mine venner.

Men i alt den tid var der stadigvæk én ting, som fungerede, mit arbejdsliv. Først da jeg ikke kunne få mig selv ud af sengen for at møde op, dagligt kom for sent og var træt og lystløs også mens jeg var i butikken, først der aftalte jeg en tid hos lægen. Og efter et stykke tid og en del samtaler med en psykolog fandt jeg ud af årsagen til min depression, to ting som jeg altid værdsatte ved mig selv, min høje arbejdsmoral og min perfektionisme. Men det var de ting, som stille og roligt drev mig ud i dette liv uden farver, glæde og lyst. Disse to egenskaber ”tvang” mig altid til at blive længere i butikken, når noget gik galt eller når jeg ikke var tilfreds med udførelsen af mine arbejdsopgaver. Så på grund af mine lange arbejdsdage skruede jeg ned for mit sociale liv, og det er det sociale liv, som sørger for at man får opladet ens batterier. Og når man ikke gør det, så har man mindre og mindre energi til rådighed, man skærer endnu mere ned på tingene udenfor arbejdet indtil man bare ligger på sofaen og stener på loftet. Det er depressionens onde cirkel.

Nu, hvor jeg er kommet lidt ovenpå igen venter mig stadigvæk mange udfordringer, for dårlige vaner som nem mad og at fravælge sure pligter som rengøring tilegner man sig hurtig, gode vaner tager lang tid at få ind i ens liv igen. Selv om jeg ikke ønsker nogen sådan et liv, som kun indeholder grå farver og kedsomhed, så er jeg trods alt lidt taknemmelig for at have været det igennem. Jeg oplevede hvordan mine venner og min familie viste forståelse og gav mig støtte. Jeg har lært meget om mig selv og dette sygdom og frem for alt har jeg fået forståelse. Førhen tænkte jeg at en depressiv person bare skal tage sig sammen, men efter at have oplevet det selv fandt jeg ud af at det er lige det man bare ikke kan mere. I hele sygdomsforløbet ville jeg gerne ud af min lejlighed, jeg ville ud og feste, gå i biffen, se mine venner og familie, dyrke sport og især spise andet end pizza, pommes frites og kyllinge nuggets. Jeg kunne bare ikke, viljen var der altid, den kunne bare ikke udføres.

Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget.

XX

OBS!

Hvis du er i tvivl om du er deprimeret anbefaler jeg at du kontakter egen læge. Du kan læse mere om depression og kognitiv behandling her.