Fra naturens side er vi som mennesker designet til at frygte det der gennem menneskets udviklingshistorie har udgjort en trussel for vores overlevelse – som enkeltindivid og som art. Hvis vi tænker på at vores hjerne mere eller mindre er færdigdesignet for ca. 50.000 år siden, hvor mennesker levede i mindre flokke på 10-15 individer, f.eks. på savannen, så kan vi nemmere forestille os hvad det dengang var hensigtsmæssigt vi frygtede.

Dengang var det hensigtsmæssigt at frygte alle dyr af en vis størrelse – dyr der kunne skade eller dræbe mennesker. F.eks. løver eller hyæner. Men også mindre dyr som kunne være giftige at spise, som kunne have et giftigt bid, eller som kunne smitte os med farlige bakterier der kunne gøre os syge. F.eks. slanger, insekter og gnavere. Dengang havde mennesket ikke mange muligheder for at overleve et større eller dybt sår – og selv infektion i et mindre sår kunne være livsfarligt.

Også andre ting, der var farlige er det derfor evolutionært set hensigtsmæssigt at vi er forudindstillet til at være bange for; (dybt)vand, højder, skarpe objekter, spidse objekter, store objekter (som kan falde ned over/mase et menneske), indelukkede steder (hvor der er fuldstændigt mørkt eller hvor man ikke kan slippe ud), objekter som bevæger sig hurtigt (f.eks. rovfugle eller vilde dyr), ild (som en skovbrand), store flokke af ukendte mennesker (en fjendtlig flok på savannen som kunne eliminere ens egen flok) osv.

Fra naturens side er det altså logisk at vi som mennesker er indstillet til at frygte bestemte objekter og situationer. Men i løbet af vores opvækst med vores omsorgspersoner, og ved at blive præget af den kultur og det samfund vi vokser op i, lærer vi ikke at frygte de fleste af de ”farlige” objekter, andre mennesker eller situationer. Det lærer vi fordi de nu, i modsætning til for 50.000 år siden, i hvert fald i vores del af verden oftest ikke længere er så farlige. Alligevel vil vi alle kunne opleve objekter, andre mennesker eller situationer som på et tidspunkt registreres af vores hjerne som værende farlige eller meget følelsesmæssigt ubehagelige. Derfor kan vi alle have en større eller mindre frygt for nogen/noget eller bestemte situationer.

Og hvis eller når en sådan frygt bliver meget stærk i forhold til den reelle risiko, ja så er vi ved at nærme os at kunne at tale om en fobi.

Fobi kan defineres som:

En ekstrem eller irrationel frygt for et objekt eller en situation der fører til betydelige begrænsninger i det daglige levede liv og livsstilsændringer for at ”håndtere” den.

Mennesker der har en fobi vil gøre meget for at undgå det de frygter. For andre kan det, den fobiske klient frygter, forekomme harmløst. F.eks. natsværmere. Men for den fobiske klient kan blot tanken om at komme i kontakt med det frygtede forårsage panik.

Den gode nyhed er at alle fobier kan behandles. Og flere og flere søger da også behandling. Klienterne søger typisk hjælp når fobien for alvor kommer i vejen i dagligdagen og forhindrer at de kan leve det liv de gerne vil. F.eks. kan en fobi for rotter gøre at man ikke længere kan komme på arbejde, fordi indgangen til arbejdspladsen ligger i en gård, hvor der står affaldscontainere som af og til tiltrækker rotter.

Nogle søger også behandling, når deres fobi gør at de ikke kan benytte offentlige transportmidler (læs mere om angst for offentlige transportmidler her). Nogle bliver så hæmmet af deres fobi at de kun kan opholde sig i deres hjem og de kan have meget svært ved blot at komme ud med skraldet eller tømme postkassen. En ubehandlet fobi kan, hvis undgåelsesadfærden udvikler sig føre til mere generaliseret angst.

Man kan have mange forskellige fobier. I princippet er der ikke nogen grænser for hvad man kan udvikle en fobi for. Ofte har klienterne meget specifikke fobier for f.eks. edderkopper, højder eller at gå til tandlægen.  Eller mere generelle f.eks. fobi for åbne pladser/steder (agorafobi) eller fobi for social interaktion med andre (socialfobi/socialangst). Man kan faktisk også have fobi for at udvikle en fobi.

De mest almindelige fobier er: socialfobi (socialangst), agorafobi (angst for offentlige pladser/steder), emetofobi (angst for at kaste op), erythrofobi (angst for at rødme), fobi for at køre bil, hypokondri (helbredsangst), aerofobi (angst for at flyve), arachnofobi (angst for edderkopper), zoofobi (angst for dyr) og klaustrofobi (angst for indelukkede steder).

Specifikke fobier kan være nemmere at leve med uden behandling, mens de mere generelle som socialfobi og agorafobi ofte vil blive aktiveret og derfor kan have en mere indgribende virkning på ens daglige levede liv. Det er meget svært helt at undgå andre mennesker og åbne/offentlige pladser og steder med mange mennesker.

Socialfobi kan starte som generthed der bliver værre. Ved agorafobi er der ofte panikangstanfald og steder som frygtes at kunne udløse et angstanfald, eller som tidligere har udløst et anfald, undgås.

Det menes at fobier ofte opstår i alderen 4 – 8 år, mens socialfobi og agorafobi typisk starter i teenageårene eller i tyverne.

Man anbefaler af samme årsag forældre at de præsenterer deres børn for det de er bange for. På en forstående, nænsom og kærlig måde, for at børnene får en mulighed for at lære det de er bange for bedre at kende.

I kognitiv adfærdsterapi, som er videnskabeligt bevist virkningsfuldt og anbefales som behandling af fobier, arbejder klienten med at udsætte sig for det man er mest bange for/frygter mest. Men det foregår i samarbejde med psykologen og inden eksponeringen planlægges og udføres, i mindre og overkommelige ”doser”, skal klienten forstå rationalet bag og være motiveret for eksponeringen. Og før eksponeringen laver klienten og psykologen sammen en grundig udredning af fobien. Herunder samles der information om hvornår den er opstået, eventuelle øvrige psykiske problemer eller vanskeligheder og graden og omfanget af fobien. Efter udredningen formuleres konkrete mål for behandlingsforløbet.

For at gøre eksponeringen mindre overvældende designes passende på hinanden følgende adfærdseksperimenter. Men før det skaber og træner klienten alternative støttende hjælpetanker og katastrofetanker/-forestillingsbilleder identificeres og analyseres rationelt, hvor der findes beviser for og imod deres ”rigtighed”. Det adfærdsterapeutiske arbejde kombineres på denne måde med det kognitive og målet er, at klienten kommer tættere på det han frygter og i længere tid ad gangen – med mindre og mindre angst/ubehag.

Hvis man vil vide mere om fobier og videnskabeligt underbygget og effektiv kognitiv adfærdsterapetisk behandling kan man henvende sig til en autoriseret kognitiv adfærdspsykolog.  Man er også meget velkommen til at henvende sig til Psykolog Nikolaj Hyll.