Home » Unge

Category Archives: Unge

Er fokus på børn og unge med psykiske problemer for individorienteret?

Konsulent Lissi Håkansson har læst Søren Hertz nye bog og skrevet følgende til PsykologiViden:

Bearbejdede uddrag fra bogen ”Børn og unge, psykiatri og samfund”, skrevet af børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og udgivet på Akademisk Forlag 2017børn og unge psykiatri og samfund søren hertz PsykologiViden

Undertegnede har læst en del udgivelser skrevet af Søren Hertz og hørt flere foredrag, idet jeg vurderer, at Søren Hertz kommer godt ind under huden på årsagerne til, at alt for mange børn og unge er i mistrivsel alt for længe. Søren Hertz opfordrer til debat. Jeg er langt hen ad vejen enig i hans betragtninger og håber at kunne animere til, at mange vil læse bogen.

Bogen behandler flere interessante temaer. Jeg tillader mig at dele nogle af temaerne op i mindre og bearbejdede uddrag.

Diagnoser og individfokusering kontra udvikling i fællesskaber med gode relationer (Håkansson)

Søren Hertz skriver på bogens bagside:

Hvad er der galt? Er der tale om psykisk sygdom? De spørgsmål stilles ofte, når børn og unge ikke trives”

Videre skriver han: ”Børn og unge er ikke problemet. De viser problemet. Heller ikke andre er problemet. Det handler om betydningen af livgivende fællesskaber. Børn og unge inviterer med deres symptomer og særlige vanskeligheder til en proces, der kan bidrage til anderledes ro, trivsel og udvikling”

I mit arbejdsliv har jeg mødt mange børn og unge i mistrivsel. Det kan både som forældre og som professionel være vanskeligt at arbejde konstruktivt med børn og unge i problemer. Man vil så gerne forstå, hvorfor deres reaktionsmønster er som det er, men nogle gange føler man afmagt. Derfor ønsker man en forklaring eller en diagnose, så man kan støtte sig til videnskabens forklaringerne på uforståelig adfærd. Flere og flere børn og unge bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien.

Når begreberne omkring diagnoser og psykisk sygdom er blevet så populære, at de hyppigt bliver brugt i hverdagslivet (Brinkmann 2010), så hænger det sammen med, at diagnoser bliver opfattet som forklaringer: ”Nu ved jeg, hvad der er galt”. Paradokset er: Diagnoser er ikke forklaringer. De er blot beskrivelser af adfærd og symptomer (Hertz 2017)”

En diagnose er knyttet til et enkeltindivid og som Hertz skriver, flyttes opmærksomheden væk fra de rammer og samspilsmønstre, vilkår og sammenhænge, som børn og unge lever i, når vi alene handler og behandler ud fra diagnoser.

Krop og psyke er uadskillelige. Det mentale lever i det sociale. Det handler om samspil, sammenhænge og sociale mulighedsbetingelser. Derfor er det tankevækkende, hvordan diagnosesystemerne har bidraget til at adskille biologi fra psykiske, sociale og tilknytningsmæssige forståelsesformer (Hertz)”

Hvad er der galt?” ”Fokus lægges på symptomerne: den begrænsede følelsesmæssige regulering, den manglende impulskontrol, mentaliseringen, de negative tanke- og handlingsmønstre, arbejdshukommelse, de faglige og sociale kompetencer osv. Listen er lang. Men symptomerne er set ud fra et andet perspektiv overlevelsesstrategier. De er billeder på det, der har udviklet sig som det tilsyneladende bedst mulige, ud fra børnenes og de unges forudsætninger på det givne tidspunkt, ud fra den måde, de forstår det, der er sket i deres liv, og ud fra deres levede erfaringer. Når børn og unge med deres symptomer viser os, at de ikke trives, opstår der let oplevelser af forkerthed og afmagt, der smitter frem og tilbage mellem barnet eller den unge og de vigtige personer i deres liv. (Hertz)”

Det er på tide at flytte sig fra det snævre fokus på individet. Hertz siger, at det er let at få øje på symptomerne og den problemfyldte adfærd. ”Børnene og de unge skal mødes med et dobbelt blik: På den ene side den store alvor og samtidig et fokus på det, der endnu ikke er blevet fortalt – eller lyttet til (Hertz)”

Der bliver ofte fra børnene er helt små fokuseret på, hvad der kan være galt med barnet, når barnet udviser en problematisk adfærd. Allerede i børnehaven bruges der meget tid på skemaer om børns udviklingsprofiler og kompetencer. Det er vigtigt at interessere sig for det enkelte barns kompetencer og udvikling, men igen er fokus rettet mod det enkelte barn og man risikerer at flytte fokus væk fra børnenes behov for at høre til i fællesskabet. ” Men igen skal vi huske på, at kompetencer ikke er noget vi har eller ikke har. Kompetencer kan ikke ses uafhængigt af relationer og samspil, det grundlæggende tema om trivsel: Tilknytningerne til de andre børn og til de voksne. Deres position i fællesskabet. Deres erfaringer med at lykkes med det, der er vigtigt for dem. Samarbejdet med og omkring dem. Alt i alt kan kompetencer, der handler om børns livsduelighed, ikke forstås uafhængigt af følelser, relationer, samspil, oplevelser af forbundethed og tilknytning, samt ikke mindst børns grundlæggende sociale vilkår (Hertz)”

Hertz skriver også:” Vi har en særlig opgave med, hvordan vi tager vare på det, der fremtræder som individuelle mangler og begrænsede kompetencer. Hvordan vi får taget vare på en tilstrækkelig udviklingsproces. Risikoen er, at vi ikke får øje på sammenhængene, overlevelsesstrategierne, oplevelserne af udsathed og forkerthed og dermed invitationerne til en proces, hvor der kan opstå den trivsel, som kan give tilstrækkelig næring til en forstærket udviklingsproces.”

Vi lever i et samfund med en stigende individualisering, hvor individet løsrives og løsriver sig fra de sociale fællesskaber. Hertz har i 2008 skrevet om det skrøbelige individuelle projekt, fordi oplevelsen af personlig frihed bliver forbundet med en tryghed, som man selv må udvikle – en frihed, som nogle boltre sig i, andre slår sig på (Hertz 2017)

Vi voksne skal forvalte en nysgerrighed over for de børn og unge, der ikke passer ind. Det er de børn, der har brug for vores mod til ikke at forstå for hurtigt og for reduceret. De repræsenterer det, der ikke passer ind, men bliver let forstået, som dem, der ikke passer ind. Et af bogens afgørende budskaber er således, at mange børn og unge ikke får den udviklingsstøtte, som de allermest har brug for, fordi de bliver forstået ind i en ramme, der har individet som grundlæggende analyseenhed (Hertz).

Hurtig udredning og hvad så? (Håkansson)

Der er mange børn, som ikke trives i dagens Danmark og som nævnt bliver flere og flere henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Danske regioner arbejder for at sætte det enkelte barn/unges behov i centrum, så børn og unge ikke forsømmer skolen grundes deres psykiske situation. Det er i sig selv godt. ” Kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien er udbygget (regioner.dk 2015)” Der er i hospitalsregi indført en ret til udredning inden for 30 dage og ret til behandling inden for 60 dage.

Hertz behandler i sin bog denne ret som et dilemma og et paradoks. Det er godt at børn og unge hurtigere bliver henvist og udredt, men alt skal gå så hurtigt.

Fx skriver Søren Hertz (forkortet)

– Risikoen ved den hurtige udredning er, at børn- og unges symptomer og særlige vanskeligheder ikke bliver tilstrækkeligt forstået. Der er fx ikke tid til en dybdegående nysgerrighed i forhold til hvad symptomerne dækker over

– I effektivitetens navn anvendes spørgeskemaer forud for og undervejs i forløbet. Spørgeskemaer bliver let kontekstdannende, fordi de skaber stærke forestillinger om, hvad udredningen kommer til at fokusere på

– Den traditionelle udredning sætter fokus på problemfelterne på et tidspunkt, hvor situationen er fastlåst og ofte præget af afmagt

– Udredning betyder ifølge ordbog over det danske sprog en videnskabelig undersøgelse af sammenhænge. ”Det er interessant, at ordet udredning både i og uden for psykiatrien er blevet et reduceret og individualiseret begreb”

– Målet med udredning er at afklare spørgsmålet om psykisk sygdom – selvom forfatterne i det internationale diagnosesystem ICD-10 i 1992 understregede, at der ikke var grundlag for at benytte begrebet sygdom. Forfatterne anbefalede dengang at benytte begreberne forstyrrelse eller lidelse

– Det bliver et paradoks, når børne- og ungdomspsykiatrien bliver betragtet og behandlet som et medicinsk speciale. I den optik risikerer udviklings- og behandlingsmuligheder, der rækker ud over medicinske forståelses- og behandlingsmodeller, alt for let at blive gjort sekundære (Hertz 2008)

– Børne- og ungdomspsykiatrien har et ansvar for at påpege de sammenhænge, som symptomer må forstås i lyset af

Søren Hertz påpeger i sin bog, at ovenstående dilemmaer giver udfordringer og anbefaler, at symptomer skal give anledning til en proces, hvor der er tid og faglighed til at forstå og arbejde med sammenhænge og ændringspotentialer hos de børn og unge, der henvises til børne- og ungdomspsykiatrien.

´Det er efter devisen: Tid er penge` Flere psykologer erfarer til tider, at unge, der har været i behandling i psykiatrien, kommer til dem med diagnoser, de har opfattet som vedvarende funktionsnedsættelser, uden at det har hjulpet dem til en bedre tilværelse (Håkansson)

Jeg har i mit lange arbejdsliv erfaret, at nogle diagnoser har været populære forstået på den måde, at antallet af børn og unge med bestemte diagnoser steg markant i nogle år for senere at blive afløst af andre ”populære” diagnoser. For nogle år siden fik rigtig mange børn og unge diagnosen ADHD og dermed et handicap. Jeg er på ingen måde fagperson inden for diagnoser, men kunne gennem mit arbejde konstatere, at symptomerne var meget forskellige afhængig af den kontekst, børn og de unge befandt sig i. Det der bekymrede mig var ikke diagnosen, som bestemt er nødvendig ved nogle psykiske lidelser, men det, at nogle børn og unge fra den ene dag til den anden havde et handicap. Nogle forældre var rigtig tilfredse med en diagnose – nu havde de en forklaring på barnet/den unges adfærd og nu kunne der gives ekstra hjælp og støtte, men hjælp og støtte gives ud fra et funktionsbehov og ikke ud fra en diagnose, hvilket nogle gange blev til frustration i stedet for hjælp til barnet eller den unge – og hvilket barn ønsker at være handicappet? Børn og unge ønsker at blive hjulpet til en så normal tilværelse som overhovedet mulig – diagnose eller ej.

Jeg glædes ved at læse, at ADHD-foreningen nu på deres hjemmeside skriver: ”Gør ADHD til håb og handlekraft” i stedet for at fremhæve ADHD som et handicap.

Alting er altid i kontekst, alting forandrer sig. Vores opgave er at placere os der, hvor vi får optimale muligheder for at få øje på sammenhænge, det, der forbinder, og det, der bevæger sig. I en transdisciplinær videnskabstradition er der grundlæggende ikke noget, der bare er. Derfor bliver det særligt vigtigt, hvad vi som fagpersoner bliver med-skabere af. Det er ikke muligt ikke at blive med-skaber af de processer og dermed også af de identiteter, der udvikler sig” (Hertz)

Folkeskolen (Håkansson)

Børn og unge tilbringer 30 – 35 timer om ugen i skolen fra de er 6 til 16 år. I 10 år har skolen en meget stor andel i børnene og de unges udvikling. Det er et kæmpe ansvar, der lægges på skolen. Skolen har ansvar for, at alle børn og unge bliver så dygtige, som de kan. Skolen har også ansvar for, at alle børn og unge udvikler sig optimalt, at de indgår i gode læringsfællesskaber, at de trives og får gode relationer til både voksne og andre børn og unge. Endelig har skolen også ansvar for, at 95 % af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Desværre er det ikke alle børn og unge, der føler sig tilpasse i skolen. De føler sig måske forkerte og utilpassede i det store fællesskab, hvilket kan føre til manglende motivation og mismod. Det er i skolen de allerfleste og stærkeste kammeratskabsbånd udvikler sig. Derfor må skolen se med stor alvor på, hvorfor børn og unge mistrives, og hvad skolen kan gøre anderledes for at flere børn og unge kan trives i skolen til gavn for det enkelte barn og for samfundet.

I bogen genopfriskes Folkeskoleloven fra 1975:

Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen (…) Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati. (Danmarkshistorien.dk)

Jeg kan sagtens huske formålsparagraffen, som var den gældende, da jeg var ung lærer. Og måske er det på samme måde, som vi husker barndommens jul, hvor det altid var snevejr. Der var også børn og unge i mistrivsel dengang, men også mere rummelighed, selv om vi ikke kendte begrebet.

Det kom vi dog til med reformen i 1993. Vi fik enhedsskole og undervisningsdifferentiering. Ved hjælp af undervisningsdifferentiering skulle vi øge fagligheden for den enkelte og rumme elevernes forskellighed. Vi forlod den opdelte skole og læreren havde til opgave at undervise (det hed stadig undervisning dengang, et begreb, der siden blev ændret til formidling af læring) eleverne ud deres individuelle niveau, men i det store klassefællesskab. Personligt fandt jeg enhedsskolen interessant og lærerig, men som Søren Hertz skriver i sin bog, kom der mere og mere fokus på elevernes faglige kompetencer og op igennem 00érne blev flere elever segregeret til en eller anden form for specialundervisning. Antallet af elever, der ikke kunne rummes i den almindelige klasse, var i perioden 2001 – 10 næsten blevet fordoblet.

Undervisningsdifferentiering er efter min vurdering stadig et nøgleord, men i den udelte skole med fokus på faglige mål fulgt op af mange testninger, blev der mindre tid til det sociale klassearbejde og til at hjælpe den enkelte. Det var fortsat et mål, at alle elever skule være inddraget ligeværdigt, være accepterede for det den enkelte kunne bidrage med og at alle skulle føle sig tilpas i fællesskabet, men det var ikke altid muligt.

Den omtalte segregering var også båret af et fokus på individuelle kompetencer: Beskrivelser af børn og unge, der ikke i tilstrækkelig grad havde kompetencerne til at leve op til de almene forventninger (—) Nogle børn og unge trivedes bedre i segregerede tilbud, mens andre oplevede, at de var blevet `dømt ude` af de almindelige sammenhænge. Der opstod på en måde et specialregime: Børnene og de unge blev beskrevet med særlige behov, i princippet som om der var tale om objektive behov, der var uafhængige af de sammenhænge, de indgik i, og dermed også uafhængige af de massive ændringer af skolen som institution (—) Mange børn fik diagnoser, der bekræftede billedet af de særlige, individuelle behov. Et af de store problemer blev, at mange børn og unge blev afhængige af det specialiserede miljø og ikke fik opbygget den selvbevidsthed i mødet med andre samt de kompetencer og strategier, der kunne række ud over det specialiserede.” (Hertz)

Ovenstående kan ikke udtrykkes bedre. Vi der har arbejdet med det specialiserede område, ved hvor vanskeligt det er, at få børn og unge tilbage i almenmiljøet med succes. Hertz peger i sin bog på, at inklusion bedre kan lykkes, hvis der fokuseres på opbygning af kreative og inspirerende lærings- og udviklingsmiljøer, hvor fællesskab og nysgerrighed kunne danne platform for en bred mangfoldighed af lærings- og kompetenceudviklingsprocesser – og heldigvis, siger Hertz, er det, hvad der i dag sker på mange skoler.

Dynamikken mellem almen- og specialområdet (Hertz)

Det specialiserede område, herunder børne- og ungdomspsykiatrien, kan være en unik inspirationskilde for det almene område, når vi bygger samarbejde på gensidig respekt og troen på uanede muligheder. (Hertz)

Citat Søren Hertz: ”Som læge er jeg selvfølgelig opmærksom på, at det, der fremtræder psykiatrisk, også kan være symptomer på somatiske sygdomme. Klassiske eksempler er epilepsi, stofskiftesygdomme og tumorer i hjernen. På den måde er det nødvendigt altid at have fokus på den måde, vi vælger at fortolke det, vi bliver vidne til- og overveje, om der er fænomener, vi kommer til at overse.”

I de uddrag, jeg har beskæftiget mig med, behandles de somatiske sygdomme ikke. (Håkansson)

Kulturen spiller en stor rolle i forskellige tiders og kulturers beskrivelse af det normale og ikke – normale (det specielle). I skoleverdenen taler vi om normalundervisning og specialundervisning. Vi er således med til at fastholde forskel på det normale og ikke-normale.

Når jeg benyttet begrebet uanede muligheder, minder jeg om, at for mig er målet ikke normalitet. Jeg er optaget af udvikling, optaget af at bidrage til, at alle får mulighed for at komme ud af oplevelser af forkerthed og fastlåshed. Hvis normalitet var målet, ville alt, der kommer før målet, være ikke – normalt – og den opdeling ønsker jeg ikke at bidrage til” (Hertz)

Det må stå for min egen regning, når jeg siger, at der ikke er den store forskel på almen- og specialundervisning. Den store forskel ligger i konteksten, i læringsmiljøet og i de voksnes tilgang til børn og unge – plus selvfølgelig antallet af børn og unge pr. voksen.

Søren Hertz skriver: ”Pointen handler om, at vi altid skaber kontekster. Det er ikke muligt andet. Vi undersøger ikke blot, vi er med til at skabe mening i kraft af det, vi gør – og det, vi undlader at gøre. Derfor understreger jeg, at mødet med os, der arbejder i specialområdet, må gøre en afgørende forskel”

Søren Hertz beskriver i sin bog forskellen på støtte og udviklingsmuligheder kontra kompensation. Når man fokuserer på det Hertz kalder uanede muligheder, vil der altid være udviklingsmuligheder.

Det er og har altid været vigtigt at give udviklende støtte til børn og unge, der er i mistrivsel eller på anden måde har vanskeligheder, der forhindrer deres udvikling og trivsel. Dette er heldigvis et fokuspunkt i dagens specialundervisning, således forstået, at specialundervisning gives på mange forskellige måder. Nogle børn og unge har behov for støtte i nærmiljøet, andre har brug for i en kortere eller måske længere periode, at lære i et andet miljø med andre læringsformer. Specialundervisning er ikke noget du bliver forvist til, men et udviklingsstøttet forløb, der kontinuerligt vurderes sammen med barnet/den unge og forældrene med henblik på at barnet/den unge kommer til at klare sig godt i almenmiljøet.

Hvis fagpersoner ser barnets eller den unges problemer som grundlæggende vanskeligheder med baggrund i begrænsede muligheder, vil man være tilbøjelig til at støtte ved at kompensere. Når støtte eller anden specialundervisning gives i et kompenserende miljø, er det let at komme til at forstærke både barnet/den unges egen opfattelse af et begrænset udviklingspotentiale, men også forældrenes og omgivelsernes syn på barnet/den unge. I daglig tale omtales den kompenserende støtte af og til som ”en overfrakke”, der kan vise sig at blive et åg for barnet/den unge – en medvirkende årsag til, at specialundervisning ikke giver en succesfuld udvikling.

Jeg kan virkelig godt lide Sørens Hertz`s forklaring om, at børn og unge i mistrivsel med deres adfærd viser problemet og inviterer til, at fagpersonerne skal foretage en grundig udredning og finde de uanede muligheder for at hjælpe barnet/den unge.

Lissi Håkansson, konsulent

Lyngby december 2017

 

Køb bogen

Du kan købe bogen direkte her ved at overføre 350 kr til mobile pay 45990 eller ved at betale med kort via PayPal ved at trykke på knappen nedenfor. Når du har betalt skriver du en besked i formularen til højre på siden med teksten ”købt børn, unge og psykiatri”. Du modtager så en mail retur med info om hvornår du kan afhente bogen i klinikken.




Kort og godt om ANGST

Ny bog om angst udgivet november 2017 på Dansk Psykologisk Forlag;

”Kort og godt om angst” af kort og godt om angstMikkel Arendt og Sanne Kjær, psykologer ph.d.

PsykologiViden anbefaler denne bog, der aktivt bruges af klienter, kursister og supervisander i behandlings-, undervisnings- og supervisionsforløb hos Psykolog Nikolaj Hyll.

Resumé af “Kort og godt om ANGST”

I 2007 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen et referenceprogram, hvor forskningen blev gennemgået for at sikre den bedst mulige udredning og behandling af angst. Her blev kognitiv adfærdsterapi anbefalet som førstevalgsbehandling. Der er ikke siden kommet forskningsresultater, der har ændret ved dette.

Bogen henvender sig til dig, der lider af angst og til dine nærmeste pårørende.

Første halvdel af bogen handler om hvad angst er, hvordan man finder ud af, om man lider af angst og hvorfor nogle mennesker udvikler angst.

Anden halvdel handler om behandling af angst ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi.

Hvad er angst?

Alle mennesker kender følelsen af angst. Det kan være spænding og nervøsitet op til en eksamen eller en pludselig angst, når vi bliver forskrækkede over en høj uventet lyd. Angsten har flere komponenter. Ud over den følelsesmæssige oplevelse er der kropslige reaktioner og bestemte tanke – og handlemønstre. ”Adrenalinen pumper”, ”Man sveder angstens sved”, ”Hjertet er ved at springe ud af brystet”. Der er mange populære beskrivelser af den fysiologiske side af at opleve angst. Adfærden, der hører med til at være angst kan også tage forskellige former. I lettere grad af social angst kan man blive tilbageholdende og indelukket. Når der optræder voldsom angst, vil adfærden ofte vise sig i form af konfrontation af faren eller flugt.

Når angst er noget, alle mennesker kender til, skyldes det, at følelsen er en helt nødvendig del af det at være menneske.

Symptomer ved pludseligt opstået angst eller angstanfald er fx hjertebanken, rysten, åndedrætsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet, kvalme, hedeture, dødsangst, frygt for at miste kontrollen.

Symptomer ved bekymring er fx rastløshed, muskelspændinger, koncentrationsbesvær, irritabilitet, søvnbesvær.

Angstlidelser

Panikangst og agorafobi er kendetegnet ved voldsomme og uventede panikanfald. Ofte er angsten centreret om et enkelt symptom fx hjertebanken, og dette symptoms konsekvenser. Nogle udvikler angst for en række steder eller situationer, der forbindes med øget risiko for angstanfald og undgår derfor de steder/situationer. Dette kaldes agorafobi.

Socialfobi har nogle af de samme kropslige angstsymptomer som ved panikangst, men mennesker med socialfobi fokuserer ikke så meget på angstsymptomerne, men derimod på andre menneskers negative vurdering af deres fremtoning eller personlighed. Adfærden ved socialfobi indebærer derfor ofte, at man forsøger at undgå sociale sammenhænge eller at påkalde sig opmærksomhed.

Ved enkelfobi ses kamp-flugt-reaktionen i sine reneste form. I kontakten med bestemte afgrænsede ting eller situationer vil der kunne opstå en voldsom angst, hvor man har tilskyndelse til at konfrontere eller komme væk fra faren.

Generaliseret angst har bekymring som hovedproblem. Angsten er ”fritflydende”, hvilket betyder, at symptomerne optræder i længere tid ad gangen. Fordi symptomerne er der i lange perioder, vil det ofte være forbundet med en generel følelse af anspændthed og dertilhørende gener som søvnproblemer, smerter og irritabilitet. Angsten er ikke bundet til en bestemt situation, men kan være til stede på alle mulige tidspunkter.

Hvordan finder man ud af, om man lider af angst?

Netop fordi der er tale om almenmenneskelige oplevelser, kan det være svært at trække en klar grænse mellem angst som ”normalt” fænomen og angst som lidelse i diagnostisk forstand. Ved generaliseret angst vil personens bekymringer typisk have været til stede i adskillige timer hver dag i måneds- eller årevis og være forbundet med ubehag, mens de står på. Det er de tanker, der udløser angsten i særlige situationer, som afgør, hvilken angstlidelse, der er tale om. De forskellige angstlidelser optræder desværre ofte samtidig.

Angst er blevet kaldt ”psykiatriens feber”, hvilket hentyder til, at følelsen optræder uspecifikt og hyppigt ved alle psykiske lidelser. Derfor må man, når man skal finde ud af, om man lider af angst, få udelukket andre lidelser, hvor angst optræder som sekundær lidelse.

Hvorfor får man angst?

Der er som regel altid mere end én årsag til, at et menneske har udviklet en angstlidelse. Mange studier har påvist, at medfødt biologisk sårbarhed spiller en vis rolle. Også belastninger i barndommen kan øge sårbarheden for at udvikle angst. Endelig kan en række forskellige aktuelle stressbelastninger øge risikoen for at udvikle angst.

I 1960érne opstod kognitiv terapi. I den kognitive tradition antager man, at personer danner videns- og meningsstrukturer (såkaldte ”skemata”) baseret på de erfaringer, vi får tidligt i livet. På baggrund af skemata udvikles ”leveregler”, der kan være med til at øge risikoen for at udvikle og vedligeholde en angstlidelse.

Disse leveregler kan øge risikoen for at udvikle og vedligeholde en angstlidelse, hvis:

  • De bliver for ekstreme
  • Man efterlever dem for ”stift”, så man lader sig slå ud, hvis man ikke er i stand til at overholde dem
  • De ses som en ufravigelig betingelse for, at man kan opretholde sin selvrespekt

Behandling af angstlidelser

I kognitiv adfærdsterapi er fokus på at ændre nutidige uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre, men der er også opmærksomhed på, hvordan opvæksten har resulteret i bestemte skemata og leveregler. Det er centralt, at personen med angst bliver bevidst om sin dysfunktionelle tænkning og angstvedligeholdende/forstærkende adfærd, samt får hjælp til at udvikle en mere hensigtsmæssig adfærd og alternativ tænkning, herunder mere funktionelle, selvunderstøttende leveregler og skemata.

Ganske kort fortalt forløber et behandlingsforløb med kognitiv adfærdsterapi typisk over 5 – 15 sessioner afhængig af typen af angstlidelse. Psykologen vil ofte benytte en manual, der afdækker, hvilke emner der skal arbejdes med og i hvilken rækkefølge.

Indledningsvis vil psykologen/terapeuten forsøge at danne sig et overblik over, hvordan angstlidelsen er opstået.

I starten af forløbet vil personen med angst og psykologen/terapeuten aftale, hvilke problemfyldte situationer, der skal arbejdes med i behandlingen. Herefter vil den egentlige behandling gå i gang. Personen starter med at få viden om angst med fokus på de emner, der er særligt relevante for den pågældende person. Herefter vil principperne i kognitiv adfærdsterapi blive beskrevet og arbejdet med at forstå og justere negative automatiske tanker og leveregler går i gang. Dette arbejde er det mest omfattende i behandlingen og vil typisk vare adskillige samtalet. At udsætte sig for situationer, der fremkalder angst er centralt i det terapeutiske arbejde. Den indsigt, personen får i terapien, vil hele tiden blive koblet med erfaringer, der sker uden for terapirummet. Konkrete opgaver gives som hjemmearbejde imellem samtalerne og er mindst lige så vigtige som samtalerne og afgørende for et godt udbytte af behandlingen.

Afslutningsvis evalueres fremskridt og eventuelle områder, som personen skal arbejde videre med. Man vil desuden lægge en plan for, hvad der kan gøres i tilfælde af, at angsten vender tilbage. Dette kaldes tilbagefaldsforebyggende.

Kan man blive helbredt for angst?

Man ved fra en række undersøgelser, at størstedelen af dem, der gennemfører behandling med kognitiv adfærdsterapi, bliver raske. Blandt dem, der ikke bliver helt raske, ser man generelt en vedvarende bedring. For nogle personer kan medicin dog være nødvendig.

Hvis man vil opnå den maksimale effekt af kognitiv adfærdsterapi, må man være indstillet på, at behandlingen i starten kan opleves ubehagelig. Desuden skal man være indstillet på at lave hjemmearbejde imellem de enkelte behandlingsgange. Endelig er overindlæring vigtig hvis du vil fastholde virkningen af behandlingen.

Resuméet er skrevet af konsulent Lissi Håkansson.

Bogen kan købes direkte her for 339 kr. og efterfølgende afhentes i klinikken. Betalt med kort ved at trykke “Køb nu”. Eller betalt 339 kr til mobile pay 45990 eller ved at scanne QR koden nedenfor. Hvis du betaler med mobile pay skriv lige en besked i formularen til højre: “købt bog kort og godt om angst”. Du modtager mail, når bogen er klar til afhentning i klinikken.




QR kode kort og godt om angst psykolog Nikolaj Hyll

 

 

 

Se mere om udredning, rådgivning og kognitiv adfærdsterapeutisk behandling af angst og andre psykologiske udfordringer og vanskeligheder på www.nikolajhyll.dk

Det kan være rigtigt svært at være ung i Danmark

Mange unge i Danmark har det svært i disse år. Mulighederne er rigtigt mange, men samtidigt er der måske flere krav end nogensinde. Alle mulighederne livet byder på for unge i Danmark er reelt ikke til stede hvis man er for presset og ikke kan leve op til egne eller andres krav og forventninger. Hvis man ikke kan holde motivationen oppe. Eller ikke kan håndtere nederlag og modgang.


Undersøgelse viser at mange unge har problemer

Center for Ungdomsforskning offentliggjorde i 2010 en rapport om unge mellem 15 og 24 år og deres trivsel og mistrivsel i Danmark. Rapporten viser følgende tal:

  • 3 % af de unge oplever at deres liv er dårligt eller meget dårligt
  • 7,3 % har ofte problemer der gør at det er svært at klare hverdagen
  • 6 % har lav eller meget lav selvtillid
  • 6,9 % oplever sig selv som mindre populære end andre på samme alder
  • 5,5 % vurderer at de har dårligt eller meget dårligt helbred
  • 21,1 % føler sig ofte eller altid stresset
  • 12,4 % føler ofte eller altid at det de laver i deres hverdag er uden mening
  • 3,6 % har hovedpine dagligt
  • 2,5 % har mavepine dagligt
  • 4 % oplever muskelsmerter dagligt
  • 9,1% oplever koncentrationsbesvær dagligt

 

Problemerne kan blive en barriere

Hvis man ikke kan passe skole/uddannelse, hvisangst-pige-3 man ikke kan komme op og afsted om morgenen, hvis man ikke kan træffe en beslutning om hvad man vil – og hvornår – ja, så kommer man simpelt hen ikke videre. Man kvalificerer sig ikke til de muligheder der er. Man får ikke taget 9. kl., gennemført gymnasie eller anden kvalificerende ungdomsuddannelse, der er et krav for at man kan komme videre i uddannelsessystemet. Og gør man ikke det er man stærkt begrænset på et arbejdsmarked og i et samfund hvor identiteten høj grad udgøres af uddannelse og arbejde og hvor der bliver færre og færre ufaglærte stillinger/funktioner.


Uden hjælp kan problemerne give psykisk sygdom

Når presset bliver større end den enkelte unge kan håndtere kan det udløse stresssymptomer, egentlig stress-belastningsreaktion, angst, nedtrykthed og depressive symptomer. Og egentlig depression eller længerevarende angstlidelser. Hvis den unge tidligere har lidt af, eller haft tendens til, andre lidelser, f.eks. OCD, kan sådanne lidelser igen blusse op og blive umulige for den enkelte unge at håndtere uden professionel hjælp.


Unge fra ressourcestærke familier og baggrund kan også få problemer

De fleste unge som vi hjælper i Ung med Overskud har i udgangspunktet de nødvendige ressourcer og evnerne, men de har ikke fået trænet deres motivation, vedholdenhed og disciplin tilstrækkeligt. De er ikke trænet nok i at indordne sig under givne rammer og vilkår og i at håndtere modgang og nederlag. De har måske fået rimelige eller ligefrem gode karakterer i folkeskolen, uden at skulle gøre ret meget for det. De har fået stor hjælp og støtte fra velmenende ressourcestærke forældre (curling) og oplevet at det hele bare kører derudaf uden at de behøver at gøre ret meget eller tage selvstændigt ansvar. Bomben springer så typisk på ungdoms- eller videregående uddannelse, hvor man selv har ansvaret. For at planlægge og udføre sit skolearbejde, styre sin tid, holde sin døgnrytme, styre sin økonomi, sit arbejde ved siden af studiet, vaske sit tøj, få luft i dækkene på sin cykel osv.


Nogle unge er påvirket af deres oplevelser

Andre unge har fået trænet deres motivation og vedholdenhed. De er flittige og dygtige og velfungerende. Men så er der sket noget. Nogle har oplevet en eller flere begivenheder der har rystet dem. Overfald, mobning, en vens psykiske sygdom, en forælders sygdom eller død.

Det kan være en chokerende oplevelse for den unge at opleve sig selv på en helt ny måde. Hvor det slet ikke kører, uden bekræftelse og anerkendelse fra omgivelserne. Hvor man falder i status, bliver smidt ud af gruppen af klassekammeraterne fordi man ikke bidrager nok og ikke møder op. Hvor man får advarsler fra uddannelsesstedet og skal forklare studievejleder og forældrene at det hele kører skævt.

Man oplever kort sagt et masse utilstrækkeligheds- og fiaskofølelse. Og det kan være meget overvældende hvis man ikke har prøvet det før og ikke har mestret følelsen og en lignende situation før.

Når man føler sig udenfor kan det ”forkerte selskab” blive attraktivt

For man ved simpelthen ikke hvordan man skal gribe det an! Der er ingen værktøjer i værktøjskassen. Man kan ikke finde ud af at søge og tage imod hjælp. Det føles for pinligt og passer slet ikke med ens lidt overdrevne selvfølelse fra tidligere. Og når man får gode råd og disse ikke fungerer med det samme kan man blive meget vred på omgivelserne og verden, føle det er meget uretfærdigt og at man er et uskyldigt offer. Måske dulmer man de svære følelser med cigaretter, hash, kokain eller alkohol. Men det dulmende skjold gør intet for at trække en ud af de svære følelser og man får ikke ændret tænkning, adfærd og kommer ikke videre – man sidder fast i sumpen. Og hvis man i længere tid føler sig udenfor og uden muligheder i de etablerede rammer og fællesskaber kan det lige pludseligt føles mere attraktivt at opsøge og blive en del af alternative og mere problematiske fællesskaber; religiøse sekter, kriminalitet, bande – og rockermiljøet m.fl.

 

Søg hjælp i tide inden det kører af sporet

Den gode nyhed er at der er hjælp at hente. Man kan vende pige-med-successudviklingen inden det hele kører af sporet. Hvis man oplever stress, angst, nedtrykthed, manglende motivation over længere tid, kæmper med nederlagsfølelser eller ofte føler sig forkert eller udenfor anbefales det at man konsulterer en kognitiv adfærdspsykolog. I det ligeværdige samarbejde med psykologen kan man fortælle om sine problemer og vanskeligheder, opleve at blive forstået og få forklaret hvordan hjernen og følelsessystemerne virker ud fra en logisk model. Når man bedre forstår hvorfor man reagerer som man gør kan man bedre holde sig ude af skam, skyldfølelse og bedre styre sin selvkritiske automattænkning. Så bliver der plads til at opbygge og træne nye strategier for tænkning og adfærd. Og når tænkning og adfærd ændres opleves situationer, en selv og omverden på en anderledes måde. Det giver nye erfaringer som lagres i hukommelsessystemet. Det bevirker at følelserne ændrer sig. Man får det med andre ord bedre, får bedre overblik og mere følelse af kontrol. Og man er klar til at komme godt videre i livet. Som Ung med Overskud!


Kontakt os her for at høre mere om hvordan vi arbejder eller bestille tid til første indledende/udredende samtale. Se mere om Ung med Overskud her.


Vi arbejder for at unge i Danmark kan få det bedre og udnytte deres fulde potentiale.

 

Vi ser frem til at arbejde for dig.

 

De bedste hilsner fra Ung med Overskud ved 

Nikolaj Hyll, Privatpraktiserende psykolog i Espergærde, Nordsjælland &

Nina Maria Lyngbak, Privatpraktiserende psykolog på Frederiksberg

Psykolog Nikolaj Hyll

29 82 91 74
Sct. Georgs Vej 17a
3060 Espergærde

Klinikkens adresse er Sct. Georgs Vej 17A, 3060 Espergærde, 29829174