APA (American Psychological Association) har i februar i år (2015) offentliggjort en stor
stressundersøgelse. Siden 2007 har APA lavet en årlig stressundersøgelse på tværs af staterne i USA. Målet med de årlige undersøgelser er at følge stressudviklingen i USA. Undersøgelsen måler holdninger til, og opfattelser af, stress i et repræsentativt udsnit af befolkningen. Undersøgelsen søger at identificere hovedårsager til stress, almindelige forsøg på at takle stress og hvordan stress påvirker den enkeltes liv. Undersøgelsens resultater peger på alvorlige fysiske og følelsesmæssige følger af stress og sammenhængen mellem sind og krop ved stress.
Hvordan står det til min din trivsel og dit stressniveau? – tag online tests med tilbagemelding fra Psykolog Nikolaj Hyll her
I rapportens del ”Stress Snapshots” (APA Stress In America 2014, s. 9-15) opsummeres hovedpointer fra undersøgelsen. Det er selvfølgelig en undersøgelse der er lavet i staterne i et land der er anderledes end Danmark på mange måder og områder. Men som Danmark har USA og dets indbyggere mærket følgerne (eftervirkningerne) af (efter) finanskrisen. Og hvis vi antager at der trods alt er visse ligheder, og at USA hurtigere end Danmark og Europa oplever væksten efter finanskrisen, kan undersøgelsen ses som et skøn over hvordan stressniveauet vil være og udvikle sig i Danmark i nærmeste fremtid.
Undersøgelsen finder at der er sket et fald i stressniveauet generelt i 2014. Men faldet er ikke jævnt fordelt i befolkningen. Kvinder, yngre personer og forældre bliver ved med at kæmpe med mere stress end den øvrige befolkning.
En andet resultat fra undersøgelsen er at amerikanerne fortsat oplever mere stress end hvad de tænker er sundt, de kæmper stadig med at nå deres helbreds- og livsmål og de fortsætter også med at forsøge at takle stressen på ineffektive måder.
42% svarer at de ikke gør nok for at takle deres stress. Og 20% svarer at de aldrig igangsætter en aktivitet for at takle eller reducere deres stress. Videre svarer 53% at deres stressniveau er det samme som sidste år. 19% svarer at det er steget og kun 18% svarer at deres stressniveau er faldet inden for det sidste år.
Undersøgelsen viser, at de vigtigste årsager til stress i USA er penge (64%), arbejde (60%), samfundsøkonomien (49%), familiært ansvar (47%) og bekymringer for eget helbred (46%).
Det er også interessant at undersøge hvilke teknikker og metoder folk bruger til at takle deres stress. Her viser undersøgelsen at 44% bruger musik, 43% motionerer/går ture, 40% ser fjernsyn mere end to timer om dagen og 38% surfer på nettet.
Undersøgelsen viser som sagt, at stressniveauet i befolkningen generelt er for nedadgående. I 2011 svarede 37% at stress havde stor eller meget stor indflydelse på deres mentale helbred. Det tal er i 2014 faldet til 25%. Men 75% svarer alligevel at de inden for den seneste måned har oplevet mindst ét stresssymptom.
Og hvilke symptomer viser undersøgelsen så, at folk har mærket som følge af stressen? 37% svarer at de har mærket irritation og vrede inden for den seneste måned som følge af stress. 35% svarer at de har følt sig nervøse eller angste, 34% at de har manglet motivation, 32% at de har følt sig udmattede, 32% at de har følt sig overvældet og 32% at de har følt sig deprimeret eller kede af det. 42% svarer at de har ligget vågne om natten pga. stress – mindst en gang inden for den seneste måned. 33 % svarer at de enten har spist for meget eller spist usundt pga. stress inden for den seneste måned.
I undersøgelsen ses det også, at stress lader til at påvirke parforholdet. Hele 41% af de voksne der er gift eller samboende, svarer at de har mistet tålmodigheden eller råbt af deres ægtefælle eller partner pga. stress inden for den seneste måned. Og 18% af de der har arbejde svarer at de har skældt ud på en medarbejder eller haft kort lunte over for en medarbejder inden for den seneste måned.
På hjemmefronten har stressen negativ betydning for mange. 26% svarer at den er kommet i vejen for ansvarsopgaverne og pligterne hjemme inden for den seneste måned.
Hvis undersøgelsen på nogen måde tegner et billede der ligner forholdene i Danmark (og det tænker jeg den gør) så er der en stor opgave for den enkelte og samfundet at løse ift. at reducere stressfaktorerne generelt og specifikt.
Der findes meget viden og erfaring på området og selvom den samfundsmæssige opgave måske ikke bliver løst inden for den nærmeste fremtid, så er der rigtigt meget den enkelte kan gøre for at takle stressen på en måde der giver størst muligt overskud til at takle og handle ift. de indre og ydre stressorer livet bringer i disse udfordrende år.
Du kan læse mere om stress (arbejdsrelateret) og kognitiv adfærdsterapeutisk intervention her.
Litteratur
APA Stress In America (2014) Stress In America – Paying With Our Health, APA (American Psychological Association, Februar 2015.
Hele undersøgelsesrapporten kan findes ved at gå ind på apa.org og skrive “stress in america” i søgefeltet på hjemmesiden.