I sidste udgave af Psykolognyt, som er psykologforeningens fagblad, er der en glimrende artikel der fortæller at også psykologer er ansat i organisationer og under rammer og vilkår, hvor de kan opleve stress og andre psykiske vanskeligheder. Se hele artiklen her.

Jeg ser artiklen som et godt bidrag til den belysning af psykisk sygdom som der er i medierne i denne tid. Hvor er det bare fantastisk at der er så meget fokus på psykisk sygdom nu. Det har en stor normaliserende og af-tabuiserende effekt, som vi vil kunne se en tydeligt i den nærmeste fremtid.

Hvis normalisering og af-tabuisering af psykisk sygdom virkelig slår igennem i den brede befolkning, tror jeg at vi vil opleve at man ikke venter så længe med at opsøge professionel sparringspartner (f.eks. psykolog) når man oplever psykiske vanskeligheder. Jeg tror også at man bliver mere åben om sine problemer over for sine nærmeste og i sit netværk. Det vil helt sikkert have en ”terapeutisk effekt” at man fortæller mere og åbent om sine vanskeligheder – og gør det flere gange. Det vil hver gang potentielt være en omstrukturering – især hvis modtageren er anerkendende, varm, ikke-dømmende og ikke-kritisk – men derimod omsorgsfuld og forstående. Af-tabuisering og normaliseringen vil forventeligt også føre til at man bliver mindre selvkritisk.

Vi ved fra forskning og erfaring at selvkritik, selvbebrejdelse og selvnedvurdering kan være forstærkende og vedligeholdende faktorer ved psykiske vanskeligheder. Mindre selvkritik og selvnedvurdering vil forventeligt give mindre aktivering af ”trussels-/angstsystem” (Gilbert, 2012) og gøre det lettere at  genvinde balancen bl.a. gennem træning i aktivering af ”trygheds-/beroligelsessystemet”. Det sker f.eks. når vi har gode, varme og omsorgsfulde tanker og ønsker om og for os selv og andre. Og når vi mediterer – især meditationer med fokus på ”kærlig-venlig opmærksomhed”.

Hvis psykiske problemer af-tabuiseres, normaliseres, selvkritikken bliver mindre og erkendelsen af stress symptomerne sker tidligere er der større chance for hurtigere og mere vellykket coping ved stress. Og når det lykkes for den enkelte medarbejder tror jeg han bliver bevidst om hvad han kan tåle, acceptere og i det hele taget vil finde sig i fra sin arbejdsgiver/organisation. Og så er han klar til at gøre op med sig selv og sin arbejdsgiver/organisation og stille krav tilbage om hvordan han mener at rammer og vilkår burde være. Efterhånden som flere gør det kan det sætte gang i en spændende udvikling tilbage mod et mere menneskeligt arbejdsmarked og det vil helt sikkert komme alle til gavn; samfund, den enkelte medarbejder og de kunder/klienter han arbejder for/samarbejder med.

Hvis vi som samfund kan nå dertil at vi ikke længere skelner mellem psykisk og fysisk sygdom så er vi nået lige som langt som videnskaben! Tænk hvis der i alle afkroge af befolkningen og på alle arbejdspladser i Danmark ikke blev skelnet mellem fysisk sygdom (noget forståeligt og noget vi anerkender) og psykisk sygdom (noget uforståeligt vi ikke rigtigt anerkender). Så ville man kunne vende tilbage til arbejde efter en sygemelding med angst, stress, depression eller kompliceret sorgreaktion uden at behøve at være bekymret for om ens kolleger synes man nok er ”lidt skør” eller har et ”svagt sind”. Ingen tænker jo om en der har været sygemeldt med et brækket ben at han nok havde ”skøre” og for ”tynde knogler” til at begynde med, og det nok er derfor han har brækket benet!

Tænk hvis det første vi tænker når vi hører om en medarbejder der er ”gået ned med stress” (som det hedder i den brede befolkning), er: ”Stakkels mand, hvor må det have været ubehageligt at have været i en organisation eller i nogle rammer der ikke har kunnet beskytte ham mod at arbejde sig halvt ihjel!”

Ja, tænk engang… Ville det ikke være rart? Og hvis vi er heldige, og vi alle vi gør lidt for at hjælpe af-tabuiseringen og normaliseringen på vej, så er der måske ikke så mange år til at man kan vende ”frisk”  tilbage til jobbet efter psykisk sygdom og ikke blive behandlet anderledes end hvis man havde brækket benet, fået gipsen af og lige skulle træne musklerne i benet op igen.

Og hvis vi alle bliver klogere på hvad vi selv kan tåle, og vil finde os i og acceptere som lønmodtagere, og stiller krav til vores arbejdsgivere/organisationer herefter – så er der måske i fremtiden ikke så mange som kommer til at opleve stress, sygemelding og en svær tilbagevenden til arbejdsmarkedet bagefter.

Nikolaj Hyll

Privatpraktiserende psykolog i Espergærde/Østerbro.

Litteratur

Gilbert, Paul (2019)                   Medfølelse og mindfulness – fra selvkritik til selvværd. Gyldendals bogklubber