Home » 2017

Yearly Archives: 2017

Er fokus på børn og unge med psykiske problemer for individorienteret?

Konsulent Lissi Håkansson har læst Søren Hertz nye bog og skrevet følgende til PsykologiViden:

Bearbejdede uddrag fra bogen ”Børn og unge, psykiatri og samfund”, skrevet af børne- og ungdomspsykiater Søren Hertz og udgivet på Akademisk Forlag 2017børn og unge psykiatri og samfund søren hertz PsykologiViden

Undertegnede har læst en del udgivelser skrevet af Søren Hertz og hørt flere foredrag, idet jeg vurderer, at Søren Hertz kommer godt ind under huden på årsagerne til, at alt for mange børn og unge er i mistrivsel alt for længe. Søren Hertz opfordrer til debat. Jeg er langt hen ad vejen enig i hans betragtninger og håber at kunne animere til, at mange vil læse bogen.

Bogen behandler flere interessante temaer. Jeg tillader mig at dele nogle af temaerne op i mindre og bearbejdede uddrag.

Diagnoser og individfokusering kontra udvikling i fællesskaber med gode relationer (Håkansson)

Søren Hertz skriver på bogens bagside:

Hvad er der galt? Er der tale om psykisk sygdom? De spørgsmål stilles ofte, når børn og unge ikke trives”

Videre skriver han: ”Børn og unge er ikke problemet. De viser problemet. Heller ikke andre er problemet. Det handler om betydningen af livgivende fællesskaber. Børn og unge inviterer med deres symptomer og særlige vanskeligheder til en proces, der kan bidrage til anderledes ro, trivsel og udvikling”

I mit arbejdsliv har jeg mødt mange børn og unge i mistrivsel. Det kan både som forældre og som professionel være vanskeligt at arbejde konstruktivt med børn og unge i problemer. Man vil så gerne forstå, hvorfor deres reaktionsmønster er som det er, men nogle gange føler man afmagt. Derfor ønsker man en forklaring eller en diagnose, så man kan støtte sig til videnskabens forklaringerne på uforståelig adfærd. Flere og flere børn og unge bliver henvist til børne- og ungdomspsykiatrien.

Når begreberne omkring diagnoser og psykisk sygdom er blevet så populære, at de hyppigt bliver brugt i hverdagslivet (Brinkmann 2010), så hænger det sammen med, at diagnoser bliver opfattet som forklaringer: ”Nu ved jeg, hvad der er galt”. Paradokset er: Diagnoser er ikke forklaringer. De er blot beskrivelser af adfærd og symptomer (Hertz 2017)”

En diagnose er knyttet til et enkeltindivid og som Hertz skriver, flyttes opmærksomheden væk fra de rammer og samspilsmønstre, vilkår og sammenhænge, som børn og unge lever i, når vi alene handler og behandler ud fra diagnoser.

Krop og psyke er uadskillelige. Det mentale lever i det sociale. Det handler om samspil, sammenhænge og sociale mulighedsbetingelser. Derfor er det tankevækkende, hvordan diagnosesystemerne har bidraget til at adskille biologi fra psykiske, sociale og tilknytningsmæssige forståelsesformer (Hertz)”

Hvad er der galt?” ”Fokus lægges på symptomerne: den begrænsede følelsesmæssige regulering, den manglende impulskontrol, mentaliseringen, de negative tanke- og handlingsmønstre, arbejdshukommelse, de faglige og sociale kompetencer osv. Listen er lang. Men symptomerne er set ud fra et andet perspektiv overlevelsesstrategier. De er billeder på det, der har udviklet sig som det tilsyneladende bedst mulige, ud fra børnenes og de unges forudsætninger på det givne tidspunkt, ud fra den måde, de forstår det, der er sket i deres liv, og ud fra deres levede erfaringer. Når børn og unge med deres symptomer viser os, at de ikke trives, opstår der let oplevelser af forkerthed og afmagt, der smitter frem og tilbage mellem barnet eller den unge og de vigtige personer i deres liv. (Hertz)”

Det er på tide at flytte sig fra det snævre fokus på individet. Hertz siger, at det er let at få øje på symptomerne og den problemfyldte adfærd. ”Børnene og de unge skal mødes med et dobbelt blik: På den ene side den store alvor og samtidig et fokus på det, der endnu ikke er blevet fortalt – eller lyttet til (Hertz)”

Der bliver ofte fra børnene er helt små fokuseret på, hvad der kan være galt med barnet, når barnet udviser en problematisk adfærd. Allerede i børnehaven bruges der meget tid på skemaer om børns udviklingsprofiler og kompetencer. Det er vigtigt at interessere sig for det enkelte barns kompetencer og udvikling, men igen er fokus rettet mod det enkelte barn og man risikerer at flytte fokus væk fra børnenes behov for at høre til i fællesskabet. ” Men igen skal vi huske på, at kompetencer ikke er noget vi har eller ikke har. Kompetencer kan ikke ses uafhængigt af relationer og samspil, det grundlæggende tema om trivsel: Tilknytningerne til de andre børn og til de voksne. Deres position i fællesskabet. Deres erfaringer med at lykkes med det, der er vigtigt for dem. Samarbejdet med og omkring dem. Alt i alt kan kompetencer, der handler om børns livsduelighed, ikke forstås uafhængigt af følelser, relationer, samspil, oplevelser af forbundethed og tilknytning, samt ikke mindst børns grundlæggende sociale vilkår (Hertz)”

Hertz skriver også:” Vi har en særlig opgave med, hvordan vi tager vare på det, der fremtræder som individuelle mangler og begrænsede kompetencer. Hvordan vi får taget vare på en tilstrækkelig udviklingsproces. Risikoen er, at vi ikke får øje på sammenhængene, overlevelsesstrategierne, oplevelserne af udsathed og forkerthed og dermed invitationerne til en proces, hvor der kan opstå den trivsel, som kan give tilstrækkelig næring til en forstærket udviklingsproces.”

Vi lever i et samfund med en stigende individualisering, hvor individet løsrives og løsriver sig fra de sociale fællesskaber. Hertz har i 2008 skrevet om det skrøbelige individuelle projekt, fordi oplevelsen af personlig frihed bliver forbundet med en tryghed, som man selv må udvikle – en frihed, som nogle boltre sig i, andre slår sig på (Hertz 2017)

Vi voksne skal forvalte en nysgerrighed over for de børn og unge, der ikke passer ind. Det er de børn, der har brug for vores mod til ikke at forstå for hurtigt og for reduceret. De repræsenterer det, der ikke passer ind, men bliver let forstået, som dem, der ikke passer ind. Et af bogens afgørende budskaber er således, at mange børn og unge ikke får den udviklingsstøtte, som de allermest har brug for, fordi de bliver forstået ind i en ramme, der har individet som grundlæggende analyseenhed (Hertz).

Hurtig udredning og hvad så? (Håkansson)

Der er mange børn, som ikke trives i dagens Danmark og som nævnt bliver flere og flere henvist til børne- og ungdomspsykiatrien. Danske regioner arbejder for at sætte det enkelte barn/unges behov i centrum, så børn og unge ikke forsømmer skolen grundes deres psykiske situation. Det er i sig selv godt. ” Kapaciteten i børne- og ungdomspsykiatrien er udbygget (regioner.dk 2015)” Der er i hospitalsregi indført en ret til udredning inden for 30 dage og ret til behandling inden for 60 dage.

Hertz behandler i sin bog denne ret som et dilemma og et paradoks. Det er godt at børn og unge hurtigere bliver henvist og udredt, men alt skal gå så hurtigt.

Fx skriver Søren Hertz (forkortet)

– Risikoen ved den hurtige udredning er, at børn- og unges symptomer og særlige vanskeligheder ikke bliver tilstrækkeligt forstået. Der er fx ikke tid til en dybdegående nysgerrighed i forhold til hvad symptomerne dækker over

– I effektivitetens navn anvendes spørgeskemaer forud for og undervejs i forløbet. Spørgeskemaer bliver let kontekstdannende, fordi de skaber stærke forestillinger om, hvad udredningen kommer til at fokusere på

– Den traditionelle udredning sætter fokus på problemfelterne på et tidspunkt, hvor situationen er fastlåst og ofte præget af afmagt

– Udredning betyder ifølge ordbog over det danske sprog en videnskabelig undersøgelse af sammenhænge. ”Det er interessant, at ordet udredning både i og uden for psykiatrien er blevet et reduceret og individualiseret begreb”

– Målet med udredning er at afklare spørgsmålet om psykisk sygdom – selvom forfatterne i det internationale diagnosesystem ICD-10 i 1992 understregede, at der ikke var grundlag for at benytte begrebet sygdom. Forfatterne anbefalede dengang at benytte begreberne forstyrrelse eller lidelse

– Det bliver et paradoks, når børne- og ungdomspsykiatrien bliver betragtet og behandlet som et medicinsk speciale. I den optik risikerer udviklings- og behandlingsmuligheder, der rækker ud over medicinske forståelses- og behandlingsmodeller, alt for let at blive gjort sekundære (Hertz 2008)

– Børne- og ungdomspsykiatrien har et ansvar for at påpege de sammenhænge, som symptomer må forstås i lyset af

Søren Hertz påpeger i sin bog, at ovenstående dilemmaer giver udfordringer og anbefaler, at symptomer skal give anledning til en proces, hvor der er tid og faglighed til at forstå og arbejde med sammenhænge og ændringspotentialer hos de børn og unge, der henvises til børne- og ungdomspsykiatrien.

´Det er efter devisen: Tid er penge` Flere psykologer erfarer til tider, at unge, der har været i behandling i psykiatrien, kommer til dem med diagnoser, de har opfattet som vedvarende funktionsnedsættelser, uden at det har hjulpet dem til en bedre tilværelse (Håkansson)

Jeg har i mit lange arbejdsliv erfaret, at nogle diagnoser har været populære forstået på den måde, at antallet af børn og unge med bestemte diagnoser steg markant i nogle år for senere at blive afløst af andre ”populære” diagnoser. For nogle år siden fik rigtig mange børn og unge diagnosen ADHD og dermed et handicap. Jeg er på ingen måde fagperson inden for diagnoser, men kunne gennem mit arbejde konstatere, at symptomerne var meget forskellige afhængig af den kontekst, børn og de unge befandt sig i. Det der bekymrede mig var ikke diagnosen, som bestemt er nødvendig ved nogle psykiske lidelser, men det, at nogle børn og unge fra den ene dag til den anden havde et handicap. Nogle forældre var rigtig tilfredse med en diagnose – nu havde de en forklaring på barnet/den unges adfærd og nu kunne der gives ekstra hjælp og støtte, men hjælp og støtte gives ud fra et funktionsbehov og ikke ud fra en diagnose, hvilket nogle gange blev til frustration i stedet for hjælp til barnet eller den unge – og hvilket barn ønsker at være handicappet? Børn og unge ønsker at blive hjulpet til en så normal tilværelse som overhovedet mulig – diagnose eller ej.

Jeg glædes ved at læse, at ADHD-foreningen nu på deres hjemmeside skriver: ”Gør ADHD til håb og handlekraft” i stedet for at fremhæve ADHD som et handicap.

Alting er altid i kontekst, alting forandrer sig. Vores opgave er at placere os der, hvor vi får optimale muligheder for at få øje på sammenhænge, det, der forbinder, og det, der bevæger sig. I en transdisciplinær videnskabstradition er der grundlæggende ikke noget, der bare er. Derfor bliver det særligt vigtigt, hvad vi som fagpersoner bliver med-skabere af. Det er ikke muligt ikke at blive med-skaber af de processer og dermed også af de identiteter, der udvikler sig” (Hertz)

Folkeskolen (Håkansson)

Børn og unge tilbringer 30 – 35 timer om ugen i skolen fra de er 6 til 16 år. I 10 år har skolen en meget stor andel i børnene og de unges udvikling. Det er et kæmpe ansvar, der lægges på skolen. Skolen har ansvar for, at alle børn og unge bliver så dygtige, som de kan. Skolen har også ansvar for, at alle børn og unge udvikler sig optimalt, at de indgår i gode læringsfællesskaber, at de trives og får gode relationer til både voksne og andre børn og unge. Endelig har skolen også ansvar for, at 95 % af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse.

Desværre er det ikke alle børn og unge, der føler sig tilpasse i skolen. De føler sig måske forkerte og utilpassede i det store fællesskab, hvilket kan føre til manglende motivation og mismod. Det er i skolen de allerfleste og stærkeste kammeratskabsbånd udvikler sig. Derfor må skolen se med stor alvor på, hvorfor børn og unge mistrives, og hvad skolen kan gøre anderledes for at flere børn og unge kan trives i skolen til gavn for det enkelte barn og for samfundet.

I bogen genopfriskes Folkeskoleloven fra 1975:

Folkeskolen må i hele sit arbejde søge at skabe sådanne muligheder for oplevelse og selvvirksomhed, at eleven kan øge sin lyst til at lære, udfolde sin fantasi og opøve sin evne til selvstændig vurdering og stillingtagen (…) Folkeskolen forbereder eleverne til medleven og medbestemmelse i et demokratisk samfund og til medansvar for løsningen af fælles opgaver. Skolens undervisning og hele dagligdag må derfor bygge på åndsfrihed og demokrati. (Danmarkshistorien.dk)

Jeg kan sagtens huske formålsparagraffen, som var den gældende, da jeg var ung lærer. Og måske er det på samme måde, som vi husker barndommens jul, hvor det altid var snevejr. Der var også børn og unge i mistrivsel dengang, men også mere rummelighed, selv om vi ikke kendte begrebet.

Det kom vi dog til med reformen i 1993. Vi fik enhedsskole og undervisningsdifferentiering. Ved hjælp af undervisningsdifferentiering skulle vi øge fagligheden for den enkelte og rumme elevernes forskellighed. Vi forlod den opdelte skole og læreren havde til opgave at undervise (det hed stadig undervisning dengang, et begreb, der siden blev ændret til formidling af læring) eleverne ud deres individuelle niveau, men i det store klassefællesskab. Personligt fandt jeg enhedsskolen interessant og lærerig, men som Søren Hertz skriver i sin bog, kom der mere og mere fokus på elevernes faglige kompetencer og op igennem 00érne blev flere elever segregeret til en eller anden form for specialundervisning. Antallet af elever, der ikke kunne rummes i den almindelige klasse, var i perioden 2001 – 10 næsten blevet fordoblet.

Undervisningsdifferentiering er efter min vurdering stadig et nøgleord, men i den udelte skole med fokus på faglige mål fulgt op af mange testninger, blev der mindre tid til det sociale klassearbejde og til at hjælpe den enkelte. Det var fortsat et mål, at alle elever skule være inddraget ligeværdigt, være accepterede for det den enkelte kunne bidrage med og at alle skulle føle sig tilpas i fællesskabet, men det var ikke altid muligt.

Den omtalte segregering var også båret af et fokus på individuelle kompetencer: Beskrivelser af børn og unge, der ikke i tilstrækkelig grad havde kompetencerne til at leve op til de almene forventninger (—) Nogle børn og unge trivedes bedre i segregerede tilbud, mens andre oplevede, at de var blevet `dømt ude` af de almindelige sammenhænge. Der opstod på en måde et specialregime: Børnene og de unge blev beskrevet med særlige behov, i princippet som om der var tale om objektive behov, der var uafhængige af de sammenhænge, de indgik i, og dermed også uafhængige af de massive ændringer af skolen som institution (—) Mange børn fik diagnoser, der bekræftede billedet af de særlige, individuelle behov. Et af de store problemer blev, at mange børn og unge blev afhængige af det specialiserede miljø og ikke fik opbygget den selvbevidsthed i mødet med andre samt de kompetencer og strategier, der kunne række ud over det specialiserede.” (Hertz)

Ovenstående kan ikke udtrykkes bedre. Vi der har arbejdet med det specialiserede område, ved hvor vanskeligt det er, at få børn og unge tilbage i almenmiljøet med succes. Hertz peger i sin bog på, at inklusion bedre kan lykkes, hvis der fokuseres på opbygning af kreative og inspirerende lærings- og udviklingsmiljøer, hvor fællesskab og nysgerrighed kunne danne platform for en bred mangfoldighed af lærings- og kompetenceudviklingsprocesser – og heldigvis, siger Hertz, er det, hvad der i dag sker på mange skoler.

Dynamikken mellem almen- og specialområdet (Hertz)

Det specialiserede område, herunder børne- og ungdomspsykiatrien, kan være en unik inspirationskilde for det almene område, når vi bygger samarbejde på gensidig respekt og troen på uanede muligheder. (Hertz)

Citat Søren Hertz: ”Som læge er jeg selvfølgelig opmærksom på, at det, der fremtræder psykiatrisk, også kan være symptomer på somatiske sygdomme. Klassiske eksempler er epilepsi, stofskiftesygdomme og tumorer i hjernen. På den måde er det nødvendigt altid at have fokus på den måde, vi vælger at fortolke det, vi bliver vidne til- og overveje, om der er fænomener, vi kommer til at overse.”

I de uddrag, jeg har beskæftiget mig med, behandles de somatiske sygdomme ikke. (Håkansson)

Kulturen spiller en stor rolle i forskellige tiders og kulturers beskrivelse af det normale og ikke – normale (det specielle). I skoleverdenen taler vi om normalundervisning og specialundervisning. Vi er således med til at fastholde forskel på det normale og ikke-normale.

Når jeg benyttet begrebet uanede muligheder, minder jeg om, at for mig er målet ikke normalitet. Jeg er optaget af udvikling, optaget af at bidrage til, at alle får mulighed for at komme ud af oplevelser af forkerthed og fastlåshed. Hvis normalitet var målet, ville alt, der kommer før målet, være ikke – normalt – og den opdeling ønsker jeg ikke at bidrage til” (Hertz)

Det må stå for min egen regning, når jeg siger, at der ikke er den store forskel på almen- og specialundervisning. Den store forskel ligger i konteksten, i læringsmiljøet og i de voksnes tilgang til børn og unge – plus selvfølgelig antallet af børn og unge pr. voksen.

Søren Hertz skriver: ”Pointen handler om, at vi altid skaber kontekster. Det er ikke muligt andet. Vi undersøger ikke blot, vi er med til at skabe mening i kraft af det, vi gør – og det, vi undlader at gøre. Derfor understreger jeg, at mødet med os, der arbejder i specialområdet, må gøre en afgørende forskel”

Søren Hertz beskriver i sin bog forskellen på støtte og udviklingsmuligheder kontra kompensation. Når man fokuserer på det Hertz kalder uanede muligheder, vil der altid være udviklingsmuligheder.

Det er og har altid været vigtigt at give udviklende støtte til børn og unge, der er i mistrivsel eller på anden måde har vanskeligheder, der forhindrer deres udvikling og trivsel. Dette er heldigvis et fokuspunkt i dagens specialundervisning, således forstået, at specialundervisning gives på mange forskellige måder. Nogle børn og unge har behov for støtte i nærmiljøet, andre har brug for i en kortere eller måske længere periode, at lære i et andet miljø med andre læringsformer. Specialundervisning er ikke noget du bliver forvist til, men et udviklingsstøttet forløb, der kontinuerligt vurderes sammen med barnet/den unge og forældrene med henblik på at barnet/den unge kommer til at klare sig godt i almenmiljøet.

Hvis fagpersoner ser barnets eller den unges problemer som grundlæggende vanskeligheder med baggrund i begrænsede muligheder, vil man være tilbøjelig til at støtte ved at kompensere. Når støtte eller anden specialundervisning gives i et kompenserende miljø, er det let at komme til at forstærke både barnet/den unges egen opfattelse af et begrænset udviklingspotentiale, men også forældrenes og omgivelsernes syn på barnet/den unge. I daglig tale omtales den kompenserende støtte af og til som ”en overfrakke”, der kan vise sig at blive et åg for barnet/den unge – en medvirkende årsag til, at specialundervisning ikke giver en succesfuld udvikling.

Jeg kan virkelig godt lide Sørens Hertz`s forklaring om, at børn og unge i mistrivsel med deres adfærd viser problemet og inviterer til, at fagpersonerne skal foretage en grundig udredning og finde de uanede muligheder for at hjælpe barnet/den unge.

Lissi Håkansson, konsulent

Lyngby december 2017

 

Køb bogen

Du kan købe bogen direkte her ved at overføre 350 kr til mobile pay 45990 eller ved at betale med kort via PayPal ved at trykke på knappen nedenfor. Når du har betalt skriver du en besked i formularen til højre på siden med teksten ”købt børn, unge og psykiatri”. Du modtager så en mail retur med info om hvornår du kan afhente bogen i klinikken.




Kort og godt om ANGST

Ny bog om angst udgivet november 2017 på Dansk Psykologisk Forlag;

”Kort og godt om angst” af kort og godt om angstMikkel Arendt og Sanne Kjær, psykologer ph.d.

PsykologiViden anbefaler denne bog, der aktivt bruges af klienter, kursister og supervisander i behandlings-, undervisnings- og supervisionsforløb hos Psykolog Nikolaj Hyll.

Resumé af “Kort og godt om ANGST”

I 2007 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen et referenceprogram, hvor forskningen blev gennemgået for at sikre den bedst mulige udredning og behandling af angst. Her blev kognitiv adfærdsterapi anbefalet som førstevalgsbehandling. Der er ikke siden kommet forskningsresultater, der har ændret ved dette.

Bogen henvender sig til dig, der lider af angst og til dine nærmeste pårørende.

Første halvdel af bogen handler om hvad angst er, hvordan man finder ud af, om man lider af angst og hvorfor nogle mennesker udvikler angst.

Anden halvdel handler om behandling af angst ved hjælp af kognitiv adfærdsterapi.

Hvad er angst?

Alle mennesker kender følelsen af angst. Det kan være spænding og nervøsitet op til en eksamen eller en pludselig angst, når vi bliver forskrækkede over en høj uventet lyd. Angsten har flere komponenter. Ud over den følelsesmæssige oplevelse er der kropslige reaktioner og bestemte tanke – og handlemønstre. ”Adrenalinen pumper”, ”Man sveder angstens sved”, ”Hjertet er ved at springe ud af brystet”. Der er mange populære beskrivelser af den fysiologiske side af at opleve angst. Adfærden, der hører med til at være angst kan også tage forskellige former. I lettere grad af social angst kan man blive tilbageholdende og indelukket. Når der optræder voldsom angst, vil adfærden ofte vise sig i form af konfrontation af faren eller flugt.

Når angst er noget, alle mennesker kender til, skyldes det, at følelsen er en helt nødvendig del af det at være menneske.

Symptomer ved pludseligt opstået angst eller angstanfald er fx hjertebanken, rysten, åndedrætsbesvær, kvælningsfornemmelse, trykken i brystet, kvalme, hedeture, dødsangst, frygt for at miste kontrollen.

Symptomer ved bekymring er fx rastløshed, muskelspændinger, koncentrationsbesvær, irritabilitet, søvnbesvær.

Angstlidelser

Panikangst og agorafobi er kendetegnet ved voldsomme og uventede panikanfald. Ofte er angsten centreret om et enkelt symptom fx hjertebanken, og dette symptoms konsekvenser. Nogle udvikler angst for en række steder eller situationer, der forbindes med øget risiko for angstanfald og undgår derfor de steder/situationer. Dette kaldes agorafobi.

Socialfobi har nogle af de samme kropslige angstsymptomer som ved panikangst, men mennesker med socialfobi fokuserer ikke så meget på angstsymptomerne, men derimod på andre menneskers negative vurdering af deres fremtoning eller personlighed. Adfærden ved socialfobi indebærer derfor ofte, at man forsøger at undgå sociale sammenhænge eller at påkalde sig opmærksomhed.

Ved enkelfobi ses kamp-flugt-reaktionen i sine reneste form. I kontakten med bestemte afgrænsede ting eller situationer vil der kunne opstå en voldsom angst, hvor man har tilskyndelse til at konfrontere eller komme væk fra faren.

Generaliseret angst har bekymring som hovedproblem. Angsten er ”fritflydende”, hvilket betyder, at symptomerne optræder i længere tid ad gangen. Fordi symptomerne er der i lange perioder, vil det ofte være forbundet med en generel følelse af anspændthed og dertilhørende gener som søvnproblemer, smerter og irritabilitet. Angsten er ikke bundet til en bestemt situation, men kan være til stede på alle mulige tidspunkter.

Hvordan finder man ud af, om man lider af angst?

Netop fordi der er tale om almenmenneskelige oplevelser, kan det være svært at trække en klar grænse mellem angst som ”normalt” fænomen og angst som lidelse i diagnostisk forstand. Ved generaliseret angst vil personens bekymringer typisk have været til stede i adskillige timer hver dag i måneds- eller årevis og være forbundet med ubehag, mens de står på. Det er de tanker, der udløser angsten i særlige situationer, som afgør, hvilken angstlidelse, der er tale om. De forskellige angstlidelser optræder desværre ofte samtidig.

Angst er blevet kaldt ”psykiatriens feber”, hvilket hentyder til, at følelsen optræder uspecifikt og hyppigt ved alle psykiske lidelser. Derfor må man, når man skal finde ud af, om man lider af angst, få udelukket andre lidelser, hvor angst optræder som sekundær lidelse.

Hvorfor får man angst?

Der er som regel altid mere end én årsag til, at et menneske har udviklet en angstlidelse. Mange studier har påvist, at medfødt biologisk sårbarhed spiller en vis rolle. Også belastninger i barndommen kan øge sårbarheden for at udvikle angst. Endelig kan en række forskellige aktuelle stressbelastninger øge risikoen for at udvikle angst.

I 1960érne opstod kognitiv terapi. I den kognitive tradition antager man, at personer danner videns- og meningsstrukturer (såkaldte ”skemata”) baseret på de erfaringer, vi får tidligt i livet. På baggrund af skemata udvikles ”leveregler”, der kan være med til at øge risikoen for at udvikle og vedligeholde en angstlidelse.

Disse leveregler kan øge risikoen for at udvikle og vedligeholde en angstlidelse, hvis:

  • De bliver for ekstreme
  • Man efterlever dem for ”stift”, så man lader sig slå ud, hvis man ikke er i stand til at overholde dem
  • De ses som en ufravigelig betingelse for, at man kan opretholde sin selvrespekt

Behandling af angstlidelser

I kognitiv adfærdsterapi er fokus på at ændre nutidige uhensigtsmæssige tanke- og adfærdsmønstre, men der er også opmærksomhed på, hvordan opvæksten har resulteret i bestemte skemata og leveregler. Det er centralt, at personen med angst bliver bevidst om sin dysfunktionelle tænkning og angstvedligeholdende/forstærkende adfærd, samt får hjælp til at udvikle en mere hensigtsmæssig adfærd og alternativ tænkning, herunder mere funktionelle, selvunderstøttende leveregler og skemata.

Ganske kort fortalt forløber et behandlingsforløb med kognitiv adfærdsterapi typisk over 5 – 15 sessioner afhængig af typen af angstlidelse. Psykologen vil ofte benytte en manual, der afdækker, hvilke emner der skal arbejdes med og i hvilken rækkefølge.

Indledningsvis vil psykologen/terapeuten forsøge at danne sig et overblik over, hvordan angstlidelsen er opstået.

I starten af forløbet vil personen med angst og psykologen/terapeuten aftale, hvilke problemfyldte situationer, der skal arbejdes med i behandlingen. Herefter vil den egentlige behandling gå i gang. Personen starter med at få viden om angst med fokus på de emner, der er særligt relevante for den pågældende person. Herefter vil principperne i kognitiv adfærdsterapi blive beskrevet og arbejdet med at forstå og justere negative automatiske tanker og leveregler går i gang. Dette arbejde er det mest omfattende i behandlingen og vil typisk vare adskillige samtalet. At udsætte sig for situationer, der fremkalder angst er centralt i det terapeutiske arbejde. Den indsigt, personen får i terapien, vil hele tiden blive koblet med erfaringer, der sker uden for terapirummet. Konkrete opgaver gives som hjemmearbejde imellem samtalerne og er mindst lige så vigtige som samtalerne og afgørende for et godt udbytte af behandlingen.

Afslutningsvis evalueres fremskridt og eventuelle områder, som personen skal arbejde videre med. Man vil desuden lægge en plan for, hvad der kan gøres i tilfælde af, at angsten vender tilbage. Dette kaldes tilbagefaldsforebyggende.

Kan man blive helbredt for angst?

Man ved fra en række undersøgelser, at størstedelen af dem, der gennemfører behandling med kognitiv adfærdsterapi, bliver raske. Blandt dem, der ikke bliver helt raske, ser man generelt en vedvarende bedring. For nogle personer kan medicin dog være nødvendig.

Hvis man vil opnå den maksimale effekt af kognitiv adfærdsterapi, må man være indstillet på, at behandlingen i starten kan opleves ubehagelig. Desuden skal man være indstillet på at lave hjemmearbejde imellem de enkelte behandlingsgange. Endelig er overindlæring vigtig hvis du vil fastholde virkningen af behandlingen.

Resuméet er skrevet af konsulent Lissi Håkansson.

Bogen kan købes direkte her for 339 kr. og efterfølgende afhentes i klinikken. Betalt med kort ved at trykke “Køb nu”. Eller betalt 339 kr til mobile pay 45990 eller ved at scanne QR koden nedenfor. Hvis du betaler med mobile pay skriv lige en besked i formularen til højre: “købt bog kort og godt om angst”. Du modtager mail, når bogen er klar til afhentning i klinikken.




QR kode kort og godt om angst psykolog Nikolaj Hyll

 

 

 

Se mere om udredning, rådgivning og kognitiv adfærdsterapeutisk behandling af angst og andre psykologiske udfordringer og vanskeligheder på www.nikolajhyll.dk

Depression hos børn og teenagere

Er mit barn eller min teenager deprimeret?pige med angst

Depression er ikke kun en tilstand voksne kan komme i. Børn og teenagere kan også blive deprimeret.

Nogle studier har fundet, at hver fjerde vil opleve depression før de fylder 19 år.

Det er derfor vigtigt at få hjælp tidligt, hvis du mistænker at dit barn oplever depression. Jo længere tid barnet er deprimeret, jo mere stiger risikoen for at tilstanden kommer til at forstyrre barnets liv og udvikling. Det kan give større og længerevarende problemer i barnets liv.

 

Tegn på depression hos børn

Symptomer på depression hos børn er ofte (men ikke begrænset til):

-trished og lavt humør der bliver hængende over flere dage og uger

-irritabilitet eller vredladenhed/surhed som er vedvarende og mere eller mindre konstant

-manglende interesse i ting og aktiviteter som barnet tidligere har nydt/været interesseret i

-udpræget træthed og udmattelse som er til stede det meste af tiden

Dit barn kan også:

-have problemer med at sove eller sove mere end det plejer

-miste evnen til at koncentrere sig

-interagere mindre med venner og familie

-udvise ubeslutsomhed

-miste selvtillid

-spise mindre eller mere end det plejer

-opleve større forandringer i kropsvægten

-virke ude at stand til at slappe af eller virke mere sløvt end det plejer

-tale om at det føler sig skyldigt eller værdiløst

-føle sig tom indeni eller ikke være i stand til at føle – ”følelsesløs”

-have tanker om selvmord eller selvskade

-skade sig selv, f.eks. ved at det skære i sig selv eller tage (for mange) piller

 

Nogle børn har ud over depression også angst. Nogle oplever også fysiske symptomer som hoved- eller mavepine.

Problemer i skolen kan også være tegn på depression hos børn og teenagere. Problemadfærd ligeså – især hos drenge.

Ældre børn der oplever depression kan begynde at misbruge alkohol eller stoffer.

 

Årsager til depression hos børn og teenagere

Følgende forhold kan øge risikoen for depression:

-familieproblemer

-mobning

-fysisk, psykisk eller seksuelt misbrug

-nuværende eller tidligere depressioner samt øvrige psykiske problemer og vanskeligheder hos familiemedlemmer

Ofte forårsages depression af en blanding af forskellige faktorer, der er til stede samtidigt eller over tid. Forøget stress/belastning som følge af enkeltstående begivenheder eller forøget følelsesmæssigt pres over tid – f.eks. kan forældres (familiemedlemmers) sygdom, mistrivsel eller skilsmisse også udløse depression.

 

Hvad bør man som forælder gøre hvis man tror ens barn eller teenager er deprimeret?

Hvis du tror dit barn eller din teenager er deprimeret er det vigtigt at du forsøger at tale med det. Prøv at spørge ”rundt om” og ind til hvad der går det på – hvad der bekymrer det og hvad det føler. Hvis det ikke kan sætte ord på følelserne eller hvad der er galt, så bliv blot ved med at lytte til de ord og beskrivelser af oplevelser eller kropslige ting det mærker og oplever. Hvis du lytter længe nok, uden at blive frustreret over at du ikke lige forstår det med det samme (og måske kommer til at virke som om du bliver kritisk og skælder ud – hvilket er uhensigtsmæssigt og let kan føre til at dit barn opgiver/ikke tør forsøge at forklare dig/fortælle mere), får du på et tidspunkt et mere tydeligt og forståeligt billede af hvad det drejer sig om.

Går dig umage for at vise og fortælle dit barn at du tager dets problemer seriøst. Undgå at komme med hurtige forslag til hvad de kunne eller skulle have gjort osv. Lyt i stedet. Hurtige forslag til løsninger eller bagklogskab virker som kritik og kan hurtigt give barnet en oplevelse af utilstrækkelighed eller af at det er dets egen skyld det har det skidt.

Måske virker det ikke som noget særlig for dig når dit barn fortæller hvad det drejer sig om. Men det kan det sagtens være for et barn der ikke har samme livserfaring som du har som voksen.

Hvis dit barn ikke vil tale med dig om det, sig at du er bekymret og at du er der for dit barn, hvis det har brug for dig/brug for at fortælle dig noget/tale med dig om noget. Prøv at opmuntre dit barn til at tale med nogle andre som de stoler på om det; andre familiemedlemmer, en ven eller nogle på skolen.

Det kan måske også hjælpe dig at tale med nogle andre som kender/har kontakt med dit barn.

Du kan også kontakte skolen og høre om de har nogle bekymringer/har lagt mærke til nogle forandringer.

 

Hvornår skal man søge professionel hjælp?

Hvis du tror dit barn oplever depression bør du lave en aftale med din/dit barns læge. Lægen kan henvise til en psykolog som arbejder med børn eller unge efter kognitiv adfærdsterapeutisk struktur og metoder (som følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger for behandling af depression og angst).

Du kan også selv søge efter en kognitiv psykolog der arbejder med børn og unge og hvis du kan betale honoraret selv er henvisning ikke nødvendig.

Hvis dit barn er 13 år eller derover kan dit barn modtage udredning og behandling hos Psykolog Nikolaj Hyll/Ung med Overskud. Afhængigt af symptomer og disses sværhedsgrad – samt ved mistanke om andre psykiske lidelser end depression ( f.eks. udviklingsfortyrrelse) – kan du blive anbefalet at søge yderligere eller supplerende udredning eller behandling til dit barn i psykiatrien. Det foregår via henvisning fra egen læge.

Hvad gør jeg, hvis jeg er brændt ud?

burnoutman

Nogle gange når vi at brænde ud (burnout), før det vi har forsøgt at gøre for undgå det, når at have tilstrækkelig effekt. Måske har vi ikke været klar over hvor tæt vi har været på at brænde ud inden det skete. Eller også har vi mærket det – og ignoreret symptomerne.

Hvis jeg allerede er brændt ud – hvad gør jeg så?

Hvis du er brændt ud er det vigtigt at du tager det alvorligt. Hvis du forsøger at presse dig selv igennem udmattelsen og fortsætter som om ingenting er sket kan du blive endnu hårdere ramt psykisk ligesom det kan udgøre en fysisk risiko for dit helbred.

Rådene som følger nedenfor er vejledende og ikke udtømmende. Det første du bør gøre hvis du er brændt ud er at konsultere din læge og jeg anbefaler derudover at du konsulterer en kognitiv adfærdspsykolog for at blive grundigt udredt for stress-, depressions-, angst- og øvrige symptomer. Graden og arten af symptomerne er nemlig, sammen med viden om hvad du har oplevet og erfaret op til du brændte ud, vigtig information. Det er data som skal bruges i dit arbejde med at komme videre og få energien og lysten tilbage. Og hvis behandling er nødvendig er det data som du skal bruge i samarbejdet med din kognitive adfærdspsykolog – blandt andet til at vælge den mest effektive struktur og de mest effektive metoder i behandlingen.

Når det er sagt følger nedenfor råd som du med fordel kan følge hvis du er brændt ud.

Kom ned i tempo

Når du er brændt ud er det ikke nok at ændre holdning og begynde at tænke på at tage dig af dig selv og dit helbred. Nu er det tid til at tvinge dig selv til at komme ned i tempo og skære ansvarsområder og aktiviteter fra. Du bliver simpelthen nød til at give dig selv tid, rum, ro og mulighed for at hvile, reflektere og hele – også selvom hele dit system skriger på at fortsætte med at kæmpe…

Søg og tag i mod hjælp og støtte

Evolutionen har skabt vores udbrændhedsreaktion. Og dermed også den medfølgende tendens til at isolere os når vi er brændt ud. Formålet er at kroppen kan bevare den lille mængde energi og overskud der er tilbage så lang tid som muligt. Men i dagens virkelighed i et trygt samfund, hvor de fleste kan få hjælp og støtte i deres omgivelser, er reaktionen ikke hensigtsmæssig fordi den kan forlænge tilstandens varighed. Så brug dine kære, venner og netværk til at søge og modtage hjælp og støtte. Når du deler dine tanker og følelser med andre du har tillid til tager det noget af presset. Og husk at du kan søge rådgivning/terapi hos en kognitiv adfærdspsykolog. I samarbejdet med psykologen kan du få hjælp til at opleve fornået styrke og øget evne til at arbejde med dine leveregler, overbevisninger og ændre den uhensigtsmæsige del af din adfærd. Det kan være nødvendigt med professionel hjælp for at komme hurtigst og bedst muligt videre fra udbrændheden og forebygge at det sker igen.

Genovervej dine mål og prioriteringer

Udbrændthed er unægteligt et tegn på at noget vigtigt i dit liv ikke fungerer. Giv dig tid til at overveje hvad dine håb, livsmål og mål er. Måske har du indtil nu overset og negliceret noget det er virkeligt vigtigt for dig i dit liv? Udbrændthedsreaktionen kan ses som en mulighed for at genopdage hvad der virkelig gør dig glad og ændre kurs mod det.

Gør dig bevidst om dine tab

Med udbrændthed følger tab. Tab som vi ikke altid er helt er bevidste om. Det kræver en enorm følelsesmæssig kontrol at holde sig ude af den følelsesmæssige smerte der er forbundet med sådanne tab. Når du bevidstgør dig selv om tabene og tillader dig selv at sørge over dem, kan du frigøre den indespærrede energi og bruge den til at hele dig selv i stedet – såvel fysisk som følelsesmæssigt.

Dine tab kan være

Tab af idealisme og drømme som du havde med dig fra starten af din karriere.

Tab af rolle/identitet som fulgte med dit job/din arbejdsfunktion.

Tab af psykisk og fysisk energi og overskud.

Tab af venner, netværk og følelsen af at høre til i et (arbejds-)fællesskab.

Tab af selvværd.

Tab af kontrol.

Tab af glæde.

Tab af mening og formål med arbejde, karriere – og livet!

Håndtering af udbrændthed

Den meste effektive måde at komme videre efter at være brændt ud kan være at stoppe med at lave det du laver og begynde at lave noget helt andet. Også selvom det kan betyde at du skal skifte job/jobtype og karriere. Men hvis det ikke er en mulighed – eller er noget du virkelig ikke ønsker – er der stadig noget du kan gøre for at forbedre din situation og mentale tilstand. F.eks. at tænke og handle problemløsningsorienteret. Vær proaktiv i stedet for at passiv ift. organisation, struktur og ledelse på dit arbejde. Det vil reducere din håbløsheds- og magtesløshedsfølelse at du bevidstgør dig om dine behov og kommunikerer dine behov til dine omgivelser.

Få overblik over din jobbeskrivelse og dine ansvarsområder

Bed din chef/overordnede om en opdateret beskrivelse af dine arbejdsopgaver og ansvarsområder. Hvis din nærmeste leder/overordnede ikke har overblikket/indsigten/evnerne til dette så bed hans/hendes chef/overordnede om det! Udpeg de ting du oplever det forventes du har ansvar for/skal lave som ikke er i jobbeskrivelsen. Bed om nye opgaver og ansvarsområder. Hvis du har haft de samme opgaver/ansvarsområder i lang tid, bed om at få lov til at prøve kræfter med noget nyt. Det er ikke et nederlag eller flugt, men en intelligent strategi der kan hjælpe dit følelsesmæssige system til at stille om fra den udbrændte tilstand hurtigst muligt! Måske kan du komme til en anden afdeling, en anden produktionslinje, en anden kundeportefølje eller en anden maskine. Forandring i sted, rum og kollegaer kan hjælpe dig fordi dit følelsessystem så ikke behøver at reagere på så mange triggere (tidligere indlærte negative følelser som har været aktiveret på bestemte steder, rum og med bestemte kollegaer/medarbejdere).

Tag fri fra dit arbejde og/eller få din læge til at sygemelde dig i kortere eller længere tid

Hvis du allerede er brændt helt ud eller tydeligt mærker at du ikke kan undgå det, så træk stikket helt ud ift. arbejdet. Tag på ferie, afspadsér dine overtimer, brug dine omsorgsdage på dig selv eller brug de sygedage der skal til (og som f.eks. funktionærloven tillader). Brug tiden væk fra arbejdet til at få ladet dine batterier op og få et nyt perspektiv på din situation. Hvis dit følelsessystem reagerer kraftigt på at du trækker stikket med f.eks. angst- og svære depressive symptomer – så er det vigtigt at du søger hjælp hos din læge og en kognitiv adfærdspsykolog med det samme. Det er i alles interesse at du kommer hurtigst muligt videre og ovenpå igen hvis du er brændt ud – også din arbejdsgivers!

Husk: ”At brænde ud er ikke enden på karriere og livet – det er starten på noget nyt og bedre!”

Hvis du har spørgsmål eller ønsker rådgivning/terapi i forbindelse med stress og/eller udbrændthed kan du kontakte mig på tlf. 29 82 91 74 eller se mere om hvordan jeg arbejder på www.nikolajhyll.dk

Bruger du 1813 – rigtigt?

(se også liste over psykiatriske akutmodtagelser i Region Hovedstaden med adresser og åbningstider1813 logo sidst i artiklen)

Mange er i tvivl om hvordan de skal bruge 1813. En del af de klienter jeg har i min klinik i Espergærde er det også.

Jeg har også selv været i tvivl når jeg skulle vejlede mine klienter. Derfor har jeg skrevet denne lille artikel om 1813, hvor jeg tager forbehold for alle fejl, mangler og ændringer som Regionen kan have lavet i mellemtiden. Du kan også altid få opdateret info på www.1813.dk

Fra 1. januar 2014 blev akuthjælpen ændret. Fra da af har man skulle ringe til telefonnummer 1813 for at kunne komme på en akutmodtagelse eller akutklinik, som tidligere kaldtes skadestuer.

Fra da af skulle man også ringe 1813, hvis man har brug for hjælp, når egen læge har lukket, fordi 1813 erstattede lægevagten.

Så det er i dag 1813 du skal ringe til hvis du er kommet til skade eller er blevet pludseligt syg og har brug for hjælp.

1813 er akuttelefonen i Region Hovedstaden og den er bemandet af læger og sygeplejersker, der kan guide dig til den bedste hjælp døgnet rundt.

Men husk stadig at du skal ringe 112 ved livstruende akut sygdom eller skade. Og at du stadig skal kontakte egen læge som du plejer i dagtimerne.

Så ring 1813:

– når egen læge har lukket (1813 kan guide dig til rette behandling; på akutmodtagelse, akutklinik eller ved at sende en læge til dig)

-for at komme hurtigt i behandling (1813 kan oplyse på hvilken akutmodtagelse eller akutklinik, der er kortest ventetid og hvornår du kan blive undersøgt eller behandlet. Så kan du vente hjemme indtil du kan komme til hvis der er ventetid. Hvis du møder uanmeldt op på en akutmodtagelse eller akutklinik , får du hjælp efter behov, men må typisk vente lidt længere)

-for at få den rigtige hjælp (Specialuddannede sygeplejersker og læger på 1813 rådgiver dig om, hvad du skal gøre, hvis du er kommet til skade eller pludseligt er blevet syg. 1813 kender de behandlingstilbud, der passer til din situation – så du kommer det rigtige sted hen)

-når du har brug for et godt råd (Er du i tvivl om hvad du skal gøre ved skade eller pludselig opstået sygdom? Haster det? Kan det vente? Ring 1813, hvis du har brug for et godt sundhedsfagligt råd)

Oversigt over akuthjælp i Region Hovedstaden:

Alarm 112

Ring 112 hvis du har brug for øjeblikkelig hjælp akut livstruende sygdom eller skade.

Akuttelefonen 1813

Ring 1813 hvis du har brug for hjælp ved skade eller pludselig sygdom. Ring også 1813 hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre/hvordan du skal hjælpe dig selv eller en anden.

Vagtcentralen

Opkald til 112 og 1813 besvares af regionens vagtcentral, der sørger for den rette hjælp. Vagtcentralen kan f.eks. sende en ambulance, henvise til en akutmodtagelse eller sende en læge hjem til dig.

Akutmodtagelser

Du kan blive behandlet på nogle af regionens akutmodtagelser døgnet rundt. Ring altid først 1813. Der er akutmodtagelser på Bisbebjerg, Herlev og Hvidovre Hospitaler, Nordsjællands Hospital i Hillerød og på Bornholms Hospital. Se listen over psykiatriske akutmodtagelser nederst i denne artikel.

Akutklinikker

Du kan blive behandlet for pludselig sygdom og mindre skader på regionens akutklinikker kl. 7-22. Ring altid først 1813. Der er akutklinikker på Amager, Glostrup, Gentofte og Frederiksberg Hospitaler samt Nordsjællands Hospital og Sundhedshuset i Helsingør.

Egen læge

Din egen læge kan kontaktes 08-16. Egen læge kan behandle sygdom og mindre skader som henvise til yderligere behandling og undersøgelse. Telefonnummer og adresse til egen læge står på dit sundhedskort (sygesikringsbevis)

Psykiatriske akutmodtagelser

Du kan få akut hjælp på en psykiatrisk akutmodtagelse. Ring 1813 hvis du er i tvivl om hvor du skal henvende dig.

Nedenfor er en liste over psykiatriske akutmodtagelser, med åbningstider og optageområde:

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Ndr. Ringvej 29-67
2600 Glostrup
Telefon: 38 64 06 71
Gå til Børne- og ungdomspsykiatrisk Centers hjemmeside


Kørselsvejledning til Børne- og ungdomspsykiatrisk Center
Åben 24 timer i døgnet

Optageområde: Alle kommuner i Region Hovedstaden.

Psykiatrisk Center Amager

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Digevej 110
2300 København S
Telefon: 38 6416 50
Gå til Psykiatrisk Center Amagers hjemmeside


Kørselsvejledning til Psykiatrisk Center Amager
Åben 24 timer i døgnet
Optageområde: Tårnby, Dragør kommuner samt bydelen Amager Vest, Amager Øst i Københavns Kommune. Herudover tager akutmodtagelsen i mod borgere fra København V og SV.

Psykiatrisk Center Ballerup
Psykiatrisk Akutmodtagelse
Maglevænget 2
2750 Ballerup
Telefon: 38 64 50 03
Fax: 38 64 50 39
Gå til Psykiatrisk Center Ballerups hjemmeside


Kørselsvejledning til Psykiatrisk Center Ballerup
Åben 24 timer i døgnet

Frederiksberg

Psykiatrisk Akutmodtagelse på Frederiksberg er lukket pr. 6. april 2015.

Borgere i lokalområdet skal i stedet kontakte Akut Psykiatrisk Hjælp på telefon: 38 64 37 36, hvorefter sygeplejerske og/eller læge kan besøge dig eller din pårørende i eget hjem for nærmere undersøgelse og behandling. Telefonen er døgnåben og besøg finder sted mellem kl. 8.00 og 22.00.

Gå til Psykiatrisk Center Frederiksbergs hjemmeside

Optageområde:Frederiksberg Kommune samt en del af bydelen Vanløse i Københavns Kommune.

Psykiatrisk Center Glostrup

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Ndr. Ringvej 69
Hovedbygning B
2600 Glostrup
Telefon: 38 64 06 71
Gå til Psykiatrisk Center Glostrups hjemmeside


Kørselsvejledning til Psykiatrisk Center Glostrup
Åben 24 timer i døgnet
Optageområde: Albertslund, Brøndby, Glostrup, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk kommuner. Herudover tager akutmodtagelsen i mod borgere fra Valby og Hvidovre.

Psykiatrisk Center København

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Tuborgvej 235, bygning 51
2400 København NV
Telefon: 38 64 73 60
Gå til Psykiatrisk Center Københavns hjemmeside

Kørselsvejledning til Psykiatrisk Center København
Åben 24 timer i døgnet
Optageområde:Bydelene Bispebjerg, Brønshøj/Husum, Indre by, Nørrebro, Østerbro, Christianshavn i Københavns Kommune.

Psykiatrisk Center Nordsjælland

Psykiatrisk Akutmodtagelse
Dyrehavevej 48
3400 Hillerød
Telefon: 38 64 32 00
Gå til Psykiatrisk Center Nordsjællands hjemmeside


Kørselsvejledning til Psykiatrisk Center Nordsjælland
Åben 24 timer i døgnet
Optageområde: Fredensborg, Frederikssund, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Hillerød, Hørsholm kommuner samt en del af Furesø Kommune.

Bornholm

Der er ingen psykiatrisk akutmodtagelse på Bornholm. Men du kan blive henvist til Psykiatrisk Center Bornholm gennem den somatiske akutmodtagelse på Bornholms Hospital, vagtlægen eller din egen læge.


Psykiatrisk Center Bornholm
Helsevej 3
3700 Rønne
Telefon: 38 64 40 50
Bornholms Hospitals Akutmodtagelse
Telefon: 56 90 93 50

Tandlægevagten

Har du slået tænderne eller fået tandpine uden for tandlæges åbningstid, så ring 1813.

Giftlinjen

Er du blevet forgiftet, eller har du mistanke om forgiftning, så ring til giftlinjen på 82 12 12 12.

Akuthjælp på mobil/smartphone

Du kan downloade regionernes gratis app Akuthjælp på App Store eller Google Play – og se adresser og åbningstider for akutmodtagelser, tandlægevagter mm.

Kilde: www.1813.dk

Omstruktureringer og forandringer giver mistillid og opsigelser

Som privatpraktiserende psykolog i Espergærde, der behandler mange stresssyge, er det ikke en nyhed for mig. Men det er det måske for nogle? Og når det stadig kun er enkelte psykologer eller andre behandlere som gør opmærksom på problemet så er det måske lettere for arbejdsgivere, organisationer, virksomheder og politikere at feje det af banen med forklaringer om at det er den enkelte medarbejder der ikke er omstillingsparat eller robust nok.

Så virker det måske mere overbevisende når den amerikanske psykolog forening APA (American Psychological Association) i en undersøgelse viser, at omstruktureringer og forandringer på arbejdet hænger sammen med øget risiko for kronisk stress, mistillid og ønsker om at forlade sin arbejdsplads?

Undersøgelsen, APA har lavet, omfatter 1512 voksne amerikanere bosat i USA der er ansat fuld tid, deltid eller selvstændige.

Hvad viser APA´s undersøgelse?

Undersøgelsen viser, at de der har oplevet forandringer på arbejdet er mere tilbøjelige til at opleve kronisk stress, mindre tilbøjelige til at have tillid til deres arbejdsgiver og mere tilbøjelige til at sige at de planlægger at forlade ansættelsesstedet inden for det givne år, end de der ikke har oplevet organisatoriske forandringer.

Halvdelen af de amerikanske ansætte eller selvstændige siger at de har oplevet organisatoriske forandringer inden for det seneste år, aktuelt oplever forandringer eller forventer at opleve forandringer næste år.

En tolkning som kan udledes af undersøgelsen er, at der er dobbelt så stor risiko for at opleve kronisk stress, hvis der er forandringer hvor man er ansat.

Forandringer lader også til at føre til betydeligt flere problemer med work-life balancen. Af de der oplever forandringer er der 24 % flere der føler sig kyniske og negative i forhold til andre i løbet af arbejdsdagen og 11 % flere der spiser eller ryger mere i løbet af arbejdsdagen end i fritiden.

Undersøgelsen viser også at forandringer på arbejdet kan påvirke de ansattes holdninger og erfaringer. 10 % af de der oplever forandringer er mindre tilfredse med deres arbejde. Og de der oplever forandringer er mere end tre gange så tilbøjelige til at sige at de ikke har tillid til deres arbejdsgiver, og de er også mere end tre gange så tilbøjelige til at sige at de søger ansættelse uden for deres nuværende organisation.

Resultaterne er korrigeret for alder, køn, etnicitet, uddannelse, område og husstandsindkomst og regnes som værende repræsentative for den amerikanske befolkning.

Hvad er forklaringen?

En forklaring på disse resultater kan være at der er en udbredt negativ holdning til forandringer p.g.a tidligere negative erfaringer med forandringer i arbejdet. 29 % oplyser at de tror at ledelsen har en skjult dagsorden, 31 % at ledelsen vil noget andet med forandringerne end hvad de siger og 28 % at ledelsen prøver at skjule den egentlige årsag til forandringerne. Kun 43 % tror på at forandringer får den ønskede effekt og kun 28 % tror på at forandringerne vil virke som forventet og de at de forestillede mål nås.

Undersøgelsen viser, at tillid og engagement forklarer mere end halvdelen af variansen i velbefindende.

Engagementet er højere når medarbejderne har en positiv oplevelse af deres arbejdsgivers involvering samt indstilling til personlig udvikling og forbedring af health and safety praksisser.

Undersøgelsen viser at netop arbejdsgivers involvering og mulighed for personlig udvikling kan forklare 28 % af variansen i engagement.

Måske stemmer det meget godt overens med hvad man selv har med sig af erfaringer fra tidligere ansættelser som medarbejder eller leder i virksomheder og organisationer?

Kan vi bruge undersøgelsen til noget i Danmark?

Vi skal selvfølgelig huske at det amerikanske arbejdsmarked måske på mange måder stadig ikke ligner det danske. Men med alle de forandringer der er sket hen over årene og ikke mindst under og nu efter finanskrisen så er spørgsmålet om forskellene egentlig er så store. Måske holder vi fast en forestilling om hvor godt vi har det her lille Danmark som ikke rigtigt passer? Det idealiserede forestillingsbillede er i hvert fald ikke det billede jeg ser i mit daglige arbejder som psykolog.

Styrk den enkelte medarbejder og opbyg tillid til virksomheden med Psykologisk Sundhedstjek

Inspireret af mine erfaringer som privatpraktiserende psykolog, der både arbejder klinisk og med arbejds- og organisationspsykologiske opgaver, har jeg udviklet det jeg kalder Psykologisk Sundhedstjek.

Det er min erfaring at Psykologisk Sundhedstjek kan styrke de enkelte medarbejdere til at blive bevidste om hvordan de har det psykisk og hvordan de trives. Og virksomheden opbygger medrbejdernes tillid til dem ved at tilbyde dem Psykologisk Sundhedstjek uden at forvente eller bede om noget retur. Og hvis vi lige kobler wise-mind til (den tænkende og rationelle del af hjernen), så ved vi jo allerede at jo bedre medarbejdere og ledere har det og jo bedre de trives, jo mere er de værd for virksomheden.

Men er det ikke bare fordi den enkelte ikke er omstillingsparat eller robust nok?

Tilbage er der måske nogle der stadig vil holde fast i at problemerne ved konstante forandringer, forstyrrelser (dispruption) og ændringer er ubetydelige. Og at det er den enkelte medarbejders egen skyld eller svaghed hvis de ”bukker under”? Hvis der er nogle der fortsat har den holdning så er det nu de skal komme på banen med underbyggede argumenter!

Terapien eller selvudviklingsforløbet er gennemført med succes – men hvad gør jeg nu?

Når klienter har gennemført et succesfuldt behandlings- eller selvudviklingsforløb hos deres kognitive adfærdspsykologcitat walt whitman står de på egne ben igen og kan i det fleste tilfælde sagtens det.

Problemet er bare at det har følelsen (den følelsesmæssige del af hjernen og hukommelsessystemet) endnu ikke erfaret i tilstrækkeligt omfang. Og så kan klienterne let blive følelseskapret af usikkerhed/angst og denne følelse sat direkte på tankeform kan være: ”Hvad gør jeg nu!”, ”Hvordan skal det gå?”, ”Kan jeg klare dette alene?” osv. Typiske automatiske tanker forårsaget af usikkerheden og angsten. Det er endnu ikke erfaret i hukommelsessystemet, at man kan klare sig uden at blive syg igen eller at man kan leve efter de nye leveregler og på den nye og bedre måde som man har lært sig og trænet i behandlings- eller selvudviklingsforløbet.

Hvad gør man efter endt behandlings- eller selvudviklingsforløb?

I de fleste forløb vil klienten have lavet en form for plan for hvordan det opnåede mål/de opnåede forbedringer vedligeholdes og videreudvikles efter terapien eller selvudviklingsforløbet er afsluttet.

Hvis det har været et kognitivt adfærdsterapeutisk behandlingsforløb er det normalt at udfylde en ”tilbagefaldsforebyggelse”. Det er et stykke papir hvor klienten noterer hvordan man har forstået lidelsen/vanskelighederne i terapien, hvilke metoder og teknikker som har hjulpet, det vigtigste man har lært i forløbet, hvad der har ændret sig under behandlingen, hvad man har gjort ( i tænkning og adfærd som har forårsaget denne ændring), hvilke teknikker og metoder der har været særligt hjælpsomme, hvilke teknikker man fortsat vil anvende, hvordan man kan sikre sig at man bruger disse metoder og teknikker i fremtiden, i hvilke situationer det er særligt vigtigt man bruger teknikkerne, hvad der kan komme i vejen for at man får anvendt metoderne og teknikkerne og hvordan man kan håndtere eventuelle tilbagefald.

Et huskekort og en brugsanvisning – to-i-een

Som det kan læses er ovenstående faktisk en kombination af et huskekort og en brugsanvisning som kan hænge på køleskabet eller ligge i skuffen og tages frem og bruges aktivt som forebyggelse af tilbagefald og til fortsat træning.

Skema der kan sikre at du fortsætter din positive udvikling

Strukturen der er i tilbagefaldsforebyggelsesskemaet (Arendt & Rosenberg, 2012: 573) kan også bruges ved afslutningen af et succesfuldt selvudviklingsforløb. Man kan med fordel omformulere overskrifterne i skemaet lidt. Det har jeg gjort i det skema jeg har indsat i slutningen af denne tekst. Du er meget velkommen til at kopiere teksten og printe den ud til personlig anvendelse. (Kig frem i teksten og se skemaet inden du læser videre – mine klienter har fundet det ganske anvendeligt).

Terapien holder aldrig op

Hvis du har gået i behandling og har opnået dine mål er eller godt på vej mod dine mål er du startet på en rejse som aldrig slutter! Hvis du har været i god og effektiv terapi har du en indsigt og en træning med dig som det er meningen du skal bruge fremover til at være den bedste, mest omsorgsfulde og støttende terapeut for dig selv! Du vil fortsat selv skulle bevidstgøre dig om, forstå, berolige og regulere dine følelser, dine stemninger og din adfærd. Kognitiv terapi kræver vedvarende vedligehold og gerne videreudvikling for at blive ved med at fungere og give maksimalt udbytte. Det er dit eget ansvar som klient at dette sker. Hvis du er sluttet i behandlings- eller udviklingsforløb og tænker ”jeg ved ikke hvordan jeg skal klare det” eller ”det tror jeg ikke jeg kan alene” – ja, så er det naturligt at du kan have disse tanker, men også et signal om at du skal se at få lavet tilbagefaldskemaet eller vedligholdelsesskemaet hurtigst muligt inden følelsen igen kaprer dig og du kommer til at hænge fast i gamle mønstre. Det kan også være at du har brug for en ekstra afsluttende session hos din kognitive psykolog eller en boostersamtale hvor I sammen laver skemaet. 

Du har nu ansvaret – selv!

Husk at det kun er dig – ingen andre – der bestemmer over dine følelser. Andre kan og gør hvad de nu gør og har lyst til, men det er kun dig der har ansvaret for hvordan du føler. Dermed er det også kun dig – og ingen andre – der kan og skal tage ansvaret for det hårde arbejde det er at arbejde med dine følelser og adfærd for at nå dine mål. Du har et livslangt ansvar for at beskytte dine fremskridt mod din egen glemsomhed, inaktivitet eller forsømmelighed. Uden denne beskyttelse vil du sandsynligvis komme til at opleve en tilbagevenden af dine gamle irrationelle forestillinger og/eller skabelsen af nye. (Neenan & Dryden, 2007).

Del dine erfaringer og vær en inspiration for andre

Du kan hjælpe dig selv ved at dele dine nye indsigter og fortælle andre om dine fortsætter.

Ved at fortælle andre om dine egne erfaringer og hvordan du bruger forskellige metoder og teknikker får du ekstra træning i at forstå og anvende dem. Og du er også i gang med at lære din følelse/dit hukommelsessystem at du virkelig kan bruge dem. Det er jo ikke meningen at du skal være missionerende og en belastning for andre – så der er selvfølgelig en balance. Men de fleste mennesker som oplever at du er i bedre humør, nærmere dine mål og at du fortæller hvordan du er kommet det vil sikkert blive smittet af, og kunne dele, din begejstring. Men selvfølgelig kan du risikere, at det kan virke arrogant og provokerende på nogle der selv har noget de kæmper med/er utilfredse med ved sig selv og dermed får aktiveret deres egen usikkerhed/selvkritik når du fortæller. Og de vil selvfølgelig ikke have lyst til at høre mere om dine erfaringer og vil forventeligt reagere mere afvisende, skeptisk og måske aggressivt. I så fald må du finde et andet publikum at dele dine indsigter og fortsatte fremtidsmål med.

Bliv ved at konfrontere dig selv med det svære

Du må fortsat konfrontere dig med det som er svært og øve dig i at håndtere de svære følelser

Hvis du skal sikre dig at din forbedrede tilstand vedligeholdes, og at du fortsat bevæger dig i retning af dine definerede fremtidsmål for sin selvudvikling, bliver du nødsaget til at opsøge situationer som udfordrer dig. Du skal fortsat træne din rationelle, objektive og støttende tænkning. Det er mest effektivt og ganske enkelt helt nødvendigt at denne træning foregår mens der er negative/svære følelser aktiveret. Hvis en svømmer skal blive en god havsvømmer er det ikke nok at han kun træner i svømmehallen. Han skal ud i havet i hårdt vejr og høje bølger – han skal træne i ”virkeligheden” for at blive en rigtig god havsvømmer..

Hvis man f.eks. har arbejdet med at blive mere assertiv og trænet sig i at kunne sige fra skal denne evne fortsat udvikles og trænes. Forestil dig f.eks. en person der tidligere er blevet meget usikker på sig selv hvis han ikke hele tiden kan forsikres af andre om at han er god nok og gør det rigtige. Hvis han skal trænes sin følelse til virkelig at tro på at han vitterlig er god nok som menneske og person – ja, så bliver han nød til at gøre det uden en sikkerhedsadfærd der handler om at holde sig tilbage og hele tiden spørge/indordne sig under andre. Istedet kan han f.eks. øve sig i at fortælle at han har stemt på et andet parti, bede en kollega om at dæmpe sig når denne taler for højt i telefon så han ikke kan koncentrere sig om sit arbejde, udfordre kollegaer der fortæller hvor travlt de har ved at spørge hvad det dog er de har så fantastisk travlt med, gøre kollegaer opmærksomme på at de spilder tiden og bevæger sig væk fra den besluttede dagsorden på mødet eller sige til naboen at han skal skrue ned når han spiller for høj musik!

Personlige udviklingsmål kræver vedholdenhed

Hvis du virkelig skal lære dine følelser at du nu er og vil være en anden (forstået på den måde at du vil kunne håndtere situationer og følelser på en anderledes måde) så kræver det mange erfarede gentagelser før følelsen/hukommelsessystemet bliver overbevist og automatisk kommer til at reagere anderledes på stimuli (sansninger, indtryk, tanker) og situationer.

Træn dig i at mærke og håndtere usikkerhed

Det gælder om at mærke og kunne håndtere usikkerhed i sig selv og andre uden at blive kapret af følelsen og vende til bage til gamle mønstre af sikkerhedsadfærd og undgåelsesadfærd. Du skal kunne blive ved at turde og prøve uden at kunne være sikker på at det lykkes (det ved du først når du er lykkedes). Du skal kunne holde fast i at processen mod målet er den vigtigste. Det er her følelsen lærer de nye erfaringer. Målet er i den henseende ikke så interessant som processen. Det er i processen at læringen sker. Når du først når målet har følelsen lært at det kan lade sig gøre. Så det er selvfølgelig vigtigt og brugbart hvis du kan få succesoplevelser hen ad vejen. Men de behøver ikke være store. Deres funktion er at de kan hjælpe dig til at holde modet og motivationen oppe. At nå mål og delmål giver belønning og gør at at det bliver lettere at være vedholdende næste gang.

Bliv en nørd til rationel, objektiv og støttende tænkning – udvikl en rationel livsfilosofi!

I et behandlings- eller selvudviklingsforløb vil du i samarbejdet med din psykolog have lært og trænet dig i at takle svære situationer og følelser ved at skabe og fastholde alternative, rationelle, objektive og støttende tanker samt udføre mere hensigtsmæssig adfærd. Men hvis du virkelig vil udnytte hele det fantastiske potentiale der ligger i denne måde at forholde sig til automatiske tanker (følelser sat på tankeform) og følelser så skal du træne dig op til ekspertniveau. Det kan du gøre ved at begynde at anskue alt hvad der sker i dig selv og din omverden på denne måde. F.eks. ved at bruge overordnede styrende tanker for din tænkning som ”Hvordan er det mest hensigtsmæssigt at tænke om dette og håndtere dette” og udvide dit perspektiv og din forståelse af hvad der sker i andre og hvorfor de reagere som de gør. Et ekspempel: Din partner bliver pludselig vred og siger: ”Du har ikke vasket op – det kan du ikke være bekendt!”. Den automatiske følelse i dig kan f.eks. så være vrede og du kan have vrede tanker som automatiske tanker. ”Det siger hun altid. Hun angriber mig altid. Det skal hun ikke blive ved med. Det finder jeg mig ikke i!”. Når du har trænet dig i en mere alternativ, objektiv, rationel og støttende tænkning, vil du f.eks. let kunne reflektere således omkring hendes reaktion: ”Hmm, sikke vred hun blev lige pludselig”, ”Ja, opvasken har jeg ikke fået taget, med behøver det gøre hende så vred?” ”Hvad mon der eller ligger bag vreden? Har hun haft en dårlig dag på arbejdet og kan hun ikke overskue at komme hjem og ”rydde op” der også?” ,”Er det fordi hun generelt synes jeg ikke bidrager godt nok? – Så skal vi måske tage det med fordelingen af opgaver og ansvar op igen?”. ”Hvad mon hun har brug for for at falde lidt til ro?”

Forestil dig lige et øjeblik hvis du kan møde alle former for kritik og ”angreb” på denne måde. Fra partneren, chefen, hidsige billister i trafikken der chikanerer dig osv. Du vil kunne opleve at du bliver langt mindre negativt påvirket af det som sker omkring dig og at du lettere kan holde dit fokus og din opmærksomhed på det positive i dine omgivelser og dit liv. Det vil gøre dig i bedre humør, mere tilfreds. Og det vil give dig mere overskud til at finde nye måder at håndtere det som virkeligt er vigtig og måske negativt på en bedre og mere konstruktiv måde.

Hvis du er klar til at ”nørde” med dit eget udviklingsarbejde på denne måde venter der stor belønning!

Huskeliste til din fortsatte udviklingsrejse

Her er nogle huskepunkter til dit fortsatte arbejde hvis du vælger en mere rationel, objektiv, støttende vej for din tænkning, adfærd og dig selv:

Tænk selv – lad ikke kun andres fordomme (begrænsede for-viden) og automatiske tanker og følelser fortælle dig hvad der er rigtigt. Mærk selv efter – og husk at korrigere din tænkning hvis den er følelseskapret og følelsen derfor tager fejl!

Vær tolerant – tillad at andre kan have andre synspunkter, oplevelser og opfattelser end dine egne og at det ikke gør noget. Det gør hverken dem eller dig til at dårligt eller forkert menneske af I har forskellige behov, følelser, holdning og ønsker i forskellige og samme situationer. Hvis vi alle var ens hvordan skulle vi så kunne blive interesseret i hinanden, udfordret af hinanden og lære nyt af hinanden? Hvis du er tolerant afskærer du ikke dig selv for muligheden for at erfare at du eller den anden kan have taget fejl og måske rette fejlen uden at de giver dig negative følelser.

Sæt også egne interesser først – tillad dig selv at dine interesser må komme først nogle gange. Ikke altid så du virker egoistisk. Men hvis du ikke prioriterer din egen fysiske og psykologiske velfærd bliver du ikke meget værd. Hverken for dig selv eller andre.

Vær fleksibel i din tænkning og adfærd – accepter vilkårene som de nu engang er (det som er og det som sker) og forsøg at tænke og handle så fleksibelt og hensigtsmæssigt som muligt i forhold til vilkårene. Det kan være hensigtsmæssigt at skifte strategi undervejs.

Balancér korte og lange mål – kun at leve i nuet kan komme i vejen for at du når dine langsigtede mål. Men udelukkende at leve for langsigtede mål giver ikke plads til meget liv fra øjeblik til øjeblik! Albert Ellis siger at det handler om ”At opsøge fornøjelser i dag uden at sabotere morgendagens tilfredsstillelser” (Ellis, 1980: 18).

Lev med usikkerhed – der er virkeligt meget i denne verden vi ikke har kontrol over. Vi lever i en verden af sandsynligheder og tilfældigheder – uden absolutte garantier. Hvis man forventer vished og den rigtige ”følelse i maven” inden man træffer beslutninger og gør det noget ved tingene så kan man forvente over tid at træne sig op til at blive mere usikker, får endnu sværere ved at træffe beslutninger og i værste fald udvikle angst. Det er nødvendigt at træne sig i at træffe beslutninger frem for konstant at bekymre sig og ruminere. Beslutninger, hårdt arbejde og at acceptere visse risici er nødvendigt for at kæmpe sig fremad.

Løb mindre, kalkulerede risici – det er ikke det samme som at være impulsiv, uden kontrol og tage tåbelige chancer. Kalkulerede risici er baseret på en rimelig (rationel) beregning, hvor der i hvert fald skal være overvejende sandsynlighed for at det går godt og man rent praktisk kan tåle et evt. tab og arbejde sig op igen bagefter. F.eks. giver det ikke mening at bruge hele sin pensionsopsparing på at starte en økologisk cafe et sted hvor huslejen overstiger indtjeningsmulighederne selv om mavefornemmelsen siger: ”Det er det helt rigtige for mig at gøre – jeg føler det kan lykkes!”.

Vær din egen og andres rollemodel – hvis du internaliserer en rationel indstilling til tilværelsen. En rationel livsfilosofi så kan du blive en sund rollemodel for dig selv, din familie, dine venner, dit netværk og andre. F.eks. kan du være det gode eksempel der ikke kritiserer eller dømmer dig selv eller andre. Og det gode eksempel på hvordan man træffer fornuftige beslutninger og fører den ud i livet i overensstemmelse med bevidste og definerede (skriv dem nu ned!) konkret mål og delmål. Sørg for at dine mål og delmål stemmer overens med dine værdier (husk at bevidstgøre dig selv om disse og få skrevet dem ned!) Og få nu også udført de kedelige handlinger og pligter som du ved er nødvendige.

Print og udfyld dit eget skema til fortsat udvikling

Fortsat udviklingsskema selvudvikling

Skema som må kopieres og printes ud til personlig anvendelse ved afslutning af/efter endt selvudviklingsforløb hos kognitiv adfærdsterapeut:

Hvordan har du forstået dine udfordringer/vanskeligheder i forløbet?”

Hvad har dine mål og delmål været?”

Hvad er dine mål og delmål for fremtiden?”

Hvordan og i hvilken retning vil du fortsat udvikle dig?”

Hvilke teknikker/metoder kan du bruge til at vedligeholde og videreudvikle den positive forandring du har oplevet i forløbet?”

Hvad er det vigtigste du har lært i forløbet?”

Hvad har ændret sig siden du startede i udviklingsforløbet?”

Hvad har du ændret i din tænkning og adfærd som har forårsaget denne ændring?”

Hvilke teknikker har været mest effektive og hvordan har de hjulpet dig?”

Hvilke teknikker vil vil du fortsat træne og anvende?”

Hvordan kan du sikre dig at du fortsat bruger disse teknikker?”

I hvilke situationer er det særligt vigtigt at du anvender teknikkerne/metoderne?”

Hvad kan komme i vejen for at du anvender dem? Hvordan håndterer du det?”

Hvordan vil du forholde dig hvis udviklingen går i stå eller i den forkerte retning?

 

Litteratur

(Arendt & Rosenberg, 2012)       Arendt, M. & Rosenberg, N. Kognitiv terapi – nyeste udvikling, Hans Reitzels Forlag.

(Ellis, A. 1980)       Ellis, A. An overview of the clinical theory of rational-emotive therapy. I: R. Grieger & J. Boyd, Rational-Emotive Therapy: A Skills- Based Approach. New York Van. Nostrand Reinhold.

(Neenan & Dryden, 2007)       Neenan M. & Dryden W. Rationel-Emotiv adfærdsterapi i en nøddeskal. Dansk Psykologisk Forlag.

Hvornår skal man bede om hjælp ved sorg

pige-i-sorg-psykologividenJeg har tidligere skrevet lidt om den naturlige og delvist biologisk funderede sorg som vi alle kan opleve. I den artikel dristede jeg mig også til at skelne mellem ikke kompliceret sorgreaktion – hvor man oftest ikke har brug behandling – og kompliceret sorgreaktion, hvor man ofte kan få brug for behandling. Læs artiklen her.

Flere har læst artiklen og spurgt mig om ikke jeg kan skrive lidt om hvornår jeg tænker man bør bede om hjælp hvis man er i sorg. Det vil jeg forsøge at svare lidt på i denne artikel. I udgangspunktet vil jeg altid råde folk til at søge så meget hjælp og støtte de kan hos deres nærmeste familie, venner og netværk. Hvis man har brug for mere end det og/eller professionel hjælp er mit råd at tale med egen læge og konsultere en kognitiv adfærdspsykolog.

Ud over det kan jeg anbefale at man taler med nogen om sorgen, hvis et eller flere af følgende ”symptomer” forekommer ofte eller intenst:

  • stærk skyldfølelse som går ud over de handlinger og undladelser som man foretog da ens elskede døde
  • tanker som ”bare jeg var død” eller tanker om at genforenes i døden med den afdøde
  • kraftig håbløshed, med følelse af aldrig at ville kunne komme ud af håbløsheden og at livet aldrig igen bliver værd at leve
  • vedvarende anspændthed, ophidselse eller dyb depression. Følelsen af at være indespærret eller frosset inde, som kan vare i op til flere måneder
  • fysiske symptomer så som smerter i brystet, stik i hjertet eller voldsomt vægttab
  • ukontrolleret vrede, som får venner og bekendte til at trække sig. Eller stille vrede som kommer til udtryk som tanker om hævn og at råde bod på tabet
  • problemer med at passe arbejde, pligter og rutiner som tager til eller bliver ved mere end to uger
  • misbrug af spiritus, medicin eller andre stoffer som bruges som ”dulmende skjold”

(Znoj, 2006:bilag 8)

Og derudover bør man selvfølgelig tale med nogen om sorgen og søge professionel hjælp og støtte, hvis man tænker at man har brug for det. Også selvom man ikke oplever ovenstående.

Det er vigtigt at huske på, at alle nævnte ”symptomer”/oplevelser ved sorg kan forekomme midlertidigt og er normale. Men hvis de tiltager eller ikke reduceres over tid er de tegn på at sorgen er kompliceret, skal tages alvorligt og professionel hjælp søges.

Denne artikel er skrevet med udgangspunkt i flg. litteratur, hvor du kan læse mere om sorg og kompliceret sorg:

Znoj, Hansjörg (2006) Kompliceret sorg. Dansk Psykolog Forlag.

Psykolog Nikolaj Hyll

29 82 91 74
Sct. Georgs Vej 17a
3060 Espergærde

Klinikkens adresse er Sct. Georgs Vej 17A, 3060 Espergærde, 29829174