Som psykolog er jeg ofte blevet stillet dette spørgsmål. For hvad gør man lige hvis et familiemedlem, en ven eller en bekendt får det rigtigt svært psykisk?

Det er et godt spørgsmål og der kan ikke gives et helt klart og entydigt svar. Men det kan lades sig gøre at komme med nogle gode råd – og det vil jeg gøre i dette indlæg. Jeg trækker i dette indlæg på anbefalinger fra de amerikanske psykologers organisation, American Psychological Association.

Hvis man oplever store udfordringer, problemer eller forandringer i livet er det naturligt at reagere følelsesmæssigt på dem. Den følelsesmæssige reaktion er resultatet af at vores indbyggede nervesystem, som vi har nedarvet fra den evolutionære udvikling, fungerer. Når vi er under pres og skal klare mere end vi plejer, og har erfaring med at vi tidligere har klaret, reagerer hjernen med at skrue op for vores nervesystem. Det der kaldes den sympatiske del af vores nervesystem (sympatisk fordi det er designet til at hjælpe os til at klare og overkomme mere end det rutinemæssige) aktiveres. Og når der kommer rigtigt godt gang i det oplever vi kraftige følelser og vi kan også nogle gange mærke det fysisk i kroppen f.eks. ved at vi sveder, ryster, har uro i krop og muskler, oplever svimmelhed, får ”svært” ved at trække vejret, får ”ude af kroppen-” eller ”inde i en boble-” oplevelser mv.

Det er alt sammen forventeligt, forståeligt og den følelsesmæssige påvirkning er altså fra evolutionens side designet for at hjælpe os til at påvirke vores tænkning til at handle om vores oplevede problemer og vanskeligheder så vi kan ændre adfærd/handlinger (det er hjernens overordnede opgave at sørge for at hele den menneskelige organisme overlever).

Men hvis vores oplevede problemer eller vanskeligheder virker for overvældende og uden for vores kontrol, kan vi som mennesker reagere på en måde vi kan kalde en følelsesmæssig krisetilstand. Det sker når vi ikke forholdsvist hurtigt kan tænke os frem til en måde/forestille os en måde som vi kan overkomme vores problemer eller vanskeligheder på. Eller når vi ikke kan komme i gang med at handle på en måde som bringer os ud af vores problemer eller vanskeligheder. Så bliver hjernen ved med at tro at vi er i en form for potentiel (eller reel!) ”livsfare” og den sympatiske del af nervesystemet forbliver kraftigt aktiveret, eller skrues endnu mere op.

Hvis vi havde kunne ”overskue” problemerne/vanskelighederne og var kommet i gang med at træffe beslutninger og handle på en måde der gjorde dem mindre ville hjernen have reageret med at skrue op for den del af det automatiske (det autonome) nervesystem, der beroliger os igen, tillader os at hvile os og slappe af, sætter de vedligeholdende funktioner som bakterie og virusbekæmpelse og fordøjelse og cellereparationer i gang mv.

Hvis et menneske således befinder sig i en situation, hvor det ikke gennem sin tænkning, ud fra erfaringer og gennem handling og adfærd kan – eller kan forestille sig det kan – ændre sin situation, problemer og vanskeligheder kan det komme i følelsesmæssig krise.

Og hvad så hvis det sker for et familiemedlem, en ven eller en bekendt? Hvordan kan man så hjælpe. Ja, først skal man jo opdage eller lægge mærke til at vedkommende er i krise. Men hvordan kan man se det?

Jo, de mest almindelige tegn kan være at personen ikke får plejet og passet sig selv mere. Større ændringer i søvnmønster og rytme ses også – måske sover personen meget mere eller meget mindre/meget dårligere. Der kan også være betydelige ændringer i vægt – vægttab eller vægtøgning. Personen præsterer måske betydeligt dårligere i skolen eller på arbejdet. Der kan være betydelige humørændringer – f.eks. irritation, vrede, angst/nervøsitet eller tristhed. Og et typisk tegn kan også være at personen trækker sig fra rutinemæssige- og sociale aktiviteter.

Ændringerne kan ske hurtigt og være meget tydelige. Men de kan også ske langsommere, gradvist og være mindre tydelige. Hvis du oplever at dit familiemedlem, din ven eller bekendte ikke synes at være helt sig selv prøv da at tænke tilbage – de sidste par uger/de sidste par måneder – hvad er der sket i den periode?

Det anbefales at man ikke venter med at udtrykke sin bekymring. Kan man hjælpe til at undgå at den følelsesmæssige krise bliver til følelsesmæssig ”nødsituation” er det jo rigtigt godt. Og hvis man som familiemedlem, ven eller bekendt har en fornemmelse af at der er noget galt er der jo nok en vis sandsynlighed for at det rent faktisk er tilfældet.

Og denne måde at vise interesse på, ved at spørge vedkommende, er faktisk første trin i hjælpen. Ved at lytte, støtte og vise interesse – på en ikke-dømmende og ikke-vurderende måde. En sætning der inviterer til dette kan være: ”Lad os tale sammen. Du har ikke været dig selv på det sidste. Er der noget i vejen?” Her gælder det om at være rolig og lytte mere end tale. Og når man som taler om sine bekymringer for personen skal man holde sig til fakta og undgå at kritisere. Vær opmærksom på om vedkommende har selvmordstanker, selvmordsadfærd. Er der ideér til hvordan det kunne foregå og er personen ved at forberede/udføre en plan? Er personen til fare for sig selv eller andre. I så fald er der tale om en nødsituation og personen bør selv eller med hjælp kontakte læge eller (psykiatrisk) skadestue.

Men oftest står det heldigvis ikke helt så alvorligt til og når man tager dette første skridt ved at lytte, vise interesse og være ikke-dømmende og ikke-vurderende kan det mange gange hjælpe personen tilstrækkeligt til at komme videre med at håndtere sin følelsesmæssige krisetilstand. Men det kan også være relevant at anbefale sit familemedlem, sin ven eller sin bekendte at søge professionel hjælp – hos sin læge eller en psykolog der er uddannet i at forstå og behandle komplicerede følelsesmæssige- og adfærdsmæssige problemer. Især hvis man som pårørende vurderer at der er tale om en krisetilstand, hvor personen ikke umiddelbart selv, eller med hjælp fra sine nærmeste, kan komme videre.

Autoriserede kognitive adfærdspsykologer arbejder videnskabeligt med metoder der er baseret på teori og forskning. Og de gør mere end at tale og lytte. De kan lære dit familiemedlem, din ven eller bekendte ny måder at håndtere problemer på. Nye måder at formulere nye mål og arbejde sig videre mod nye mål på. Måske kan man tænke: ”Hvordan kan psykologen hjælpe hvis mit familiemedlem, min ven eller bekendte slet ikke virker motiveret?” Også her har den kognitive adfærdspsykolog metoder og redskaber i “værktøjskassen”. Bl.a. særlige spørgeteknikker, der afklarer hvor klienten er, hjælper klienten til at erkende og acceptere dette, hjælper klienten til at identificere tidligere mål og ønsker eller formulere nye mål, eller påbegynde små adfærdseksperimenter der afprøver negative antagelser der udgør en barrierer for at nærme sig disse. Når det langsomt, i samarbejdet med den kognitive adfærdspsykolog, lykkes klienten at komme små skridt videre giver det nye erfaringer, der igen giver ændrede antagelser om hvad som kan lade sig gøre og oplevelsen af at komme videre og få det bedre. En god cirkel etableres og holdes i gang.

Så hovedbuskabet er vel egentligt: Hvis du er bekymret for et familiemedlem, en ven eller en bekendt – udsæt ikke at gøre noget. Netop du kan, ligesom andre som forsøger, gøre en forskel!