Home » Stress » Kender du dine stresssymptomer?

Kender du dine stresssymptomer?

De fleste ved at det er almindeligt at mærke enkelte eller flere såkaldte stresssymptomer under ellerud af stress efter akut eller længerevarende belastning. Men kender du dine egne typiske stresssymptomer? Og i hvilken rækkefølge de plejer at komme?

Hvis du kender dig selv godt har du sikkert erfaring med hvad du plejer at mærke når du har haft lidt for meget at se til over en periode eller har oplevet noget der for alvor har påvirket dig.

Nogle mærker først svimmelhed, andre at det prikker i fingrene eller at de får uro i benene. Mange lærer deres stresssymptomer at kende med tiden og bliver derfor mindre angste og bekymrede hvis stresssymptomerne kommer igen.

Hvis du har oplevet stresssymptomer, som det er min påstand at de fleste mennesker har en eller flere gange i deres liv – og du er interesseret i at blive endnu bedre til at kende og genkende dine egne – ja, så kan du med fordel læse videre og starte med at lære dine egne stresssymptomer bedre at kende.

Når vi oplever belastning i tilstrækkelig grad mærker vi stresssymptomer. Nogle symptomer kommer hurtigt mens andre først opstår efter længere tids belastning. Nogle mennesker oplever flere symptomer, mens andre kun oplever enkelte. Det er meget individuelt og derfor er det en klar fordel at kende til egne stresssymptomer. Hvis man f.eks. ved at man plejer at opleve trykken i brystet når man er presset, og i øvrigt også ved at man er sund og rask (og har fået helbredstjek ved egen læge), ja så ved man også at det ikke er nødvendigt at ringe efter en ambulance hvis man igen i en presset situation skulle opleve trykken i brystet.

I arbejdet med at lære sine stresssymptomer bedre at kende kan det være en hjælp at kende til de almindelige eksempler på symptomer. De er listet her nedenfor:

Fysiske stresssymptomer: Hovedpine, hjertebanken, rysten på hænder, svimmelhed, trykken i brystet, mavesmerter, hyppig vandladning, diarre, smerter, nedsat potens og sexlyst, hyppige infektioner, forværring af kronisk sygdom.

Psykiske symptomer: Ulyst, træthed, indre uro, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed, irritabilitet, lav selvfølelse, angst, nedsat humoristisk sans, følelse af udmattelse, depression.

Adfærdsmæssige stresssymptomer: Søvnløshed, hyperventilation, mister overblik, indesluttethed, vrede, aggressivitet, nedsat præstationsevne, ubeslutsomhed, øget brug af stimulanser, trøstespisning, ændrede kostvaner, sygefravær

(Netterstrøm, 2014: 25)

Hvis du oplever stresssymptomer som ikke aftager eller som ofte kommer igen anbefaler jeg at du konsulterer din læge. Hvis lægen efter sin undersøgelse kan konkludere at der ikke er nogle fysiske tegn på sygdom og yderligere undersøgelser ikke er nødvendige, oplever du sandsynligvis stress/belastning. Hvis det er tilfældet har du nu mulighed for at starte dit arbejde med at regulere i de ydre stressorer (presset udefra – f.eks. fra mængden af ansvar på arbejdet og/eller antallet af arbejdsopgaver) og de indre stressorer (hvordan du i tanker og adfærd håndterer dine reaktioner, din tilstand og din situation).

Når arbejdet lykkes vil du opdage at dine symptomer aftager. Og så har du lært dine egne stresssymptomer bedre at ende – og endnu vigtigere; hvordan du kan holde dig ude af stress fremover.

Læs også: Ti gode råd til at reducere dit stressniveau

Hvis du ikke lykkes med at komme ud af stressen og dine symptomer ikke aftager anbefaler jeg at du opsøger din læge igen og taler med ham om hvad du kan gøre for at få det bedre.

Som jeg har beskrevet i artiklen om kognitiv adfærdsterapeutisk behandling ved arbejdsrelateret stress, er stress ikke en sygdom men en naturlig reaktion på belastning. Men lange perioder med stress kan øge vores risiko for at udvikle forskellige sygdomme.

Som kognitiv adfærdspsykolog har jeg mange klienter i kortere forløb der tilegner sig og træner værktøjer som de efterfølgende kan fortsætte med at bruge til at holde sig ude af stress – og håndtere stressen hvis de oplever belastninger senere.

Litteratur

Netterstrøm, B. (2014) Stress og arbejde – Nyeste viden om årsager, konsekvenser, forebyggelse og behandling. Hans Reitzles Forlag. 1. udgave, 1. oplag.


1 kommentar

  1. […] Kender du dine stresssymptomer? […]

Comments are closed.

Psykolog Nikolaj Hyll

29 82 91 74
Sct. Georgs Vej 17a
3060 Espergærde

Klinikkens adresse er Sct. Georgs Vej 17A, 3060 Espergærde, 29829174