Fra naturens side er vi som mennesker designet til at frygte det der gennem menneskets udviklingshistorie har udgjort en trussel for vores overlevelse – som enkeltindivid og som art. Hvis vi tænker på at vores hjerne mere eller mindre er færdigdesignet for ca. 50.000 år siden, hvor mennesker levede i mindre flokke på 10-15 individer, f.eks. på savannen, så kan vi nemmere forestille os hvad det dengang var hensigtsmæssigt vi frygtede.

Dengang var det hensigtsmæssigt at frygte alle dyr af en vis størrelse – dyr der kunne skade eller dræbe mennesker. F.eks. løver eller hyæner. Men også mindre dyr som kunne være giftige at spise, som kunne have et giftigt bid, eller som kunne smitte os med farlige bakterier der kunne gøre os syge. F.eks. slanger, insekter og gnavere. Dengang havde mennesket ikke mange muligheder for at overleve et større eller dybt sår – og selv infektion i et mindre sår kunne være livsfarligt.

Også andre ting, der var farlige er det derfor evolutionært set hensigtsmæssigt at vi er forudindstillet til at være bange for; (dybt)vand, højder, skarpe objekter, spidse objekter, store objekter (som kan falde ned over/mase et menneske), indelukkede steder (hvor der er fuldstændigt mørkt eller hvor man ikke kan slippe ud), objekter som bevæger sig hurtigt (f.eks. rovfugle eller vilde dyr), ild (som en skovbrand), store flokke af ukendte mennesker (en fjendtlig flok på savannen som kunne eliminere ens egen flok) osv.

Fra naturens side er det altså logisk at vi som mennesker er indstillet til at frygte bestemte objekter og situationer. Men i løbet af vores opvækst med vores omsorgspersoner, og ved at blive præget af den kultur og det samfund vi vokser op i, lærer vi ikke at frygte de fleste af de ”farlige” objekter, andre mennesker eller situationer. Det lærer vi fordi de nu, i modsætning til for 50.000 år siden, i hvert fald i vores del af verden oftest ikke længere er så farlige. Alligevel vil vi alle kunne opleve objekter, andre mennesker eller situationer som på et tidspunkt registreres af vores hjerne som værende farlige eller meget følelsesmæssigt ubehagelige. Derfor kan vi alle have en større eller mindre frygt for nogen/noget eller bestemte situationer.

Og hvis eller når en sådan frygt bliver meget stærk i forhold til den reelle risiko, ja så er vi ved at nærme os at kunne at tale om en fobi.

Fobi kan defineres som:

En ekstrem eller irrationel frygt for et objekt eller en situation der fører til betydelige begrænsninger i det daglige levede liv og livsstilsændringer for at ”håndtere” den.

Mennesker der har en fobi vil gøre meget for at undgå det de frygter. For andre kan det, den fobiske klient frygter, forekomme harmløst. F.eks. natsværmere. Men for den fobiske klient kan blot tanken om at komme i kontakt med det frygtede forårsage panik.

Den gode nyhed er at alle fobier kan behandles. Og flere og flere søger da også behandling. Klienterne søger typisk hjælp når fobien for alvor kommer i vejen i dagligdagen og forhindrer at de kan leve det liv de gerne vil. F.eks. kan en fobi for rotter gøre at man ikke længere kan komme på arbejde, fordi indgangen til arbejdspladsen ligger i en gård, hvor der står affaldscontainere som af og til tiltrækker rotter.

Nogle søger også behandling, når deres fobi gør at de ikke kan benytte offentlige transportmidler (læs mere om angst for offentlige transportmidler her). Nogle bliver så hæmmet af deres fobi at de kun kan opholde sig i deres hjem og de kan have meget svært ved blot at komme ud med skraldet eller tømme postkassen. En ubehandlet fobi kan, hvis undgåelsesadfærden udvikler sig føre til mere generaliseret angst.

Man kan have mange forskellige fobier. I princippet er der ikke nogen grænser for hvad man kan udvikle en fobi for. Ofte har klienterne meget specifikke fobier for f.eks. edderkopper, højder eller at gå til tandlægen.  Eller mere generelle f.eks. fobi for åbne pladser/steder (agorafobi) eller fobi for social interaktion med andre (socialfobi/socialangst). Man kan faktisk også have fobi for at udvikle en fobi.

De mest almindelige fobier er: socialfobi (socialangst), agorafobi (angst for offentlige pladser/steder), emetofobi (angst for at kaste op), erythrofobi (angst for at rødme), fobi for at køre bil, hypokondri (helbredsangst), aerofobi (angst for at flyve), arachnofobi (angst for edderkopper), zoofobi (angst for dyr) og klaustrofobi (angst for indelukkede steder).

Specifikke fobier kan være nemmere at leve med uden behandling, mens de mere generelle som socialfobi og agorafobi ofte vil blive aktiveret og derfor kan have en mere indgribende virkning på ens daglige levede liv. Det er meget svært helt at undgå andre mennesker og åbne/offentlige pladser og steder med mange mennesker.

Socialfobi kan starte som generthed der bliver værre. Ved agorafobi er der ofte panikangstanfald og steder som frygtes at kunne udløse et angstanfald, eller som tidligere har udløst et anfald, undgås.

Det menes at fobier ofte opstår i alderen 4 – 8 år, mens socialfobi og agorafobi typisk starter i teenageårene eller i tyverne.

Man anbefaler af samme årsag forældre at de præsenterer deres børn for det de er bange for. På en forstående, nænsom og kærlig måde, for at børnene får en mulighed for at lære det de er bange for bedre at kende.

I kognitiv adfærdsterapi, som er videnskabeligt bevist virkningsfuldt og anbefales som behandling af fobier, arbejder klienten med at udsætte sig for det man er mest bange for/frygter mest. Men det foregår i samarbejde med psykologen og inden eksponeringen planlægges og udføres, i mindre og overkommelige ”doser”, skal klienten forstå rationalet bag og være motiveret for eksponeringen. Og før eksponeringen laver klienten og psykologen sammen en grundig udredning af fobien. Herunder samles der information om hvornår den er opstået, eventuelle øvrige psykiske problemer eller vanskeligheder og graden og omfanget af fobien. Efter udredningen formuleres konkrete mål for behandlingsforløbet.

For at gøre eksponeringen mindre overvældende designes passende på hinanden følgende adfærdseksperimenter. Men før det skaber og træner klienten alternative støttende hjælpetanker og katastrofetanker/-forestillingsbilleder identificeres og analyseres rationelt, hvor der findes beviser for og imod deres ”rigtighed”. Det adfærdsterapeutiske arbejde kombineres på denne måde med det kognitive og målet er, at klienten kommer tættere på det han frygter og i længere tid ad gangen – med mindre og mindre angst/ubehag.

Hvis man vil vide mere om fobier og videnskabeligt underbygget og effektiv kognitiv adfærdsterapetisk behandling kan man henvende sig til en autoriseret kognitiv adfærdspsykolog.  Man er også meget velkommen til at henvende sig til Psykolog Nikolaj Hyll.

For mange børn og forældre er mandag d. 11. august første skoledag. Men hvad kan man som forælder gøre for at hjælpe sit barn til den bedste skolestart med mindst muligt stress og angst? Det handler dette indlæg om.

Det er selvfølgelig en fordel hvis dit barn allerede inden skolestart kan sidde ned, være stille, vente og lytte– i hvert fald i lidt tid ad gangen. Netop dette kan være en stor udfordring – især for nogle drenge.

Det er almindeligt at barnet bliver nervøst op til og ved skolestart. Tankerne og forestillingerne om at ”starte i skole” kan være spændende og motiverende, men også skræmmende. Det kan hjælpe barnet at du fortæller hvad du ved om hvad der skal ske på skolen den første dag og uge.

Fra skolen har du som forælder sikkert modtaget information om hvad der skal ske og hvordan dit barn skal være forberedt. Læs gerne det hele op for dit barn, men forvent ikke at det kan huske det hele og selv klare forberedelserne. Det skal du som forælder selvfølgelig sørge for.

Jo mere forberedt barnet er på hvad der skal ske, jo mindre stresset og angst vil det forventeligt blive når det erfarer at det som sker ligner det som det har forestillet sig i tanker og forestillingsbilleder ud fra dine beskrivelser og forklaringer.

Og når I er kommet til skolen – og du er gået igen og barnet skal være i skolen alene – så husk på, at lige meget hvad som end sker, så har lærerne oplevet noget lignende før. Det er almindeligt for lærerne og skolen at børn kan være nervøse eller ængstelige de første dage og uger. I programmet er der ofte indsat genkendelige elementer – f.eks. at en af pædagogerne fra SFO´en, hvor de fleste allerede er startet og har nået at føle sig mere eller mindre tilrette, kommer eller følger børnene noget af tiden.

I de første uger af skoletiden er det vigtigt at man som forælder fortsætter med at tale med sit barn om hvordan det går i skolen, hvad barnet oplever i skolen og hvordan det har det. Læg mærke til tegn på at det ikke går godt og at barnet ikke trives.

Information fra eksperter som kan findes rundt omkring på nettet beskriver, at det er normalt at barnet efter nogle dage f.eks. siger: ”Nu har jeg været i skole og jeg vil ikke tilbage!” eller ”Jeg vil aldrig i skole mere!” Eksperterne siger, at sådanne reaktioner er naturlige, når den første begejstring og det spændende ved det nye er overstået og børnene stadig er nervøse.

Når du taler med dit barn om skolen kan det anbefales at stille simple spørgsmål og spørge specifikt, f.eks. ”hvem har du leget med?”, ”hvem spiste du frokost med?”, ”er der nogle der er frække og laver ballade?” osv. Det er nemmere for en femårig at svare på end mere generelle og abstrakte spørgsmål som ”er du glad for at gå i skole?”

Tal med en af lærerne hvis du oplever at skolestarten ikke går som den skal for dit barn. F.eks. kan man fortælle læreren det som barnet har fortalt en. Hvis barnet f.eks. fortæller at det ikke har nogen venner og ingen at lege med eller være sammen med vil læreren vide eller hurtigt kunne finde ud af om det er rigtigt.

(Billedet i starten af indlægget er en tegning en femårig pige har lavet. Den viser mor, far og datter til skolestart i skolegården, hvor flaget er hejst i dagens anledning).

Og så lige et eksempel på hvad femårige Andrea fra Oehlenschlægersgades Skole i København sagde om at starte i skole:

”I begyndelsen var det lidt svært, for jeg kendte ikke nogen. Da jeg havde gået der lidt tid, kendte jeg en lille smule, og så begyndte det at blive sjovt” (kilde: www.folkeskolen.dk).

God skolestart til alle.

Vores trussels-angstsystem er altid lidt aktiveret. Det skyldes vores evolutionære arv. Vores hjerne er stort set færdigdesignet for 50.000 år siden. Dengang var det ikke vigtigt at føle sig afslappet det meste af tiden, have det godt med sig selv og have en klar fornemmelse af at alt nok skulle gå godt. Vigtigt for vores overlevelse som art var det derimod, at vi altid var lidt nervøse, konstant overvågede og scannede vores egen krop og omgivelserne for farer og trusler og gjorde os mange bekymringer om mulige aktuelle og fremtidige farer og trusler.

Læg mærke til om ikke også din hjerne er tilbøjelig til at rette dine sanser og dine tanker (opmærksomheden) mod mulige aktuelle og fremtidige farer og trusler? For lidt farligt (og dermed svært!) er det for os mennesker at slappe af, føle os rolige, sikre og overbevidst om at alt nok skal gå os og vores nærmeste godt fremover. Jo mere aktiveret du er i trussels- angstsystemet (f.eks. ved stress, angst, depression eller oplevet pres), jo mere tilbøjelig vil du være til at have opmærksomheden rettet mod mulige farer og trusler og tolke indkomne informationer som reelle farer eller trusler.

Men heldigvis er vores hjerne også sådan indrettet at vi kan have indflydelse på og kan bestemme hvordan den skal forarbejde information (indre og ydre stimuli). Vi kan antage metaperspektiv og have overordnede tanker om at vi har tanker, følelser, bestemte adfærdsmønstre og oplever bestemte signaler fra kroppen. Og det kan vi have uden nødvendigvis at være eller i, eller tolke, tanker, følelser og kropslige sansninger/symptomer som facts – men istedet som det de er:  tanker, følelser, adfærdsmønstre og kropslige sansninger/symptomer. Og når vi træner denne metakognition kan vi også bedre styre vores opmærksom og afbryde uhensigtmæssige “sløjfer” af automatiske negative tanker/katastrofetanker som fører til forstærkede negative føleser og sikkerheds- og undgåelsesadfærd.

Jo bedre vi bliver til denne disciplin, jo mere fleksibel bliver vores evne til indirekte at opleve kontrol over følelser, tanker og det vi mærker i vores krop. I kognitiv adfærdsterapi optrænes denne fleksibilitet og teknikker og metoder fra metakognitiv terapi styrker evnen til at styre opmærksomheden fuldt bevidst og afbryde uhensigtsmæssige ”sløjfer” af negative automatiske tanker, følelser, adfærdsmønstre og kropslige sansninger som, hvis de bliver ved længe nok, kan give os mere ”grundlæggende” negativer oplevelser af os selv , vores evner og fremtidige muligheder.

Prøv engang at kigge igen på billedet ovenfor, som du måske bemærkede da du læste dig vej gennem teksten. Hvad ser du? En sort/hvid sten med et spændende mønster? Forestil dig så at du er på savannen for 50.000 år siden. Lidt væk fra din flok og tæt på vandhullet. Det er skumring og nær bredden ser du samme konturer som stenen har. Hvad mon din hjerne registrerer? En ufarlig sort/hvid sten med spændende mønster – eller konturerne af hovedet på en stor livsfarlig krokodille, der langsomt svømmer mod sit bytte – dig!

I en undersøgelse fra 2012 har forskere undersøgt sammenhængen mellem intelligenskvotient og lykkefølelse. De fandt, at de med lavere intelligenskvotient (70-99) oplevede mindre lykkefølelse sammenlignet med de med den højeste intelligenskvotient (120-129).

Forskerne fandt også at faktorerne daglige aktiviteter, indkomst, helbred og neurotiske symptomer havde stor medierende indflydelse på sammenhængen mellem IQ og lykkefølelse. Faktisk kan disse faktorer reducere sammenhængen med op til 50 %.

Resultaterne af undersøgelsen, der brugte data fra 6870 forsøgspersoner i et datasæt fra 2007 Adult Psychiatric Morbidity Survey i England, indikerer, at de rette indsatser kan løfte den oplevede lykkefølelse hos de med IQ under middel. Det kan blandt andet ske ved at sikre uddannelse, job, tilbyde screening for psykiske lidelser og vanskeligheder samt effektiv og relevant behandling.

Psykolog Nikolaj Hyll

Litteratur

A. Ali, G. Ambler, A. Strydom, D. Rai, C. Cooper, S. McManus, S. Weich, H. Meltzer, S. Dein and A. Hassiotis (2013). The relationship between happiness and intelligent quotient: the contribution of socio-economic and clinical factors. I: Psychological Medicine, 43, pp 1303-1312.

Socialfobi er ifølge ICD 10 – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet i Danmark og Europa – angst i samvær med andre mennesker. Under interaktion eller ved tilstedeværelse. Situationerne giver klienter med socialfobi nervøsitet eller angst for andres opmærksomhed på dem. Og de har tanker om at andre vurderer eller vil vurdere dem kritisk og negativt. Der er nervøsitet og angst for at opføre sig pinligt, anderledes eller forkert. Den oplevede og frygtede angst for sociale situationer fører ofte til undgåelse.

ICD- 10 stiller i sine kriterier som krav, at der er mindst to fysiske angstsymptomer, hvor ét skal være autonomt (fra det autonome nervesystem). De fysiske symptomer kan være hjertebanken, sveden eller rysten samt enten rødmen, frygt for at kaste op eller frygt for vandladnings- eller afføringstrang (Arendt & Rosenberg, 2012, WHO, 1994).

I det amerikanske diagnosesystem DSM – IV defineres lidelsen ikke ud fra bestemte fysiske symptomer, men i stedet ud fra den psykologiske oplevelse med hovedfokus på frygten for andres negative vurdering (APA, 1994).

Forekomst

Socialangst forekommer ved en række psykiske lidelser. Herunder andre angsttilstande, affektive lidelser, udviklingsforstyrrelser, paranoid personlighedsstruktur, skizotypisk sindslidelse, skizofreni og akut psykose (Stein & Stein, 2008 I: Arendt & Rosenberg, 2012, 195). Socialfobi og socialangst høres og ses beskrevet i flæng. Men her skelnes mellem socialangst og socialfobi, der er den specifikke diagnose i ICD – 10 som beskrives her.

Socialfobi er en almindelig lidelse. I løbet af livet vil ca. 13 % af befolkningen kunne opleve socialfobi. I vestlige lande er det almindeligt at socialangst ses i et kontinuum fra let socialfobi til svær og helt invaliderende form. Der er almindeligt at lidelsen starter i barndom/ungdom, hvor 75 % har lidelsen når de er 15 år. Lidelsen er mere udbredt hos kvinder end mænd og bliver oftest kronisk hvis den ikke behandles.

Når klienterne møder til behandling ved kognitiv adfærdspsykolog har de oftest haft lidelsen i mange år. Måske fordi lidelsen er så almindelig at den overses eller fordi omgivelserne accepterer den som et personlighedstræk ved klienten (Arendt & Rosenberg, 2012).

Behandling
Kognitiv adfærdsterapi ved socialfobi er et empatisk og ligeværdigt samarbejde mellem klienten og psykologen. Forløbet er aktivt og struktureret og der arbejdes målrettet og effektivt med klientens oplevede vanskeligheder. Det er målet at klienten opnår forståelse for sine vanskeligheder. Herunder indsigt i tidligere oplevelser og erfaringers betydning for sårbarheden, udløsende faktorer og faktorer som vedligeholder socialfobien.

Et terapeutisk forløb ved behandling af socialfobi indeholder typisk:

-Udredning (i samtale såvel som med spørgeskematests)

-Psykoedukation (undervisning om lidelsen og den kognitive model)

-Problemliste og sagsformulering (oversigt over sammenhæng mellem tidligere erfaringer og oplevelser, udløsende og vedligeholdende faktorer – herunder tanke – og adfærdsmønstre)

-Forandring af selvfokus (undervisning og træning i skift i opmærksomhed fra selvfokus til ydre fokus)

-Eksponering, responshindring og færdighedstræning (klienten udsætter sig selv for sociale situationer hvor teknikker til styring af opmærksomhed og selvberoligelse trænes ligesom sikkerheds- og undgåelsesadfærd reduceres og elimineres. Klienten øver sig i samtaleemner, samtalens anatomi og hvordan denne kan afsluttes).

– Adfærdseksperimenter (hypoteser om andres negative vurdering og handlinger ift. klienten afprøves). Klienten erfarer at hendes/hans forestillinger er overdrevne og forvrængede som følge af aktiveringen af trussels- angstsystemet pga. opmærksomhedens fokus og tidligere angstoplevelser/negative erfaringer i sociale situationer.

-Arbejde med omstrukturering af negative forestillingsbilleder.

-Indsigt i, og ændringer af, dysfunktionelle leveregler og basale antagelser

-Eventuelt booster/opfølgningssamtaler

Ved socialfobi er det typiske forløb 8 – 12 sessioner, men det kan variere ift. øvrige psykiske lidelser og vanskeligheder samt sværhedsgraden af klientens socialfobi og hvor mange år klienten har haft lidelsen.

Psykolog Nikolaj Hyll

Litteratur

American Psychiatric Association (1994) Diagnostic and statistical manual of mental disorders, fourth edition (DSM-IV). Washington, DC: American Psychiatric Assoication.

WHO ICD-10 (1994). Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgård.

Arendt, M. & Rosenberg, N. K. (2012) Kognitiv terapi – nyeste udvikling. København: Hans Reitzels Forlag.