Ledighed og selvmord

En international undersøgelse udført af forskere på Zurich Universitet, og udgivet i det anerkendtejobcenter tidsskrift The Lancet, har set på sammenhæng mellem arbejdsløshed og selvmord på tværs af 63 lande.

Forskerne trak data fra selvmordsstatistikker for perioden 2000-2011 fordelt på alder og køn fra WHO´s database. De undersøgte antal selvmord pr. 100.000 i fire forskellige alders-/kønskategorier: 15-24 år, 25-44 år. 45-64 år og 65 år og ældre. Forskerne uddrog også økonomiske indikatorer fra ”International Monetary Fund”; ledighedsstatistikker, BNP (bruttonationalprodukt), vækstrater og inflation. De valgte 63 lande fra de fire verdensdele; Nord og Sydamerika, Nord – Vesteuropa samt ikke-Amerika og ikke-Europa. Og så har de kørt en masse statistik.

Undersøgelsen viser at 1 ud af 5, af et skønnet antal selvmord på 230.000 årligt i perioden 2000 – 2011, kunne relateres til arbejdsløshed. Det skønnes, at arbejdsløshed kunne relateres til ni gange så mange selvmord årligt som den økonomiske recession i 2008.

Undersøgelsen fandt også at der er tidsforsinkelse fra ledigheden stiger til øget antal selvmord. Det tolkes i undersøgelsen, at nedskæringer og og omstruktureringer kan øge usikkerheden og medføre mere stress.

Undersøgelsen beviser ikke at arbejdsløshed forårsager selvmord. Men den viser at der er tydelig sammenhæng. Ledighed kan ifølge undersøgelsen øge risikoen for depression, økonomiske problemer og dårligere mulighed for at få professionel hjælp til psykiske vanskeligheder.

Undersøgelsen viser også, at der er stærkere sammenhæng mellem selvmordsrisiko og stigning i ledighed i lande hvor ledighed er mindre almindeligt. Det kan måske forklares med en oplevelse af at blive stigmatiseret som ledig. Og oplevelsen af at blive ”stemplet” ved at være uden for arbejdsmarkedet bliver ikke ligefrem mindre når medierne kører historier om ”dovne Robert” osv.

Som praktiserende psykolog arbejder jeg ofte med mennesker der har mistet deres arbejde og jeg har over en årrække kun i meget få tilfælde mødt mennesker som var på offentlig forsørgelse og ikke ønskede nogen form for tilknytning til arbejdsmarkedet og et ”almindeligt arbejdsliv” og ”arbejdsidentitet” med tilhørende netværk og relationer. I de få tilfælde har der været tale om meget faste overbevisninger om at man ikke på nogen måde ville (eller troede man kunne eller ville kunne komme til at kunne!) indordne og tilpasse sig arbejdsmarkedets krav og vilkår. F.eks. hvis man har ønsket og valgt at leve af kriminalitet. Alle andre jeg har arbejdet sammen med har i høj grad ønsket at kunne bidrage og opleve sig selv som fungerende og deltagende ved at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Men det har bare ikke kunnet ladet sig gøre fordi de har lidt af fysisk eller psykisk sygdom eller simpelt hen ikke har kunnet få et arbejde.

Forskerne der står bag undersøgelsen anbefaler, at professionelle, der i deres arbejde kommer i kontakt med ledige, trænes i at se advarselssignaler på selvmordsrisiko. De mener at der er alvorlig grund til at forbedre indsatsen for at forebygge selvmord. Såvel i økonomisk stærke lande som mere fattige. Og i lige så høj grad i stabile og økonomisk gode år, fordi netop overgangen fra en økonomisk sikker til en økonomisk usikker periode kan betyde forøget jobusikkerhed og stress.

Hvis væksten efterhånden er på vej igen, efter årene der har fulgt finanskrisens start i 2007, betyder det at vi forhåbentlig nærmer os mere stabile år hvad angår ledighed og jobusikkerhed på arbejdsmarkedet. Skal vi følge forskernes anbefaling er det derfor også nu der bør investeres i at forebygge selvmord.

Læs mere om selvmordsrisiko og kognitiv adfærdsterapeutisk intervention her.

Litteratur

Nordt C, Warnke I, Kawohl W.  (2015) Modelling suicide and unemployment: a longitudinal analysis covering 63 countries, 2000–11. I: The Lancet Psychiatry. Published online February 11 2015.

Den årlige stressundersøgelse i USA, 2014

APA (American Psychological Association) har i februar i år (2015) offentliggjort en stor stress
stressundersøgelse. Siden 2007 har APA lavet en årlig stressundersøgelse på tværs af staterne i USA. Målet med de årlige undersøgelser er at følge stressudviklingen i USA. Undersøgelsen måler holdninger til, og opfattelser af, stress i et repræsentativt udsnit af befolkningen. Undersøgelsen søger at identificere hovedårsager til stress, almindelige forsøg på at takle stress og hvordan stress påvirker den enkeltes liv. Undersøgelsens resultater peger på alvorlige fysiske og følelsesmæssige følger af stress og sammenhængen mellem sind og krop ved stress.

Hvordan står det til min din trivsel og dit stressniveau? – tag online tests med tilbagemelding fra Psykolog Nikolaj Hyll her

I rapportens del ”Stress Snapshots” (APA Stress In America 2014, s. 9-15) opsummeres hovedpointer fra undersøgelsen. Det er selvfølgelig en undersøgelse der er lavet i staterne i et land der er anderledes end Danmark på mange måder og områder. Men som Danmark har USA og dets indbyggere mærket følgerne (eftervirkningerne) af (efter) finanskrisen. Og hvis vi antager at der trods alt er visse ligheder, og at USA hurtigere end Danmark og Europa oplever væksten efter finanskrisen, kan undersøgelsen ses som et skøn over hvordan stressniveauet vil være og udvikle sig i Danmark i nærmeste fremtid.

Undersøgelsen finder at der er sket et fald i stressniveauet generelt i 2014. Men faldet er ikke jævnt fordelt i befolkningen. Kvinder, yngre personer og forældre bliver ved med at kæmpe med mere stress end den øvrige befolkning.

En andet resultat fra undersøgelsen er at amerikanerne fortsat oplever mere stress end hvad de tænker er sundt, de kæmper stadig med at nå deres helbreds- og livsmål og de fortsætter også med at forsøge at takle stressen på ineffektive måder.

42% svarer at de ikke gør nok for at takle deres stress. Og 20% svarer at de aldrig igangsætter en aktivitet for at takle eller reducere deres stress. Videre svarer 53% at deres stressniveau er det samme som sidste år. 19% svarer at det er steget og kun 18% svarer at deres stressniveau er faldet inden for det sidste år.

Undersøgelsen viser, at de vigtigste årsager til stress i USA er penge (64%), arbejde (60%), samfundsøkonomien (49%), familiært ansvar (47%) og bekymringer for eget helbred (46%).

Det er også interessant at undersøge hvilke teknikker og metoder folk bruger til at takle deres stress. Her viser undersøgelsen at 44% bruger musik, 43% motionerer/går ture, 40% ser fjernsyn mere end to timer om dagen og 38% surfer på nettet.

Undersøgelsen viser som sagt, at stressniveauet i befolkningen generelt er for nedadgående. I 2011 svarede 37% at stress havde stor eller meget stor indflydelse på deres mentale helbred. Det tal er i 2014 faldet til 25%. Men 75% svarer alligevel at de inden for den seneste måned har oplevet mindst ét stresssymptom.

Og hvilke symptomer viser undersøgelsen så, at folk har mærket som følge af stressen? 37% svarer at de har mærket irritation og vrede inden for den seneste måned som følge af stress. 35% svarer at de har følt sig nervøse eller angste, 34% at de har manglet motivation, 32% at de har følt sig udmattede, 32% at de har følt sig overvældet og 32% at de har følt sig deprimeret eller kede af det. 42% svarer at de har ligget vågne om natten pga. stress – mindst en gang inden for den seneste måned. 33 % svarer at de enten har spist for meget eller spist usundt pga. stress inden for den seneste måned.

I undersøgelsen ses det også, at stress lader til at påvirke parforholdet. Hele 41% af de voksne der er gift eller samboende, svarer at de har mistet tålmodigheden eller råbt af deres ægtefælle eller partner pga. stress inden for den seneste måned. Og 18% af de der har arbejde svarer at de har skældt ud på en medarbejder eller haft kort lunte over for en medarbejder inden for den seneste måned.

På hjemmefronten har stressen negativ betydning for mange. 26% svarer at den er kommet i vejen for ansvarsopgaverne og pligterne hjemme inden for den seneste måned.

Hvis undersøgelsen på nogen måde tegner et billede der ligner forholdene i Danmark (og det tænker jeg den gør) så er der en stor opgave for den enkelte og samfundet at løse ift. at reducere stressfaktorerne generelt og specifikt.

Der findes meget viden og erfaring på området og selvom den samfundsmæssige opgave måske ikke bliver løst inden for den nærmeste fremtid, så er der rigtigt meget den enkelte kan gøre for at takle stressen på en måde der giver størst muligt overskud til at takle og handle ift. de indre og ydre stressorer livet bringer i disse udfordrende år.

Du kan læse mere om stress (arbejdsrelateret) og kognitiv adfærdsterapeutisk intervention her.

Litteratur

APA Stress In America (2014) Stress In America – Paying With Our Health, APA (American Psychological Association, Februar 2015.

Hele undersøgelsesrapporten kan findes ved at gå ind på apa.org og skrive “stress in america” i søgefeltet på hjemmesiden.

Vedvarende og kroniske smerter

Uden smertens beskyttende mekanisme ville vi som mennesker ikke kunne overleve i hovedpine
vores omgivende miljø. Smerte fungerer nemlig som en advarsel der kan hjælpe os til at undgå skader, eller begænse skadens omfang hvis en sådan allerede er pådraget.

International Association for the Study of Pain definerer smerte som:

en ubehagelig sensorisk og følelsesmæssig oplevelse der er relateret til faktisk eller potential skade på/i organismen, eller beskrives ud fra en sådan skade.”

(Merskey & Bogduk, 1994:210).

Med denne definition står det klart at smerte er en subjektiv oplevelse og ikke alene en konsekvens af en ekstern stimulus.

Når vi forstår smerte på denne måde kan vi bedre forstå de symptomer som klienter med vedvarende og kroniske smerte oplever og beskriver når de er i kliniske behandlingsforløb. F.eks. hos en kognitiv adfærdspsykolog.

Smerte kan kategoriseres som akut- eller kronisk smerte. Akut smerte er kendetegnet ved kort varighed f.eks. ikke længere end 3-6 måneders varighed. Akut smerte ses ofte i forbindelse med vævsskader – når det skadede væv er helet forsvinder smerten.

Kronisk smerte fortsætter selvom f.eks. væv er helet. Kronisk smerte kan også følge af langvarig sygdom eller andre årsager end vævsskader.

Forskning og erfaring viser at smerteoplevelse er et komplekst samspil af mange faktorer; biologiske-, psykologiske- og følelsesmæssige- samt sociologiske. Det betyder at enhver negativ indflydelse fra en eller flere af disse nævnte faktorer kan resultere i at en smertetilstand kan blive forlænget, langvarig og kronisk. Og når det sker kan personen der oplever smerten opleve negative fysiologiske forandringer, mere følelsesmæssig belastning, påvirkning af relationer og økonomiske konsekvenser som reduktioner i indtægt, mistet arbejde samt reduktioner i, eller helt mistet, forsørgelsesgrundlag. Hvis smerterne ikke opleves tilstrækkeligt behandlet i det offentlige sundhedssystem, kan tilvalg af private behandlere og alternative behandlingsformer også udgøre et betydeligt yderligere økonomisk pres.

Forekomst og økonomiske konsekvenser

Amerikanske undersøgelser indikerer at op til 26% af amerikanerne over 20 år har smerteproblemer. Og at 42% af dem der oplever smerteproblemerne har dem mere end 1 år. Videre er det fundet at op til 46,5% procent af befolkningen lider af en eller anden form for smerteproblem og at oplevet smerte er hovedårsagen til henvendelse til og besøg hos lægen. Antallet af udskrevne smertestillende præparater er på et år optalt til 312 millioner i USA. Og på trods af det oplever mange fortsat smerteproblemer – også mange gange efter kirurgiske indgreb. Økonomiske analyser af udgifter til behandling af smerter er skønnet til at overgå de samlede udgifter til hjertesygdomme, kræft og HIV/AIDS tilsammen! Og ud over de direkte udgifter til behandling af smerter er der store indirekte udgifter i form af tabt arbejdsproduktivitet skønnet til 61milliioner dollars pr. år. I Europa vurderes forekomsten til at ligge mellem 12 og 30%, hvor Spanien, Irland og Storbritannien ligger lavest, mens Italien, Polen og Norge ligger højest (Norge med 30%). På verdensplan er forekomsten af kroniske smerter lavest i de asiatiske lande, f.eks. er forekomsten i Singapore kun ca. 9 %. I Storbritannien er produktionstab, fravær og behandling af nedre rygsmerter alene skønnet til at have kostet 10,7 millioner pund i 1998.

Undertyper af kroniske smerter

Smerte kan bredt underinddeles i to typer. Nociceptiv smerte og neuropatisk smerte. Nociceptiv smerte er den mest almindelige smerteform. Smerte af denne form stammer fra nerveenderne der kaldes nociceptorer. Nerveenderne stimuleres f.eks. ved vævsskade forårsaget af fysisk traume eller sygdom. Akut nociceptiv smerte opstår f.eks. efter operation, fysisk traume, smerte under graviditet og fødsel og i forbindelse med akut medicinsk sygdom. Mindre akut, mere kronisk nociceptiv smerte inkluderer hovedpine, smerter fra nedre del af ryggen og muskel-/skeletsmerter.

I modsætning til nociceptiv smerte forstås neuropatisk smerte som forårsaget af skade på det perifære eller centrale nervesystem som ændrer normalfunktionen af det nociceptive system. Neuropatisk smerte ses derfor almindeligvis som følge af amputation, skader på rygsøjlen eller andre neurologiske skader, f.eks. ved diabetes. Neuropatisk smerte er paradoksal idet den ofte opleves som kommende fra områder eller lemmer som personen ellers ikke har følelse i. Ved amputation kan neuropatiske smerter opleves som kommende fra et lem eller en kropsdel som er fjernet. Neuropatisk smerte opleves forskelligt fra nociceptiv smerte – oftest som brændende, elektrisk, stikkende eller snurrende.

Litteratur

Merskey & Bogduk (1994) Classification of chronic pain. 2nd edition, Seatle: IASP.

Richardson, E. J. & Richards, S (2012) Persistent and Chronic Pain. I: Kennedy, P., The Oxford Handbook of Rehabilitation Psychology. Oxford University Press, s. 298-319.

Hvordan kognitive adfærdspsykologer kan hjælpe sportsfolk

sportpsykologiKognitive adfærdspsykologer kan bidrage med deres viden, metoder og teknikker mange steder. F.eks. som supervisorer inden for andre faggrupper hvor man arbejder med mennesker og menneskelige relationer; lægefaget, tandlægefaget, pædagogfaget og lærerfaget. Men også som coach for mellemledere og ledere på højere niveauer i virksomheder og organisationer.

Flere og flere kognitive adfærdspsykologer arbejder også fuld- eller deltid inden for sportsverdenen – de arbejder for og med professionelle sportsfolk, amatører og trænere.

Men hvordan kan en kognitiv adfærdspsykolog arbejde for og med sportsfolk? Det handler dette indlæg om.

Sportsfolk henvender sig ofte til psykolog af samme årsager som andre klienter: Stress, depression, angst, krise, kompliceret sorgreaktion, lavt selvværd mv. Lidelserne kan have direkte forbindelse med sporten vedkommende udøver, men behøver ikke have det.

Men psykologen kan også hjælpe med sin viden, metoder og teknikker i relation til sportsudøvelsen.

Psykologen kan hjælpe ift. at øge præstationen. F.eks. ved at lære og træne klienten i visualisering, selv tale og afspændingsteknikker.

Psykologen kan også hjælpe klienten med at takle det store pres der ofte hviler på ham. Det kan være fra forældre, træner og egne forventninger.

Når sportsfolk kommer til skade kan en kognitiv adfærdspsykolog også bidrage. Efter en skade skal flere opgaver løses; vedvarende smerter, svære tanker og følelser, fastsættelse af nye realistisk mål og delmål, følge den planlagte fysiske genoptræning med disciplin samt acceptere og tilpasse sig til at være midlertidigt (eller permanent) ”ude af spillet”. Psykolog kan her, som en professionel samtalepartner med forskningsbaserede teknikker og metoder inden for såvel coaching som terapi, virkeligt gøre en forskel.

Sportsfolk har også brug for at træne meget og på den rigtige måde. For at træningen optimeres er det derfor nødvendigt at sporstudøveren hele tiden opretholder en overvejende positiv indstilling til såvel sin sportsgren som til træningen og egen ”sportsidentitet”. Mange indre og ydre stressorer kan komme i vejen for dette og påvirke sportsfolk så det bliver vanskeligt for dem at opretholde disciplinen og træning nok og rigtigt. Psykologen har mange metoder og teknikker som han her kan byde ind med; arbejde med tanker, følelser og adfærd og handlinger. Også arbejde med visuelle forestillingsbilleder og mindfulness har i forskning og praksis vist sin styrke og effektivitet.

Endelig bruges psykologer også i stigende grad som supervisorer til såvel professionelle- som amatør- og frivillige trænere. En kognitiv adfærdspsykolog ved meget om hvad der motiverer børn, unge og voksne – og han ved også meget om hvordan man som træner kan motivere børn, unge og voksne.

Nikolaj Hyll

cand.psych.aut.

Hjernerystelse

De fleste har oplevet en eller flere hjernerystelser i deres liv. Og de fleste har forhåbentlig ikkeconcussion oplevet alvorlige og mere varige men. Men de, der er så uheldige at de har, har haft såvel fysiske som psykiske vanskeligheder.

Fordi vi stort set alle sammen har oplevet en mild hjernerystelse er vi tilbøjelige til at tænke at det nok ikke er alvorligt, eller hurtigt vil gå over, når vi hører at nogle vi kender har fået en hjernerystelse.

En hjernerystelse er altid en potentielt alvorlig sag. Faktisk er enhver hjernerystelse en situation hvor hjernen er kommet til skade. Når der sker et slag til hovedskallen eller hovedet er rystet kraftigt har hjernen skvulpet fra side til side og/eller frem og tilbage. Og disse kraftige bevægelser kan rent faktisk ødelægge mere eller mindre væv i hjernen og dens strukturer og dermed forstyrre hjernens kognitive funktioner mere eller mindre.

De mest almindelige symptomer er hovedpine, svimmelhed, utilpashed, træthed og øget sansemæssig følsomhed – typisk for lys og støj. Hvis hjernerystelsen har været kraftigere kan disse symptomer følges af kvalme og opkastninger. Der kan også være kognitive vanskeligheder; forvirring, koncentrationsproblemer, langsommere tænkning/problemløsning og problemer med korttidshukommelsen. Psykisk kan personen selv og/eller omgivelserne registrere forøget irritabilitet og humørsvingninger – men også egentlige depressive symptomer.

Det kan være svært at finde ud af hvornår man bør lægeundersøges efter hjernerystelse, men hvis symptomerne er alvorlige og der har været kortere eller længere varende bevidsthedstab eller opkastninger anbefales det at blive lægeundersøgt. Og det kan være en god idé at udelukke komplikationer ved at søge læge også ved mildere hjernerystelse.

Heldigvis oplever de fleste der får hjernerystelse, at symptomerne aftager hurtigt. Oftest i løbet af en uge eller 10 dage. Ved mildere hjernerystelse måske allerede efter et par dage.

Men nogle oplever at symptomerne varer ved. Og så bør man være opmærksom og få det undersøgt af en læge, hvis man ikke allerede har gjort det. Og insistere på at blive grundigere undersøgt hvis man allerede har været til lægen.

I de fleste tilfælde er der dog ikke anden behandling for hjernerystelse end at hvile sig – fysisk og psykisk. Hjernen skal slappe af og have tid til at hele.

Hvis problemerne fortsætter man henvende sig til egen læge og konsultere en neuropsykolog, der er en autoriseret psykolog med ekspertviden inden for kognitive problemer og vanskeligheder og deres relation til hjernens strukturer og systemer.

At gå empatisk ind i følelserne

I parterapi vil klienterne opleve at den kognitive adfærdsterapeut underviser parterne i, og hjælperpar-i-konflikt-psykolog-nikolaj-hyll dem til, at gå empatisk ind i følelserne.

Især hvis parret oplever mange intense interaktioner med aggressive konsekvenser (ene eller begge parter) er det vigtigt for parret at træne, og lære at mestre, at gå empatisk ind i følelserne.

Ved at gå empatisk ind i hinandens følelser (og egne) og endvidere at træne, opnå og udbygge forenet objektivitet og genopbygge eller opbygge tolerance, hjælpes parterne til færre konflikter, bedre at forstå hinanden og til at få lettere ved at tolerere hinanden og hinandens reaktioner. Og når de bliver bedre til det kan de lettere finde overskud og rum til at samarbejde om de fælles mål for deres forhold som de sætter sig i terapien.

I arbejdet med at øve sig i at gå ind i følelserne analyseres specifikke situationer og det afdækkes hvilke automatiske tanker, følelser, kropslige fornemmelser og oplevelser hver af parterne oplever.

Det giver parterne mulighed for at øge forståelsen for egen og den andens oplevelser og reaktioner. Altså en mere abstrakt og ”objektiv” forståelse som kan hjælpe tolerancen for partnerens (og egne) mere eller mindre automatiske reaktioner og dermed hjælpe mere konstruktive og hensigtsmæssige reaktioner og adfærd på vej. Denne fælles abstrakte, intellektuelle forståelse kan betegnes forenet objektivet.

Med øget forståelse for selv og anden, og egne og den andens reaktioner, opbygges fundamentet for at parterne foreslår, afprøver og træner mere konstruktive og forstående reaktioner, handlinger og adfærd. Afprøvning og træning af alternative reaktioner, handlinger og adfærd udgør en vigtig del af hjemmeopgaverne i kognitiv adfærdsterapi.

Når begge parterne således kan opnå lavere grad af negativ følelsesmæssig påvirkning i interaktionen bliver der der mere overskud følelsesmæssigt og dermed kogntivt (lig større evne til at tænke mere nuanceret og handle mere hensigtsmæssigt) til det krævende arbejde – samarbejdet om at nærme sig, og nå, deres fælles mål.par forenet

At gå empatisk ind i følelserne i parterapi med en kognitiv adfærdsterapeut ændrer parrets eksisterende kamp. De bliver bedre i stand til at se, forstå og tage sig af partnerens (og egen) sårbarhed og sårethed.

Litteratur

Dattilo, F. M (2012) Kognitiv adfærdsterapi med par og familier – en guide til behandlere. Dansk Psykologisk Forlag.

Somatoforme tilstande

De somatoforme tilstande kan siges at samle en række selvstændige diagnoser der overordnet 20150103_225725[1]kan inddeles i funktionelle syndromer og helbredsangst.

Ved funktionelle syndromer er klienten generet af fysiske symptomer (ofte flere) uden at der ved lægelig undersøgelse findes tegn på organisk sygdom.

Ved helbredsangst frygter klienten typisk at lide af en alvorlig sygdom som kan være invaliderende eller dødelig. Se selvstændig artikel om helbredsangst her.

De funktionelle syndromer omfatter i ICD – 10 fibromyalgi, colon irritable (irriteret tyktarm), kronisk træthedssyndrom, kronisk piskesmæld og kronisk smertetilstand.

Klienterne der lider af funktionelle syndromer klager over hyppige og plagende fysiske symptomer. Det kan være hovedpine, rygsmerter, muskel og ledsmerter, maveproblemer, vanskeligheder med vejrtrækning og åndenød og/eller voldsom træthed. For nogle er symptomerne medvirkende til at de ikke kan magte at arbejde. Klienterne har typisk været i lange og forskelligartede undersøgelsesforløb i sundhedssystemet inden de møder i praksis. Nogle klienter har været overbevist om at de kan fejle noget bestemt, mens andre er blevet undersøgt på baggrund af de oplevede fysiske symptomer. Det er en almindelig og forståelig følge af længere undersøgelser, der ikke ”fører til et egentligt resultat” eller specifik diagnose, at klienterne når de starter hos kognitiv adfærdspsykolog er frustrerede og ikke oplever at deres vanskeligheder er blevet taget alvorligt og forstået af lægerne.

Forekomst

Undersøgelser viser at forekomsten af somatoforme tilstande på et givet tidspunkt er ca. 6 % i befolkningen.

Det er almindeligt at klienter med funktionelle syndromer har andre psykiske lidelser – f.eks. angst eller depression (op til 1/3). Op til 80% har i forskellige undersøgelser vist sig tidligere at have fået stillet en psykiatrisk diagnose.

Behandling
Kognitiv adfærdsterapi ved somatoforme tilstande er et empatisk og ligeværdigt samarbejde mellem klienten og psykologen. Forløbet er aktivt og struktureret og der arbejdes målrettet og effektivt med klientens oplevede vanskeligheder. Det er målet at klienten opnår forståelse for sine vanskeligheder. Herunder indsigt i tidligere oplevelser og erfaringers betydning for sårbarheden, udløsende faktorer og faktorer som medvirker til at vedligeholde tilstanden.

Et terapeutisk forløb ved behandling af somatoform tilstand indeholder typisk:

-Udredning, psykoedukation (undervisning om lidelsen og den kognitive model).

-Problemliste og sagsformulering (oversigt over sammenhæng mellem tidligere erfaringer og oplevelser, udløsende og vedligeholdende faktorer – herunder tanke – og adfærdsmønstre)

-Arbejde med målsætning og værdier – herunder funktionsanalyse, der afdækker hvordan klienten tidligere har forsøgt at mestre sine vanskeligheder og hvad der kan afprøves af nye strategier for at komme videre i genoptræningen.

-Nuancering af sygdomsopfattelsen – hvor målet er at opfattelsen af betydningen af symptomerne og deres konsekvenser for kvaliteten af det levede liv ændres. Når det lykkes er der plads og rum til at afprøve nye støttende tanker og ny adfærd som kan give nye oplevelser af hvad der er muligt på trods af symptomerne. Hypotesen man arbejder med her er at symptomerne aftager i intensitet og hyppighed når deres betydning og adfærden ændres. Og det er da også det som ses i behandlingsforløbene selvom progressionen kan være meget forskellig fra klient til klient.

-Afprøvning og træning i nye handlemønstre

-Udførelse af hjemmeopgaver

-Diverse metoder til at forstå, udfordre og ændre tankemønstre

-Indsigt i, og ændringer af, dysfunktionelle leveregler og basale antagelser

-Eventuelt booster/opfølgningssamtaler

 

Litteratur

Arendt, M & Rosenberg, N. K. (2012)             Kognitiv terapi – nyeste udvikling. Hans Reitzels Forlag.

WHO (1994)     Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser – klassifikation og diagnostiske kriterier. Munksgaard Danmark.

Vinterdepression?

vinterdepNår dagene bliver kortere og det bliver mørkere og koldere oplever mange symptomer som minder om dem man har når man lider af depression. Nogle oplever kortere lunte og forældre kan opleve at de bliver mere irriteret på børnene. Eller at de har svært ved at overskue at skulle tage fri fra arbejdet for at gå hjemme og passe børnene når de er syge. Nogle oplever udpræget og længerevarende træthed der ikke rigtigt synes at fortage sig før det igen går mod lysere tider.

Vinterdepression er mere end forbigående besvær som beskrevet ovenfor. Det er en type af depression der varer hele vinteren og er væk resten af året. Symptomerne er de samme som ved depression og kan variere i alvorlighedsgrad og ift. hvor meget de påvirker parforhold og andre relationer. Symptomerne er bl.a. udmattelse, vedvarende nedtrykthed, interessetab, søvnproblemer, overdrevet søvn, ændrede spisemønstre (især mere sukker og fedt), vægtøgning, håbløshedsfølelse, desperationsfølelse og selvmordstanker.

Hvis ”vinternedturen” har været der mindst to vintre lider man måske af vinterdepression.

Men hvis man lider af vinterdepression, hvordan klarer man sig så bedst igennem den?

Amerikanske psykologers organisation, APA, giver følgende råd:

Få så meget sollys som muligt. En af årsagerne til vinterdepression er manglen på sollys. Derfor gælder det om at få meget af det som muligt. Det kan være nok til at afhjælpe symptomerne. Selvom det kunne synes at være nok at bruge en særlig lyslampe, så giver den ikke så mange LUX som dagslyset udenfor. Det bedste er derfor at komme udenfor. At dyrke motion og sport – f.eks. løb, cykling eller tage på skirejse – er løsninger, der giver både lys og motion.

Spis sundt. Mad med mange kalorier, masser af sukker og fedt er ikke godt. Hverken hvis man lider af vinterdepression eller hvis man ikke gør. Find i stedet frem til lavkalorie-opskrifter der er lette af lave. Undgå kager og slik og lav i stedet deserter med f.eks. æbler og pærer.

Vær sammen med venner og familie. Når vi er med vores venner og familie er der gode muligheder for at vi kan føle os opløftet –og  så undgår vi social isolation. Samvær med vores børn eller kæledyr er også godt for os. Det samme er det at mødes med venner til en kop te eller kaffe eller et brætspil. Hvis du lider af vinterdepression kan du måske fortælle din familie og venner om hvad vinterdepression er. Det kan gøre det lettere for dem at forstå din situation ligesom du selv kan føle dig mere forstået.

Vær aktiv. Undgå at gemme dig væk i din lejlighed eller dit hus. Involver dig i en forening eller klub og sørg for at have planlagt aktiviteter for efterårs- og vinterhalvåret. Helst allerede inden det er startet. Forskning og erfaring viser, at planlægning af aktiviteter hvor man er aktiv og social kan mindske vinterdepression.

Søg professionel hjælp. Hvis man bliver ved med at lide af vinterdepression og/eller ovenstående råd ikke har effekt inden for et par uger kan man med fordel søge professionel hjælp. Kontakt egen læge og/eller konsulter en kognitiv adfærdspsykolog.

Til kognitiv adfærdspsykolog med vinterdepression?

Hvis du lider af vinterdepression og henvender dig til en kognitiv adfærdspsykolog vil du højst sandsynligt blive tilbudt psykoterapeutisk behandling lignende den der tilbydes ved depression.

Et forløb af kortere eller længere varighed (efter behov og afhængigt af hvor hurtigt klienten oplever effekt) vil bl.a. identificere problemområder og planlægning af forandringer. Der lægges vægt på træning i, og forståelse af, sammenhæng mellem tænkning, følelser, kropslige fornemmelser og oplevelser – og handlinger og adfærd. Der sættes realistiske overordnede mål og konkrete delmål. Arbejdet med tænkningen og adfærden konkretiseres i adfærdseksperimenter og ændring i tænkning der over tid fører til ændrede følelsesmæssige reaktioner og tilstand. Når det lykkes nok gange og tilstrækkelig lang tid brydes vinterdepressionens onde cirkel.

Afhængighed, misbrug og kognitiv adfærdsterapeutisk behandling

I ICD – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet i Danmark og Europa – skelnes der mellem “skadeligt brug” og Le joint“afhængighed” af psykoaktive stoffer.

For at “skadeligt brug” af psykoaktive stoffer er tilstede skal følgende kriterier være opfyldt:

-fysisk eller psykisk skade (herunder dømmekraft og adfærd)
-skaden er klart påviselig
-varighed på min. 1 måned eller gentagne gange inden for et år
-andre misbrugsdiagnoser kan udelukkes (herunder “afhængighed”)

For at “afhængighed” af psykoaktive stoffer er tilstede skal tre eller flere af følgende kriterier være opfyldt inden for det seneste år:

-trang
-svækket evne til at styre indtagelsen, standse eller nedsætte
-abstinenssymptomer eller indtagelse for at ophæve eller undgå
-toleransudvikling
-stoffet har dominerende rolle i priotering og tidsforbrug
-vedblivende brug trods erkendt skadespåvirkning

Forekomst
Misbrug er et omfattende problem og ca. 350.000 danskere er afhængige af alkohol. Det skønnes af Sundhedsstyrelsen i 2010 at 33.000 har et stofmisbrug. Ofte er misbruget fulgt af en eller flere psykiatriske diagnoser. Sammenhængen er tydelig og amerikanske undersøgelser har vist at:

-37% af dem med alkoholmisbrug også har stofmisbrug
-53% af dem med stofmisbrug har mindst én anden psykisk lidelse.
-60,7% med bipolar lidelse har misbrug
-47% med skizofreni har misbrug
-32% med unipolar depression har misbrug

Behandling
Kognitiv adfærdsterapi for misbrug tilrettelægges ift. klientens behov, styrker og svagheder. Misbruget udredes grundigt; hvike typer stof indtages?, hvor længe har misbruget stået på?, hvilken funktion har det for klienten? og i hvilke situationer indtages det?

Omstændighederne omkring debut med misbruget undersøges også grundigt og om klienten har kunnet holde pauser i misbruget. Det undersøges hvordan klienten kunne afholde sig i perioden og hvad der fik ham til at genoptage misbruget. Det afklares om klienten har været i behandling tidligere og hvordan dette forløb har været; hvad har tidligere virket/ikke virket, hvorfor søger klienten hjælp aktuelt og hvor stor er motivationen for forandring?

Aktuelle sociale situation og tidligere erfaringer og oplevelser afdækkes og det undersøges om der er ressourcer i familie og netværk som kan udgøre en støtte i behandlingsforløbet eller der omvendt er fastholdende faktorer.

Under den grundige udredning opnås en forståelse for og indsigt i evt. underlæggende psykiske lidelser.

Behandlingsforløbet er et empatisk samarbejde mellem klient og psykolog. Forløbet indeholder typisk følgende temaer/emner:

– ambivalens
– motivationsfaser og motivationscirklen (førovervejelse, overvejelse, forberedelses-/beslutningsfasen, handlefasen, vedligeholdelsesfasen, tilbagefald).
– identifikation af risikosituationer
– stress-sårbarhedsfaktorer
– U-sving
– kognitive teknikker ved trang
– teknikker til at ændre adfærd
– tilbagefaldsforebyggelse
– mestringsplan

Hvad er fobi?

Fra naturens side er vi som mennesker designet til at frygte det der gennem menneskets udviklingshistorie har udgjort en trussel for vores overlevelse – som enkeltindivid og som art. Hvis vi tænker på at vores hjerne mere eller mindre er færdigdesignet for ca. 50.000 år siden, hvor mennesker levede i mindre flokke på 10-15 individer, f.eks. på savannen, så kan vi nemmere forestille os hvad det dengang var hensigtsmæssigt vi frygtede.

Dengang var det hensigtsmæssigt at frygte alle dyr af en vis størrelse – dyr der kunne skade eller dræbe 20140813_171352[1]mennesker. F.eks. løver eller hyæner. Men også mindre dyr som kunne være giftige at spise, som kunne have et giftigt bid, eller som kunne smitte os med farlige bakterier der kunne gøre os syge. F.eks. slanger, insekter og gnavere. Dengang havde mennesket ikke mange muligheder for at overleve et større eller dybt sår – og selv infektion i et mindre sår kunne være livsfarligt.

Også andre ting, der var farlige er det derfor evolutionært set hensigtsmæssigt at vi er forudindstillet til at være bange for; (dybt)vand, højder, skarpe objekter, spidse objekter, store objekter (som kan falde ned over/mase et menneske), indelukkede steder (hvor der er fuldstændigt mørkt eller hvor man ikke kan slippe ud), objekter som bevæger sig hurtigt (f.eks. rovfugle eller vilde dyr), ild (som en skovbrand), store flokke af ukendte mennesker (en fjendtlig flok på savannen som kunne eliminere ens egen flok) osv.

Fra naturens side er det altså logisk at vi som mennesker er indstillet til at frygte bestemte objekter og situationer. Men i løbet af vores opvækst med vores omsorgspersoner, og ved at blive præget af den kultur og det samfund vi vokser op i, lærer vi ikke at frygte de fleste af de ”farlige” objekter, andre mennesker eller situationer. Det lærer vi fordi de nu, i modsætning til for 50.000 år siden, i hvert fald i vores del af verden oftest ikke længere er så farlige. Alligevel vil vi alle kunne opleve objekter, andre mennesker eller situationer som på et tidspunkt registreres af vores hjerne som værende farlige eller meget følelsesmæssigt ubehagelige. Derfor kan vi alle have en større eller mindre frygt for nogen/noget eller bestemte situationer.

Og hvis eller når en sådan frygt bliver meget stærk i forhold til den reelle risiko, ja så er vi ved at nærme os at kunne at tale om en fobi.

Fobi kan defineres som:

En ekstrem eller irrationel frygt for et objekt eller en situation der fører til betydelige begrænsninger i det daglige levede liv og livsstilsændringer for at ”håndtere” den.

Mennesker der har en fobi vil gøre meget for at undgå det de frygter. For andre kan det, den fobiske klient frygter, forekomme harmløst. F.eks. natsværmere. Men for den fobiske klient kan blot tanken om at komme i kontakt med det frygtede forårsage panik.

Den gode nyhed er at alle fobier kan behandles. Og flere og flere søger da også behandling. Klienterne søger typisk hjælp når fobien for alvor kommer i vejen i dagligdagen og forhindrer at de kan leve det liv de gerne vil. F.eks. kan en fobi for rotter gøre at man ikke længere kan komme på arbejde, fordi indgangen til arbejdspladsen ligger i en gård, hvor der står affaldscontainere som af og til tiltrækker rotter.rotte

Nogle søger også behandling, når deres fobi gør at de ikke kan benytte offentlige transportmidler (læs mere om angst for offentlige transportmidler her). Nogle bliver så hæmmet af deres fobi at de kun kan opholde sig i deres hjem og de kan have meget svært ved blot at komme ud med skraldet eller tømme postkassen. En ubehandlet fobi kan, hvis undgåelsesadfærden udvikler sig føre til mere generaliseret angst.

Man kan have mange forskellige fobier. I princippet er der ikke nogen grænser for hvad man kan udvikle en fobi for. Ofte har klienterne meget specifikke fobier for f.eks. edderkopper, højder eller at gå til tandlægen.  Eller mere generelle f.eks. fobi for åbne pladser/steder (agorafobi) eller fobi for social interaktion med andre (socialfobi/socialangst). Man kan faktisk også have fobi for at udvikle en fobi.

De mest almindelige fobier er: socialfobi (socialangst), agorafobi (angst for offentlige pladser/steder), emetofobi (angst for at kaste op), erythrofobi (angst for at rødme), fobi for at køre bil, hypokondri (helbredsangst), aerofobi (angst for at flyve), arachnofobi (angst for edderkopper), zoofobi (angst for dyr) og klaustrofobi (angst for indelukkede steder).

Specifikke fobier kan være nemmere at leve med uden behandling, mens de mere generelle som socialfobi og agorafobi ofte vil blive aktiveret og derfor kan have en mere indgribende virkning på ens daglige levede liv. Det er meget svært helt at undgå andre mennesker og åbne/offentlige pladser og steder med mange mennesker.

Socialfobi kan starte som generthed der bliver værre. Ved agorafobi er der ofte panikangstanfald og steder som frygtes at kunne udløse et angstanfald, eller som tidligere har udløst et anfald, undgås.

Det menes at fobier ofte opstår i alderen 4 – 8 år, mens socialfobi og agorafobi typisk starter i teenageårene eller i tyverne.

Man anbefaler af samme årsag forældre at de præsenterer deres børn for det de er bange for. På en forstående, nænsom og kærlig måde, for at børnene får en mulighed for at lære det de er bange for bedre at kende.

I kognitiv adfærdsterapi, som er videnskabeligt bevist virkningsfuldt og anbefales som behandling af fobier, arbejder klienten med at udsætte sig for det man er mest bange for/frygter mest. Men det foregår i samarbejde med psykologen og inden eksponeringen planlægges og udføres, i mindre og overkommelige ”doser”, skal klienten forstå rationalet bag og være motiveret for eksponeringen. Og før eksponeringen laver klienten og psykologen sammen en grundig udredning af fobien. Herunder samles der information om hvornår den er opstået, eventuelle øvrige psykiske problemer eller vanskeligheder og graden og omfanget af fobien. Efter udredningen formuleres konkrete mål for behandlingsforløbet.

For at gøre eksponeringen mindre overvældende designes passende på hinanden følgende adfærdseksperimenter. Men før det skaber og træner klienten alternative støttende hjælpetanker og katastrofetanker/-forestillingsbilleder identificeres og analyseres rationelt, hvor der findes beviser for og imod deres ”rigtighed”. Det adfærdsterapeutiske arbejde kombineres på denne måde med det kognitive og målet er, at klienten kommer tættere på det han frygter og i længere tid ad gangen – med mindre og mindre angst/ubehag.

Hvis man vil vide mere om fobier og videnskabeligt underbygget og effektiv kognitiv adfærdsterapetisk behandling kan man henvende sig til en autoriseret kognitiv adfærdspsykolog.  Man er også meget velkommen til at henvende sig til Psykolog Nikolaj Hyll.

Selvskade

Hvad er selvskade? Hvorfor gør nogle det? Hvilke typer af selvskade er mest almindelig? Hvad er tegnene på selvskade?

Man kan have mange spørgsmål omkring selvskade. Hvis man ikke har skadet sig selv kan det være svært at forstå at nogle gør det og hvorfor de gør det. Også selvom man er nær pårørende og tænker at man kender personen der skader sig selv godt.

Hvad er selvskade?

Definitionen på selvskade er når en person ”med vilje skader eller kvæster sig selv fysisk”.

Hvorfor selvskade?

Selvskade er en metode til at forsøge at klare overvældende følelsesmæssige vanskeligheder på. Selvskade kan være motiveret af ønsket om at dø, men oftest er det en måde at straffe sig selv på og at udtrykke hvor dårligt man har det eller for at opnå kortvarig lettelse ved uudholdelig psykisk spændingstilstand. Selvskade kan også være et råb om hjælp.

I de fleste tilfælde kommer selvskade i gang som forsøg på at overkomme overvældende følelsesmæssige problemer.  F.eks. på grund af; mobning, problemer på arbejdet eller i skolen, problemer i parforhold eller familien, traumatiske oplevelser, overgreb, dødsfald blandt nærtstående, depression eller emotionel personlighedsforstyrrelse (borderline type). Alle vanskeligheder som over kortere eller længere tid kan føre til at intense følelser af vrede, håbløshed og selvhad opbygges.

Gå til lægen

Hvis du, eller en du kender, udøver selvskade bør du kontakte egen læge og fortælle om det eller opfordre og støtte den du kender til at komme til sin egen læge.

Tegn på selvskade

Der findes mange måder man kan skade sig selv på med vilje, f.eks.

–          at skære eller brænde sig

–          slå sig selv

–          forgifte sig selv med piller/medicin

–          indtage alkohol og stoffer

–          sulte sig selv (anorexi) eller spise store mængder (bulimi)

–          at trække hår ud af hovedbunden

Selvskadere forsøger ofte at holde deres adfærd skjult pga. skam eller angst for at blive opdaget. En måde at skjule selvskade på er at dække skadet hud og undgå at tale om det. Af samme grund er det oftest de nærmeste pårørende som har bedst chance for at opdage selvskadende adfærd. Det er vigtigt at være så omsorgsfuld og forstående som muligt hvis man opdager at en person selskader. Reaktioner med vrede og kritik kan let forværre problemet. Hvis de fysiske tegn ikke ses eller opdages kan depression og lavt selvværd være tegn på større risiko for selvskadende adfærd. Selvskade er altid alvorligt og det er vigtigt at kontakte lægen og fortælle om de underliggende problemer og vanskeligheder.

Samtaler med psykolog og psykiater

Ved selvskade er det almindeligt at man bliver anbefalet at konsultere en psykolog eller psykiater. Ved at tale med en kognitiv adfærdspsykolog om sine tanker, følelser og adfærd kan man arbejde med at blive bedre til at acceptere og forstå vanskelige og smertefulde følelser og tanker – og man kan træne sig op til at  undgå selvskade og i stedet anvende mere hensigtsmæssige strategier.

Hvad er bipolar lidelse (maniodepression)?

20140817_113112[1]Bipolar lidelse som det kaldes i dag hed tidligere maniodepression. Det er en tilstand hvor humøret svinger i ekstrem grad.

Ved bipolar lidelse opleves perioder med depression, hvor man føler sig meget langt nede, tung og energiforladt. Og så er der perioder hvor man føler sig højt oppe og overaktiv. Hvis manien er mindre alvorlig kaldes den hypomani.

Symptomerne på bipolar lidelse afhænger af hvilken humørtilstand som opleves. Ved bipolar lidelse opleves ekstreme  humørsvingninger der kan vare i flere uger – eller længere. Faktisk oplever nogle ikke at være i en ”almindelig humørtilstand” ret ofte og når det sker ikke så længe ad gangen.

Årsagerne til bipolar lidelse kendes ikke præcist men det vides at forskellige livsbegivenheder i kombination med genetisk disposition kan udløse en episode. Livsbegivenhederne kan f.eks. være ekstrem stress, overvældende økonomiske problemer eller parforholdsproblemer.

Bipolar lidelse er langt mindre almindelig end angst og depression, men alligevel vil ca. 1 % af befolkningen blive diagnosticeret med bipolar lidelse på et tidspunkt i deres liv. Lidelsen kan opstå i alle aldre, men flest udvikler den i alderen fra 18 – 24 år. Lige mange mænd og kvinder rammes. Der er stor variation i mønstret i episoderne – altså hvor ofte der er depressive og maniske eller hypomaniske episoder og hvor kraftige de er.  Nogle oplever kun et par episoder i livet og er stabile resten af tiden, mens andre oplever mange.

Hvis man lider af bipolar lidelse er det ofte den depressive periode der diagnosticeres først – som klinisk depression. Senere, måske først flere år senere, opleves en eller flere maniske episoder.

I en depressiv periode kan følelserne af værdiløshed være overvældende og der kan være selvmordstanker. Hvis man føler sig selvmordstruet og har alvorlige depressionssymptomer er det vigtigt at man får tid hos egen læge og fortæller om sine symptomer.  Egen læge kan henvise til psykiater og samtaler hos en kognitiv adfærdspsykolog. I alvorlige tilfælde kan man blive anbefalet indlæggelse.

Under en manisk periode ved bipolar lidelse kan man føle sig meget glad, opstemt, kreativ og have masser af idéer og ambitiøse planer.  Man bruger måske rigtig mange penge på noget man ellers ikke ville have brugt penge på –  uden at have råd. Manglende træthed og lyst til at sove, hurtig tale og øget irritabilitet er også almindelig under en manisk episode. Det kan være at perioden opleves positivt, men man kan også have psykotiske oplevelser. F.eks. at se eller høre noget der ikke er der eller blive overbevist om noget som ikke er rigtigt.

Men kan man have et godt liv med bipolar lidelse? Ja, det kan man faktisk. Selvom perioderne med depression og mani (eller hypomani) griber forstyrrende ind i en almindelig hverdag når de er ekstreme kan behandling af bipolar lidelse faktisk gøre en stor forskel. Ved behandling er målet så vidt muligt at undgå og dæmpe de depressive og maniske perioder og kontrollere effekten af dem, så de får færrest mulige negative konsekvenser. Når det lykkes kan man leve normalt selvom man har bipolar lidelse.

Indsatser der virker ved bipolar lidelse er:

  • Forebyggende medicinering som har til formål at hindre maniske, hypomaniske og depressive episoder. (Diagnosticering, udskrivning og opfølgning på medicinsk behandling foregår ved egen læge eller psykiater).
  • Medicin som virker på symptomerne på maniske, hypomaniske og depressive episoder – når de er opstået.
  • Viden om og registrering af generelle og individuelle triggere af maniske, hypomaniske og depressive episoder
  • Øvelse i at opdage og genkende trigger og tegn på at en episode er på vej eller i gang
  • Kognitiv adfærdsterapi der kan hjælpe med at håndtere depression og forbedre forholdet til betydningsfulde andre så der i ens relationer ikke udløses så mange triggere. Desuden kan man i et samtaleforløb arbejde med at optimere sin livsstil. F.eks. ved at motivere sig til at følge optimal diæt, reducere evt. risikosøgende og risikobetonet adfærd, motionere tilpas meget, udføre tilpas mange lystbetonede aktiviteter og optimere søvnmønster.  Jo større psykisk og fysisk balance man er i jo mindre er risikoen for at depressive eller maniske perioder udløses.

Forskning og erfaring viser, at der er størst effekt når ovenstående behandlingsmuligheder kombineres.

Nikolaj Hyll, privatpraktiserende psykolog i Espergærde og Østerbro, København

Første dag i skolen – hvordan hjælper man sit barn til en god start?

billede femårig skolestartFor mange børn og forældre er mandag d. 11. august første skoledag. Men hvad kan man som forælder gøre for at hjælpe sit barn til den bedste skolestart med mindst muligt stress og angst? Det handler dette indlæg om.

Det er selvfølgelig en fordel hvis dit barn allerede inden skolestart kan sidde ned, være stille, vente og lytte– i hvert fald i lidt tid ad gangen. Netop dette kan være en stor udfordring – især for nogle drenge.

Det er almindeligt at barnet bliver nervøst op til og ved skolestart. Tankerne og forestillingerne om at ”starte i skole” kan være spændende og motiverende, men også skræmmende. Det kan hjælpe barnet at du fortæller hvad du ved om hvad der skal ske på skolen den første dag og uge.

Fra skolen har du som forælder sikkert modtaget information om hvad der skal ske og hvordan dit barn skal være forberedt. Læs gerne det hele op for dit barn, men forvent ikke at det kan huske det hele og selv klare forberedelserne. Det skal du som forælder selvfølgelig sørge for.

Jo mere forberedt barnet er på hvad der skal ske, jo mindre stresset og angst vil det forventeligt blive når det erfarer at det som sker ligner det som det har forestillet sig i tanker og forestillingsbilleder ud fra dine beskrivelser og forklaringer.

Og når I er kommet til skolen – og du er gået igen og barnet skal være i skolen alene – så husk på, at lige meget hvad som end sker, så har lærerne oplevet noget lignende før. Det er almindeligt for lærerne og skolen at børn kan være nervøse eller ængstelige de første dage og uger. I programmet er der ofte indsat genkendelige elementer – f.eks. at en af pædagogerne fra SFO´en, hvor de fleste allerede er startet og har nået at føle sig mere eller mindre tilrette, kommer eller følger børnene noget af tiden.

I de første uger af skoletiden er det vigtigt at man som forælder fortsætter med at tale med sit barn om hvordan det går i skolen, hvad barnet oplever i skolen og hvordan det har det. Læg mærke til tegn på at det ikke går godt og at barnet ikke trives.

Information fra eksperter som kan findes rundt omkring på nettet beskriver, at det er normalt at barnet efter nogle dage f.eks. siger: ”Nu har jeg været i skole og jeg vil ikke tilbage!” eller ”Jeg vil aldrig i skole mere!” Eksperterne siger, at sådanne reaktioner er naturlige, når den første begejstring og det spændende ved det nye er overstået og børnene stadig er nervøse.

Når du taler med dit barn om skolen kan det anbefales at stille simple spørgsmål og spørge specifikt, f.eks. ”hvem har du leget med?”, ”hvem spiste du frokost med?”, ”er der nogle der er frække og laver ballade?” osv. Det er nemmere for en femårig at svare på end mere generelle og abstrakte spørgsmål som ”er du glad for at gå i skole?”

Tal med en af lærerne hvis du oplever at skolestarten ikke går som den skal for dit barn. F.eks. kan man fortælle læreren det som barnet har fortalt en. Hvis barnet f.eks. fortæller at det ikke har nogen venner og ingen at lege med eller være sammen med vil læreren vide eller hurtigt kunne finde ud af om det er rigtigt.

(Billedet i starten af indlægget er en tegning en femårig pige har lavet. Den viser mor, far og datter til skolestart i skolegården, hvor flaget er hejst i dagens anledning).

Og så lige et eksempel på hvad femårige Andrea fra Oehlenschlægersgades Skole i København sagde om at starte i skole:

”I begyndelsen var det lidt svært, for jeg kendte ikke nogen. Da jeg havde gået der lidt tid, kendte jeg en lille smule, og så begyndte det at blive sjovt” (kilde: www.folkeskolen.dk).

God skolestart til alle.

Helbredsangst (hypokondri)

20140806_235710[1]Helbredsangst kaldes også hypokondri, men mange finder betegnelsen nedsættende, og derfor anvendes her betegnelsen helbredsangst.

Helbredsangst hører under de såkaldt somatoforme tilstande, der også omfatter somatiseringstilstand, somatoform autonom dysfunktion og somatoform smertetilstand. Alle tilstande hvor klienten oplever fysiske symptomer der er stærkt generende og som ikke passer med veldefinerede fysiske eller psykiske sygdomme. Området opdeles i funktionelle syndromer og helbredsangst (hypokondri). Ved funktionelle syndromer er klienten stærkt plaget af et eller typisk flere fysiske symptomer, selvom der ikke kan findes tegn på organisk sygdom. Ved helbredsangst, som bliver nærmere beskrevet her, frygter klienten at han/hun lider af en alvorlig, invaliderende eller livstruende sygdom – igen uden at der ved undersøgelser findes tegn på en sådan.

Helbredsangst kendes som tvangsmæssige ruminationer (tankemæssigt drøvtyggeri) om at fejle noget alvorligt og overdrevent og uhensigtsmæssigt fokus på kropslige fornemmelser og signaler. Klienter med helbredsangst er let påvirkelige og deres sygdomsperiode kan igangssættes af at de har læst, hørt om eller på anden måde oplevet sygdom. F.eks. fra et sygt familiemedlem eller en kollega.

Ved helbredsangst er det almindeligt at klienten bruger meget tid på at søge information om sygdom på internettet. Håbet er at finde en forklaring og dermed en vished – en form for beroligelse: ”Så ved jeg da hvad det er – også selvom det er dødeligt!”. Men den konstante ”risikoovervågning” i tanker, opmærksomhed og undersøgende adfærd er i stedet med til at holde angstniveauet oppe fordi tankerne og forestillingerne om sygdomme, symptomer, scenarier og den negative betydning for det fremtidige liv hele tiden ”resetter” nervesystemet hormonelt til ”værst tænkelige/katastrofe scenarie”. Og klienten har det derfor som om det skulle være rigtigt og kan, fordi hjernens funktionsmåde er påvirket af den kraftige følelsesmæssige tilstand, tolke informationer udefra og fra kroppen som om det skulle være sandt. Og samtidigt ignoreres eller overses alle beviser for det modsatte.

I ICD- 10 – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet i Danmark og Europa – er kriterierne for helbredsangst (hypokondri):

A: (1) Gennem mindst 6 måneder frygt for en navngiven somatisk sygdom.

eller

(2) Vedvarende optagethed af påstået deformitet.

B: Optagetheden af frygten og angstsymptomerne er ubehagelige og interfererer med dagligdagsfunktionerne og fører til undersøgelser og behandling.

C: Klienten kan ikke (eller kun forbigående) acceptere forsikringer om, at der ikke fysisk er forklaring på tilstanden.

D: Symptomerne optræder ikke kun i forbindelse med anden psykisk lidelse.

(mindre egne ændringer ift. kilden: WHO, 1994, s. 118)

Forekomst

Undersøgelser viser forekomst på ca. 6 – 9,5 % i befolkningen på et givet tidspunkt. Men diagnosen stilles sjældent. Ofte er klienterne inden fremmøde ved kognitiv adfærdspsykolog også diagnosticeret med funktionelle syndromer og ift. lægespecialet, hvor de har søgt hjælp og er blevet undersøgt; fibromyalgi, irriteret tyktarm eller kronisk piskesmæld. Klienterne har ofte flere eller mange symptomer og kan opfylde kriterier for flere lidelser. Det kan være svært at skelne mellem funktionelle syndromer og helbredsangst ligesom der kan være overlap. Op til 50 % af klienterne med helbredsangst lider også af anden angstlidelse, især panikangst. Der er overlap mellem helbredsangst og OCD, hvor tvangstankerne kan handle om smittefare for en bestemt frygtet sygdom.

Behandling
Kognitiv adfærdsterapi ved helbredsangst er et empatisk og ligeværdigt samarbejde mellem klienten og psykologen. Det prioriteres at klientens fysiske klager og sygdomsopfattelse tages alvorligt og det gøres fra starten klart at såvel fysisk som psykisk smerte bestemt kan være invaliderende og begrænsende og derfor skal behandles så effektivt som muligt. Behandling ved kognitiv adfærdspsykolog er evidensbaseret og kan have særdeles god effekt og foregår så vidt muligt i samarbejde med egen læge eller relevant speciallæge. Et forløb hos psykolog kommer selvfølgelig ikke i vejen for relevant samtidig undersøgelse/behandling hos læge/speciallæge. Men er den somatiske udredning og eventuelle behandling allerede gennemført og afsluttet er en naturlig del af et behandlingsforløb at klienten optræner sig til at begrænse og sluttelig undgå unødvendige lægekonsultationer (men også at kunne gennemføre hensigtsmæssige lægebesøg ved ikke-alvorlige lidelser som f.eks. halsbetændelse).

Forløbet er aktivt og struktureret og der arbejdes målrettet og effektivt med klientens oplevede vanskeligheder. Det er målet at klienten opnår forståelse for sine vanskeligheder. Herunder indsigt i tidligere oplevelser og erfaringers betydning for sårbarheden, udløsende faktorer og faktorer som vedligeholder angsttilstanden.

Et terapeutisk forløb ved behandling af helbredsangst (samarbejdet med klienten) indeholder typisk:

  • Målrettet intervention ift. vedligeholdende faktorer; onde cirkel af sygdomsbekymring, negativ følelsesmæssig påvirkning og automatiseret sygdomsadfærd.
  • Psykoedukation (undervisning i diagnose, angstens onde cirkel, kropslig stress og filterteorien)
  • Målsætning og definition af værdier (realistiske og konkrete mål for forløbet samt definering af værdier i livet)
  • Nuancering af sygdomsopfattelsen (fra ”intet liv pga. symptomer” til ”normalt liv med visse symptomer” (indtil også disse forventeligt aftager).
  • Reduktion af rumination om sygdom (forskellige metoder og teknikker anvendes, udvælges og trænes med klienten).
  • Uhensigtsmæssig sygdomsadfærd identificeres og mere hensigtsmæssig adfærd optrænes.

Mere information om behandling af helbredsangst kan fås ved henvendelse til mig, Nikolaj Hyll. Jeg har praksis på Østerbro i Købenahavn og Espergærde i Nordsjælland.

Litteratur

Arendt, M & Rosenberg, N. K. (2012)             Kognitiv terapi – nyeste udvikling. Hans Reitzels Forlag.

WHO (1994)     Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser – klassifikation og diagnostiske kriterier. Munksgaard Danmark.

Gode råd når du starter på arbejdet efter ferien

Det kan virke ligetil at komme tilbage til arbejdet efter en god/lang sommerferie eller orlov. Og de stress relaxfleste glæder sig forhåbentligt. Men det kan være svært at komme tilbage til arbejdet – og stressende! Der kan være mange opgaver, mails og kolleger, chefer og samarbejdspartnere der venter på en.

Derfor kan det være værd at tænke over hvad man kan gøre for at hjælpe sig selv til at få en så nænsom start som muligt – og give sig selv den tid der skal til før man igen er helt ”oppe i gear”. Og det er jo målet at undgå stress ved tilbagekomsten.

Det første man kan gøre er at kontakte kolleger som er tilbage og høre dem hvad der er af nyt og om der er sket nogle forandringer på arbejdpladsen, mens man har været væk. Det hjælper den mentale forberedelse – især hvis der er sket større ting som opsigelser eller omstruktureringer. Kontakten vil også give mulighed for at få overblik over hvilke opgaver og mål som virksomhed og ledelse prioriterer aktuelt – og dermed hvilke af egne opgaver man med fordel kan prioritere.

Hvis man har været væk i længere tid, kan det give negative tanker og oplevelser af at være udenfor ift. projekter som er igangssat, planlagt eller i støbeskeen. Hvis man har overskud til det kan en måde hurtigt at komme til at føle sig involveret igen, være at foreslå et nyt projekt eller at tilbyde sin arbejdskraft i et planlagt eller igangværende projekt.

Næste råd er at komme ind i informationsstrømmen igen. Der er sikkert mange mails der venter. Nogle har stor gavn af at tynde ud i dem. Uddelegere/videresende de mails man kan, prioritere svartid på resten – og ja, måske slette nogle! Hvis de ikke umiddelbart virker vigtige ift. kerneopgaver eller aktuelt prioriterede mål og opgaver. Nogle bruger mantraet: ”Hvis de virkeligt er vigtige bliver der nok rykket for svar igen!”.  Nogle har gavn af at gå gennem deres mails inden de starter første dag på arbejdet. Andre prioriterer at gøre det første dag/de første dage. Og nogle sætter med vilje deres autosvar på mailboksen til at angive at de først er tilbage på arbejde en eller to dage senere end de i virkeligheden er. På den måde vinder de tid til at komme op i gear – blandt andet til at nå med i kommunikationsstrømmen.

Og husk så at man bør give sig selv muligheden for at glæde sig over at være tilbage. Prioritere at få talt med kolleger, venner, favoritkunder og samarbejdspartnere . Fortælle lidt om hvad man har oplevet og høre hvad de har oplevet i deres ferie og hvordan det går med dem og deres familie.

Første dag tilbage er vigtig ift. at få en god tilbagekomst på arbejdet. Prioriter og begræns derfor hvilke opgaver du vælger og planlæg hvordan du begrænser fortyrrelserne. Måske kan du undgå at svare telefoner, planlagte møder og nye projekter. Det giver mulighed for at nå længere med en enkelt opgave – f.eks. at komme med i mail-/informationsstrømmen.

Vigtigt er det også at tilpasse din døgnrytme så den igen passer til arbejdsdagen. Hvor du sikrer dig at du er tilstrækkeligt udhvilet og kan møde med tilstrækkeligt overskud. Hvis du har været længere oppe i ferien eller på din orlov er det en god idé at stille rytmen tilbage nogle dage før du igen starter på arbejdet. Det samme gælder øvrige vigtige rutiner i dagligdagen – f.eks. måltider.

Rådene her er ikke uddybende og læseren har sikkert flere gode råd han/hun selv er kommet frem til med tiden og har afprøvet.

Hvis du tænker andre kan have gavn af dine gode råd/tips til hvordan man kommer bedst muligt tilbage til arbejdet efter ferie eller orlov – så del dem gerne nedenfor.

God start på arbejdet efter ferien

Nikolaj Hyll, privatpraktiserende psykolog i Espergærde

Hvorfor vores trussels- angstsystem altid er lidt aktiveret

Vores trussels-angstsystem er altid lidt aktiveret. Det skyldes vores evolutionære arv. Vores hjerne er stort set færdigdesignet for 50.000 år siden. Dengang var det ikke vigtigt at føle sig afslappet det meste af tiden, have det godt med sig selv og have en klar fornemmelse af at alt nok skulle gå godt. Vigtigt for vores overlevelse som art var det derimod, at vi altid var lidt nervøse, konstant overvågede og scannede vores egen krop og omgivelserne for farer og trusler og gjorde os mange bekymringer om mulige aktuelle og fremtidige farer og trusler.

Læg mærke til om ikke også din hjerne er tilbøjelig til at rette dine sanser og dine tanker (opmærksomheden) mod mulige aktuelle og fremtidige farer og trusler? For lidt farligt (og dermed svært!) er det for os mennesker at slappe af, føle os rolige, sikre og overbevidst om at alt nok skal gå os og vores nærmeste godt fremover. Jo mere aktiveret du er i trussels- angstsystemet (f.eks. ved stress, angst, depression eller oplevet pres), jo mere tilbøjelig vil du være til at have opmærksomheden rettet mod mulige farer og trusler og tolke indkomne informationer som reelle farer eller trusler.20140713_090305[1]

Men heldigvis er vores hjerne også sådan indrettet at vi kan have indflydelse på og kan bestemme hvordan den skal forarbejde information (indre og ydre stimuli). Vi kan antage metaperspektiv og have overordnede tanker om at vi har tanker, følelser, bestemte adfærdsmønstre og oplever bestemte signaler fra kroppen. Og det kan vi have uden nødvendigvis at være eller i, eller tolke, tanker, følelser og kropslige sansninger/symptomer som facts – men istedet som det de er:  tanker, følelser, adfærdsmønstre og kropslige sansninger/symptomer. Og når vi træner denne metakognition kan vi også bedre styre vores opmærksom og afbryde uhensigtmæssige “sløjfer” af automatiske negative tanker/katastrofetanker som fører til forstærkede negative føleser og sikkerheds- og undgåelsesadfærd.

Jo bedre vi bliver til denne disciplin, jo mere fleksibel bliver vores evne til indirekte at opleve kontrol over følelser, tanker og det vi mærker i vores krop. I kognitiv adfærdsterapi optrænes denne fleksibilitet og teknikker og metoder fra metakognitiv terapi styrker evnen til at styre opmærksomheden fuldt bevidst og afbryde uhensigtsmæssige ”sløjfer” af negative automatiske tanker, følelser, adfærdsmønstre og kropslige sansninger som, hvis de bliver ved længe nok, kan give os mere ”grundlæggende” negativer oplevelser af os selv , vores evner og fremtidige muligheder.

Prøv engang at kigge igen på billedet ovenfor, som du måske bemærkede da du læste dig vej gennem krokodilleteksten. Hvad ser du? En sort/hvid sten med et spændende mønster? Forestil dig så at du er på savannen for 50.000 år siden. Lidt væk fra din flok og tæt på vandhullet. Det er skumring og nær bredden ser du samme konturer som stenen har. Hvad mon din hjerne registrerer? En ufarlig sort/hvid sten med spændende mønster – eller konturerne af hovedet på en stor livsfarlig krokodille, der langsomt svømmer mod sit bytte – dig!

Sammenhæng mellem IQ og lykkefølelse

FlagFrenchButtonI en undersøgelse fra 2012 har forskere undersøgt sammenhængen mellem intelligenskvotient og lykkefølelse. De fandt, at de med lavere intelligenskvotient (70-99) oplevede mindre lykkefølelse sammenlignet med de med den højeste intelligenskvotient (120-129).

Forskerne fandt også at faktorerne daglige aktiviteter, indkomst, helbred og neurotiske symptomer havde stor medierende indflydelse på sammenhængen mellem IQ og lykkefølelse. Faktisk kan disse faktorer reducere sammenhængen med op til 50 %.

Resultaterne af undersøgelsen, der brugte data fra 6870 forsøgspersoner i et datasæt fra 2007 Adult Psychiatric Morbidity Survey i England, indikerer, at de rette indsatser kan løfte den oplevede lykkefølelse hos de med IQ under middel. Det kan blandt andet ske ved at sikre uddannelse, job, tilbyde screening for psykiske lidelser og vanskeligheder samt effektiv og relevant behandling.

Psykolog Nikolaj Hyll

Litteratur

A. Ali, G. Ambler, A. Strydom, D. Rai, C. Cooper, S. McManus, S. Weich, H. Meltzer, S. Dein and A. Hassiotis (2013). The relationship between happiness and intelligent quotient: the contribution of socio-economic and clinical factors. I: Psychological Medicine, 43, pp 1303-1312.

Socialfobi (socialangst)

HYLL_LOW08Socialfobi er ifølge ICD 10 – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet i Danmark og Europa – angst i samvær med andre mennesker. Under interaktion eller ved tilstedeværelse. Situationerne giver klienter med socialfobi nervøsitet eller angst for andres opmærksomhed på dem. Og de har tanker om at andre vurderer eller vil vurdere dem kritisk og negativt. Der er nervøsitet og angst for at opføre sig pinligt, anderledes eller forkert. Den oplevede og frygtede angst for sociale situationer fører ofte til undgåelse.

ICD- 10 stiller i sine kriterier som krav, at der er mindst to fysiske angstsymptomer, hvor ét skal være autonomt (fra det autonome nervesystem). De fysiske symptomer kan være hjertebanken, sveden eller rysten samt enten rødmen, frygt for at kaste op eller frygt for vandladnings- eller afføringstrang (Arendt & Rosenberg, 2012, WHO, 1994).

I det amerikanske diagnosesystem DSM – IV defineres lidelsen ikke ud fra bestemte fysiske symptomer, men i stedet ud fra den psykologiske oplevelse med hovedfokus på frygten for andres negative vurdering (APA, 1994).

Forekomst

Socialangst forekommer ved en række psykiske lidelser. Herunder andre angsttilstandeaffektive lidelser, udviklingsforstyrrelser, paranoid personlighedsstruktur, skizotypisk sindslidelse, skizofreni og akut psykose (Stein & Stein, 2008 I: Arendt & Rosenberg, 2012, 195). Socialfobi og socialangst høres og ses beskrevet i flæng. Men her skelnes mellem socialangst og socialfobi, der er den specifikke diagnose i ICD – 10 som beskrives her.

Socialfobi er en almindelig lidelse. I løbet af livet vil ca. 13 % af befolkningen kunne opleve socialfobi. I vestlige lande er det almindeligt at socialangst ses i et kontinuum fra let socialfobi til svær og helt invaliderende form. Der er almindeligt at lidelsen starter i barndom/ungdom, hvor 75 % har lidelsen når de er 15 år. Lidelsen er mere udbredt hos kvinder end mænd og bliver oftest kronisk hvis den ikke behandles.

Når klienterne møder til behandling ved kognitiv adfærdspsykolog har de oftest haft lidelsen i mange år. Måske fordi lidelsen er så almindelig at den overses eller fordi omgivelserne accepterer den som et personlighedstræk ved klienten (Arendt & Rosenberg, 2012).

Behandling
Kognitiv adfærdsterapi ved socialfobi er et empatisk og ligeværdigt samarbejde mellem klienten og psykologen. Forløbet er aktivt og struktureret og der arbejdes målrettet og effektivt med klientens oplevede vanskeligheder. Det er målet at klienten opnår forståelse for sine vanskeligheder. Herunder indsigt i tidligere oplevelser og erfaringers betydning for sårbarheden, udløsende faktorer og faktorer som vedligeholder socialfobien.

Et terapeutisk forløb ved behandling af socialfobi indeholder typisk:

-Udredning (i samtale såvel som med spørgeskematests)

-Psykoedukation (undervisning om lidelsen og den kognitive model)

-Problemliste og sagsformulering (oversigt over sammenhæng mellem tidligere erfaringer og oplevelser, udløsende og vedligeholdende faktorer – herunder tanke – og adfærdsmønstre)

-Forandring af selvfokus (undervisning og træning i skift i opmærksomhed fra selvfokus til ydre fokus)

-Eksponering, responshindring og færdighedstræning (klienten udsætter sig selv for sociale situationer hvor teknikker til styring af opmærksomhed og selvberoligelse trænes ligesom sikkerheds- og undgåelsesadfærd reduceres og elimineres. Klienten øver sig i samtaleemner, samtalens anatomi og hvordan denne kan afsluttes).

– Adfærdseksperimenter (hypoteser om andres negative vurdering og handlinger ift. klienten afprøves). Klienten erfarer at hendes/hans forestillinger er overdrevne og forvrængede som følge af aktiveringen af trussels- angstsystemet pga. opmærksomhedens fokus og tidligere angstoplevelser/negative erfaringer i sociale situationer.

-Arbejde med omstrukturering af negative forestillingsbilleder.

-Indsigt i, og ændringer af, dysfunktionelle leveregler og basale antagelser

-Eventuelt booster/opfølgningssamtaler

Ved socialfobi er det typiske forløb 8 – 12 sessioner, men det kan variere ift. øvrige psykiske lidelser og vanskeligheder samt sværhedsgraden af klientens socialfobi og hvor mange år klienten har haft lidelsen.

Psykolog Nikolaj Hyll

Litteratur

American Psychiatric Association (1994) Diagnostic and statistical manual of mental disorders, fourth edition (DSM-IV). Washington, DC: American Psychiatric Assoication.

 

WHO ICD-10 (1994). Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Klassifikation og diagnostiske kriterier. København: Munksgård.

Arendt, M. & Rosenberg, N. K. (2012) Kognitiv terapi – nyeste udvikling. København: Hans Reitzels Forlag.

Angst for offentlige transportmidler

angst dsbRigtig mange har så meget angst for offentlige transportmidler at de aldrig, eller kun yderst sjældent, benytter dem. Det betyder at deres muligheder for at komme rundt er stærkt begrænset. Især hvis de ikke har bil. De er afhængige af at familie, venner eller bekendte kan køre dem i bil eller følges med dem hvis de endelig en sjælden gang våger sig ud at køre med bus, tog eller metro.

Angsten for offentlige transportmidler kan gøre at man ikke får de oplevelser og indtryk som på sigt kan reducere angsten og få den til at gå væk! Mange af de oplevelser vi alle har brug for, for at holde vores humør ved lige (f.eks. rare oplevelser med os selv, andre og naturen) kan man være afskåret fra når man ikke kan benytte offentlig transport.

Og så længe man fortsat undgår offentlige transportmidler (har undgåelsesadfærd) fastholdes man i angsten og i risikoen for at den vokser – og spreder sig. F.eks. til angst for at komme ud fra hjemmet. Hvis angsten på denne måde spreder sig kan det opleves stærk invaliderende.

Eksempel på angst for offentlige transportmidler

Et eksempel er kvinden på 38 år, der aldrig har haft psykiske vanskeligheder før. Men pludselig en onsdag morgen, efter en dårlig nats søvn, travlhed og lidt småskænderi med kæresten under morgenmaden, får hun det dårligt da hun stiger på den propfyldte bus ind til arbejdet. Hun bliver pludselig svimmel, får kvalme, tanker om at der ikke er luft nok, at der er for varmt, at hun ikke vil kunne komme ud ved et uheld. Hun oplever over et par minutter et regulært angstanfald og springer af bussen ved næste stop. De følgende dage tænker hun meget over oplevelsen og frygter at det kan ske igen. Hun tager ikke længere bussen. Ugen efter tænker hun igen over oplevelsen mens hun sidder i et fyldt S-tog som hun nu tager i stedet for bussen. Igen oplever hun kraftig angst, står af ved næste station og holder op med at tage S-tog. Derefter cykler hun til arbejde, men der er 12 km og det er hårdt og besværligt – især i vintermånederne. Hun fortæller, da hun konsulterer mig første gang, at hendes livskvalitet er nedsat pga. hendes angst for offentlige transportmidler fordi der er mange sociale arrangementer med familie, venner, bekendte og kolleger som hun ikke længere kan komme til da hun ikke har bil. Hun har heller ikke har lyst til at spørge dem hun kender med bil om de vil køre hende. (Den beskrevne klient har godkendt at hun bliver brugt som eksempel. Hun ønsker at andre kan blive inspireret så de kan komme af med deres angst og igen opleve friheden i at kunne tage offentlig transport).togsæder

Årsager til angst for offentlig transport

Der kan være forskellige årsager til angst for offentlig transport. Og angsten kan være startet på forskellig måde. Nogle har oplevet et panikangstanfald i en bus og har siden ikke kørt med bus. Nogle har oplevet at stå meget tæt i metroen en gang og samtidig oplevet fysisk ubehag (f.eks. åndenød, svimmelhed eller hjertebanken) og er derfor stoppet med at køre med metro.

Angst for offentlige transportmidler kan behandles effektivt ved kognitiv adfærdspsykolog

Den gode nyhed er at der kan gøres noget effektivt ved det. Hvis man har angst for offentlige transportmidler, kan man efter kognitiv- adfærdsterapeutisk struktur og metoder arbejde med at reducere sin angst. Og når angsten reduceres kan man øge sin udfordring af angsten (adfærdseksperimenter) og igen komme til at kunne benytte offentlig transport. Over tid kan man på denne måde træne sig op til slet ikke at have angst eller ubehag ved at benytte offentlige transportmidler.

Arbejdet med angsten kan være hårdt og krævende og til at begynde med uoverskueligt, hvis man ikke følger et relevant, individuelt tilpasset og struktureret ”program” og undervejs modtager støtte og kan trække på ekspertise. Men alt dette kan man heldigvis få ved at konsultere og starte i behandlingsforløb hos en kognitiv adfærdspsykolog.

Du kan læse mere om behandling af angst her.

Nikolaj Hyll

Privatpraktiserende psykolog i Espergærde

Forskelle mellem humørsænkning og depression

I daglig tale og i medierne nævnes  depression,  at føle sig depressiv  og ”nede” i flæng. Men at føle sig ”nede” og i dårligt humør, mærke ulyst, nervøsitet, angst og eller stress over kortere tid i svære perioder i livet er ikke unormalt. Det er en del af livet.

I løbet af livet vil vi alle opleve vanskeligheder og modgang. Det kan være smerte, sygdom, mobning, arbejdsrelateret stress, søvnproblemer, tab og sorg eller problemer i vores parforhold. Også ændringer i vores hormoner i pubertet, efter fødsel og i overgangsalderen kan påvirke os følelsesmæssigt. Og nogle gange kan vi opleve forandringer i vores følelsesmæssige tilstand uden at vi ved hvorfor.

Men hvordan kan man så skelne mellem at føle sig ”nede” og i dårligt humør, mærke ulyst, nervøsitet, angst og eller stress og at have en depression?

Generelt kan vi sige at når vi oplever humørsænkning kan vi opleve tristhed, nervøsitet, bekymringstendens, træthed, lavt selvværd, føle frustration og vrede m.m. Men ved humørsænkning vil vi  typisk opleve bedring efter kort tid. Når vi f.eks. lykkes med at træffe en afgørende beslutning, løse en konflikt, klare en frygtet eksamen, få styr på et økonomisk problem, tale med nogen om problemerne, sove lidt mere m.v. – så vil vi typisk opleve at vi igen kommer i bedre humør. Hvis humørsænkningen fortsætter over længere tid kan den dog være et tegn på depression.

Ved depression kan vi opleve blivende humørsænkning, tristhed, følelser af håbløshed og afmagt, lavt selvværd, grådlabilitet, skyldfølelse, irritabilitet, lav tolerancetærskel, manglende motivation, manglende interesse og lyst, manglende evne til at træffe beslutninger, lav livskvalitet, selvmordstanker eller tanker om at skade os selv og vedvarende angst og bekymring.

Hvad der end forårsager en humørsænkning som ikke går væk og som vi ikke kan ”klare selv”, og som kommer i vejen for at vi kan leve livet som vi gerne vil, kan det være tegn på depression.  De fleste som oplever humørsænkning vil begynde at føle sig bedre tilpas følelsesmæssigt efter nogle få dage eller uge. Hvis det ikke sker ikke er anbefalingen, at man kontakter egen læge. Og hvis man tænker at livet ikke er værd at leve, bør man søge hjælp med det samme. Man kan altid henvende sig til vagtlægen på 1813, psykiatriske skadestuer (hvor nogle har døgnåbent) eller ringe 112.

Nikolaj Hyll

Privatpraktiserende psykolog i Espergærde og København

Psykolog Nikolaj Hyll

29 82 91 74
Sct. Georgs Vej 17a
3060 Espergærde

Klinikkens adresse er Sct. Georgs Vej 17A, 3060 Espergærde, 29829174

Psykolog Nikolaj Hyll

Anbefaler one.com som host for din hjemmeside: http://one.me/daacwzgk