Fedme forkorter livet mere end rygning
Den amerikanske psykologiske organisation APA (American Psychologist Association) nævner på deres 
hjemmeside en forskningsartikel som er offentliggjort af PLOS Medicine.
Det er en spændende artikel om en metaanalyse af 20 større undersøgelser. Undersøgelserne tager udgangspunkt i mere end 9.500 ekstremt fede voksne og mere end 300.000 med normal BMI.
I artiklen konkluderer forfatterne, at fedme forkorter livet ved at øge risikoen for hjertesygdomme, slagtilfælde, sukkersyge og andre sygdomme. Det er nok ikke en overraskelse for de fleste.
Men det som måske overrasker nogle er hvad de fandt ud af da de sammenlignede levetiden for normalvægtige rygere og ekstremt fede ikke-rygere. Her fandt de at rygere i gennemsnit lever længere!
Undersøgelsen viste, at rygere med ”sund” vægt mistede ca. 9 år af deres levetid pga. rygning. Ikke-rygere med ekstrem fedme (BDI 55-55.9) mistede i gennemsnit næsten 14 år af deres levetid.
Undersøgelsen understreger vigtigheden i at der udvikles mere effektive måder at bekæmpe fedmeepidemien på og at allerede eksisterende metoder som kan motivere for, igangsætte og understøtte en vægttabsproces (f.eks. kognitiv adfærdsterapi) i højere grad prioriteres og støttes med offentlige og private midler.
Artiklen kan findes i sin fulde længde her
Ved fedme (svær overvægt) er kognitiv adfærdsterapi god som hjælp og støtte til at få motivation for at tabe sig, fastholde sig i den nye livsstil som vægttabet kræver og til at takle tanker, følelser og det nye selvbillede (og den naturlige angst og usikkerhed) som følger med den omfattende forandring som et større vægttab og det nye og “lettere” liv er.
Læs mere om kognitiv adfærdsterapi ved fedme her.
Kender du dine stresssymptomer?
De fleste ved at det er almindeligt at mærke enkelte eller flere såkaldte stresssymptomer under eller
efter akut eller længerevarende belastning. Men kender du dine egne typiske stresssymptomer? Og i hvilken rækkefølge de plejer at komme?
Hvis du kender dig selv godt har du sikkert erfaring med hvad du plejer at mærke når du har haft lidt for meget at se til over en periode eller har oplevet noget der for alvor har påvirket dig.
Nogle mærker først svimmelhed, andre at det prikker i fingrene eller at de får uro i benene. Mange lærer deres stresssymptomer at kende med tiden og bliver derfor mindre angste og bekymrede hvis stresssymptomerne kommer igen.
Hvis du har oplevet stresssymptomer, som det er min påstand at de fleste mennesker har en eller flere gange i deres liv – og du er interesseret i at blive endnu bedre til at kende og genkende dine egne – ja, så kan du med fordel læse videre og starte med at lære dine egne stresssymptomer bedre at kende.
Når vi oplever belastning i tilstrækkelig grad mærker vi stresssymptomer. Nogle symptomer kommer hurtigt mens andre først opstår efter længere tids belastning. Nogle mennesker oplever flere symptomer, mens andre kun oplever enkelte. Det er meget individuelt og derfor er det en klar fordel at kende til egne stresssymptomer. Hvis man f.eks. ved at man plejer at opleve trykken i brystet når man er presset, og i øvrigt også ved at man er sund og rask (og har fået helbredstjek ved egen læge), ja så ved man også at det ikke er nødvendigt at ringe efter en ambulance hvis man igen i en presset situation skulle opleve trykken i brystet.
I arbejdet med at lære sine stresssymptomer bedre at kende kan det være en hjælp at kende til de almindelige eksempler på symptomer. De er listet her nedenfor:
Fysiske stresssymptomer: Hovedpine, hjertebanken, rysten på hænder, svimmelhed, trykken i brystet, mavesmerter, hyppig vandladning, diarre, smerter, nedsat potens og sexlyst, hyppige infektioner, forværring af kronisk sygdom.
Psykiske symptomer: Ulyst, træthed, indre uro, hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, rastløshed, irritabilitet, lav selvfølelse, angst, nedsat humoristisk sans, følelse af udmattelse, depression.
Adfærdsmæssige stresssymptomer: Søvnløshed, hyperventilation, mister overblik, indesluttethed, vrede, aggressivitet, nedsat præstationsevne, ubeslutsomhed, øget brug af stimulanser, trøstespisning, ændrede kostvaner, sygefravær
(Netterstrøm, 2014: 25)
Hvis du oplever stresssymptomer som ikke aftager eller som ofte kommer igen anbefaler jeg at du konsulterer din læge. Hvis lægen efter sin undersøgelse kan konkludere at der ikke er nogle fysiske tegn på sygdom og yderligere undersøgelser ikke er nødvendige, oplever du sandsynligvis stress/belastning. Hvis det er tilfældet har du nu mulighed for at starte dit arbejde med at regulere i de ydre stressorer (presset udefra – f.eks. fra mængden af ansvar på arbejdet og/eller antallet af arbejdsopgaver) og de indre stressorer (hvordan du i tanker og adfærd håndterer dine reaktioner, din tilstand og din situation).
Når arbejdet lykkes vil du opdage at dine symptomer aftager. Og så har du lært dine egne stresssymptomer bedre at ende – og endnu vigtigere; hvordan du kan holde dig ude af stress fremover.
Læs også: Ti gode råd til at reducere dit stressniveau
Hvis du ikke lykkes med at komme ud af stressen og dine symptomer ikke aftager anbefaler jeg at du opsøger din læge igen og taler med ham om hvad du kan gøre for at få det bedre.
Som jeg har beskrevet i artiklen om kognitiv adfærdsterapeutisk behandling ved arbejdsrelateret stress, er stress ikke en sygdom men en naturlig reaktion på belastning. Men lange perioder med stress kan øge vores risiko for at udvikle forskellige sygdomme.
Som kognitiv adfærdspsykolog har jeg mange klienter i kortere forløb der tilegner sig og træner værktøjer som de efterfølgende kan fortsætte med at bruge til at holde sig ude af stress – og håndtere stressen hvis de oplever belastninger senere.
Litteratur
Netterstrøm, B. (2014) Stress og arbejde – Nyeste viden om årsager, konsekvenser, forebyggelse og behandling. Hans Reitzles Forlag. 1. udgave, 1. oplag.
Ny bog om forebyggelse og behandling af svær overvægt
Bogen “Bariatri: I et tværfagligt perspektiv: Forebyggelse og behandling af svær overvægt” består af forskellige 
perspektiver fra erfarne fagfolk, der alle har berøringsflade med meget svært overvægtige – såkaldte bariatriske patienter – og spiseforstyrrede borgere.
Bogen henvender sig til sundhedsprofessionelle, pædagoger, socialrådgivere, lærere og pårørende.
Bogen er skrevet udfra en tværfaglig ånd og ønske om at være dækkende overfor et af de mest komplekse fænomener indenfor sundhedssektoren: Svær overvægt.
De kapitler, Helle Grønbæk og undertegnede har skrevet, omhandler de socialpsykologiske faktorer, der kan være medudviklende til svær overvægt.
Vores mål er at give en empirisk gennemgang af studerede sårbarhedsfaktorer, der gør mennesker mere disponible for at udvikle overvægt eller spiseforstyrrelser.
Vi kigger blandt andet på psykologen Paul Gilberts tre følelsessystemer for at forklare hvordan det at overspise kan forårsages af en følelse af stress og trussel, en farefornemmelse vi bruger mad til at dulme. I et andet kapitel gennemgår vi psykoterapeutiske behandlingsformer for bariatriske patienter med et særligt fokus på evidens for kognitiv terapi og andre terapiformer. Hernæst gennemgår vi de psykologiske forandringer, på godt og ondt, som livet efter svær overvægt medfører. Flere studier viser, at omkring en trejdedel fortryder deres store vægttab, og mere end 20% har alvorlige psykofysiske symptomer efter operationen.
Kognitive psykologer i klinisk praksis kan bruge bogen til at forstå klienter med svære vægtproblematikker bedre i forhold til få udarbejdet en præcis sagsformulering. Bogen illusterer med eksempler hvordan kognitive psykologer kan lave relevante effektive forandringsskemaer og endvidere få viden om hvad der sker når klienten taber sig i behandlingsforløbet – både det der er vanskeligt, og det, der er godt.
Kristian Østergaard Melby
cand.psych.aut
Kognitivt Psykologcenter, Wattar Gruppen.
Stress – vidste du dette om stress?
Stress kan ramme os alle og det er derfor vigtigt at vide noget om stress så vi hver især kan tage problemet alvorligt,
blive bedre til at genkende stress hos os selv – og søge behandling i tide, hvis vi har brug for det.
Tag tests for at måle dit stressniveau og om du er ved at brænde ud
Jeg har netop igen gennemlæst Bo Netterstrøms gode bog ”Stress og arbejde – Nyeste viden om årsager, konsekvenser, forebyggelse og behandling”. Gennemlæsningen har motiveret mig til i dette indlæg at komme med lidt data om betydningen af stress som jeg har fundet i bogen.
Som privatpraktiserende psykolog ser jeg mange klienter med stresssymptomer, som jeg hjælper og støtter i deres arbejde med at komme ud af stressen igen og de angst- eller depressionssymptomer som kan følge med den mere alvorlige og langvarige stress. Du kan læse mere om arbejdsrelateret stress og behandling ved kognitiv adfærdspsykolog her. Andre indlæg om stress her på bloggen finder du i arkivet.
Stress betyder:
- 14 milliarder kr. om året i udgifter (sygedage, tidlige dødsfald og udgifter til sundhedsvæsenet)
- 1 million fraværsdage om året
- 30.000 indlæggelser på hospital om året på hospitaler
- 500.000 henvendelser hos egen læge om året
- 3.000 førtidspensionister
- 250.000 til 300.000 der lider af alvorlig stress
- 1400 dødsfald om året
- 1 ud af 7 erhvervsaktive danskere som føler dagligt stress (2010)
- at 50% flere end tidligere føler sig dagligt stressede (2010 ift. 1980´erne)
- 600.000 der føler sig stressede (2010)
- 1 ud 4 førtidspensionister der føler sig stressede (2010)
- 1 ud af 5 kvinder i alderen 16-24 år der føler sig stresset (2010)
- 8% af folkepensionisterne der føler sig stresset (2010)
- at kvinder føler sig mere stressede end mænd
- at der fra 2000 og frem nu er 50% flere stressede i ”udkantsdanmark” og de mest belastede kommuner som Albertslund end i de mindst belastede – f.eks. Frederikshavn og Hørsholm
- at hver sygefraværsdag pga. stress koster samfundet 2000 kr. pr. person/dag. (Netterstrøm, 2014;11-12)
Litteratur
Netterstrøm, Bo (2014) Stress og arbejde – Nyeste viden om årsager, konsekvenser, forebyggelse og behandling. 1. udgave. 1. oplag. Hans Reitzles Forlag.
Værd at vide om OCD – typer af tvangstanker
Dette er et af de indlæg hvor jeg skriver lidt om OCD (obsessive-compulsive disorder).
Indlægget handler om typer af tvangstanker. Du kan finde flere indlæg om OCD ved at klikke på kategorien ”OCD” i menuen til venstre.
Tvangstanker kan handle om meget forskelligt. I princippet er der ingen grænser for hvad de kan omhandle. OCD er en lidelse der altid har et individuelt præg. Det vil sige, at forskellige klienter jeg møder i mit arbejde som klinisk psykolog har forskellige symptomer. Og da tvangstanker er et symptom ved OCD vil klienter med OCD aldrig have helt de samme tvangstanker. Nogle gange ligner tvangstankerne dog alligevel hinanden.
For nogle klienter er tvangstankerne opstået ”spontant” og måske efter en særligt stressende begivenhed eller periode i deres liv. Andre har haft tvangstanker så længe de kan huske. Og andre igen har oplevet perioder med og perioder uden tvangstanker.
Nogle klienter kan ikke forstå hvorfor deres tvangstanker netop omhandler det de gør, mens andre klienter selv har fundet frem til en forklaring på hvorfor tankerne handler om det de gør. En klient kan f.eks. have meget svært ved at forstå hvorfor han har tvangstanker om at dræbe sin mor ved at skære halsen over på hende, når han nu elsker hende højt. Når tvangstankerne som i dette tilfælde er i modstrid med klientens holdninger og værdier kalder man dem egodystone.
Tvangstanker handler almindeligvis om noget der har stor betydning for klienten eller har stor betydning for de personer, der står ham nær.
Ud over disse egenskaber ved tvangstanker er der fundet følgende sammenhæng mellem OCD og personlighedstræk (Abramowitz, 2009):
- klienter med tvangstanker om at have ansvar for fejl er ofte omhyggelige og forsigtige
- klienter med tvangstanker om snavs og bakterier har ofte høje standarder for hygiejne, renlighed og er meget optaget af eget og andres helbred
- kleinter med aggressive tvangstanker er ofte tilbageholdende, omsorgsfulde og venlige
- klienter med religiøse tvangstanker tillægger ofte religion stor betydning
- klienter med seksuelle tvangstanker har ofte en høj moral
Og det er jo logisk hvis man lige stopper op og tænker efter. For hvis en tanke (forudsat at man tror på at den er sand, kan blive til virkelighed eller have en farlig konsekvens) skal kunne give angst eller ubehag nok til at udføre en bestemt handling (tvangsadfærden som er et forsøg på at afværge det frygtede) – ja, så skal tanken vel også have et indhold man virkelig frygter. Og det man oftest frygter er vel ofte det modsatte af ens holdninger, værdier eller det modsatte af det man forsøger at gøre eller være.
Forskning viser effekt ved behandling af OCD med kognitiv adfærdsterapi og medicin. Hvis man oplever symptomer anbefaler jeg at man opsøger kognitiv adfærdspsykolog, egen læge og/eller psykiater. Se mere om OCD og behandling med kognitiv adfærdsterapi her.
Litteratur
Abramowitz, J.S. (2009) Getting over OCD – A 10-Step Workbook for Taking Back Your Life. New York: Guilford Press.
Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E. (2014) OCD – Sygdom og behandling – For behandlere. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E. (2014) OCD – Sygdom og behandling – For patienter og pårørende. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
Værd at vide om OCD – hvad er tvangshandlinger?
Dette er et af de indlæg hvor jeg skriver lidt om OCD (obsessive-compulsive disorder) her på bloggen.
Indlægget handler om tvangshandlinger. Du kan finde flere indlæg om OCD ved at klikke på kategorien ”OCD” i menuen til venstre.
Løsningen er problemet!
Lige præcis sådan er det faktisk med tvangshandlinger (compulsions på engelsk) som er en del af den psykiske lidelse OCD (obsessive-compulsive disorder).
Tvangshandlinger hjælper OCD-klienten i øjeblikket men vedligeholder hans lidelse. For hver gang tvangshandlingerne udføres bekræfter de hjernens følelsessystem, der er nært koblet til hjernen hukommelsessystem, i, at det var godt og nødvendigt at de blev udført. Logikken i det følelsesmæssige hukommelsessystem i hjernen er; godt tvangsadfærden blev udført fordi så overlevede man den ”livsfarlige” situation! Og resultatet? Ja det giver sig selv; næste gang der er ”livsfare” (når den der lider af OCD oplever tilpas meget negativt følelsesmæssigt ubehag) så skal adfærden udføres igen for at man kan beroliges (komme ud af ”livsfaren”). Og da følelsessystemet i sig selv er uden intelligens (intelligensen kobles først på når klienten lykkes med at arbejde målrettet, struktureret og terapeutisk med sig selv i en længere periode) ja så er ”læren” at hver efterfølgende oplevelse af angst eller ubehag helst skal efterfølges af samme beroligende tvangsadfærd.
Når vi lige stopper op og forstår OCD på denne måde – om vi selv lider af OCD eller ej – så giver det faktisk ret god mening ikke? Altså; OCD kan på denne måde forstås som en overlevelsesstrategi der kan ”redde” en fra ”livsfare” ved at udføre en konkret handling. Se, det er jo 100 procent logisk og i overensstemmelse med logikken i vores hjerner, der er udviklet over 100.000 år. Vi skal huske at hjernens primære opgave er at holde vores organisme i live i så lang tid som muligt og sikre optimale muligheder for at vi reproducerer os selv og viderefører vores gener.
Men når der ikke er reel livsfare er det ikke nødvendigt men derimod uhensigtsmæssigt at lave ekstra tjekkeadfærd og udføre overdreven kontrol i form af tænkning og adfærd. Derfor kan OCD hurtigt nedsætte livskvaliteten betydeligt.
Det sker når klienten oplever at der er handlinger eller ritualer som han bare er nød til at udføre – og så udfører. Ikke fordi de er forbundet med nogen form for lystfølelse, men for at undgå angst og ubehag eller at en frygtet begivenhed finder sted (f.eks. at mor og far dør i en voldsom trafikulykke eller at en flyvemaskine falder ned i en svømmehal og slår ham ihjel). Handlingerne kan blive så automatiserede at klienten først bliver opmærksom på dem når han i behandlingsforløbet bliver bedt om at registrere time for time hvad han foretager sig. Men de kan også være meget bevidste fordi de, eller de frygtede konsekvenser hvis de ikke udføres, er tilstede i tanker og forestillingsbilleder det meste af den vågne tid – og nogle gange også i mareridt om natten.
Tvangshandlinger er viljestyrede handlinger (handlinger klienten faktisk har kontrol over og kan vælge af undlade at udføre). Men klienten føler ofte han ikke har noget valg fordi trangen er så stærk eller frygten for den forestillede konsekvens er så stor. Og så er der jo belønningen fra motivationssystemet i hjernen: Når handlingerne udføres er der kortvarig lettelse i form af mindre trang og mindre angst/ubehag. Dette vedligeholder OCD´en direkte.
Om tvangshandlinger kan vi sammenfattende sige, at de for det meste har til formål at forhindre ulykker eller forebygge/rette fejl. De er overdrevne ift. reel risiko, men indeholder ofte en form for fornuft. F.eks. er mange der lider af OCD angst for bakterier, smitterisiko og sygdom og død fra infektioner som kan ramme dem selv og nærststående. Sådan angst kan føre til stærk overdreven rengøring og desinfektion af selv og omgivelserne. Og der er jo fornuftigt med en vis hygiejnestandard, mens overdreven brug af sæbe, sprit og andre kemikalier på sig selv og omgivelserne er uhensigtsmæssig og i nogle tilfælde sundhedsskadelig.
For det meste hænger tvangshandlingerne sammen med tvagstankerne, så handlingerne fungerer som et umiddelbart logisk forsøg på at risikohåndtere det frygtede og konsekvenserne hvis det frygtede sker. Men logikken kan være svær at finde – også for den OCD ramte selv. Et eksempel* er kun at opholde sig til venstre, dreje til venstre og træde på venstre side af alle fliser når man går ind i og er i svømmehallen fordi tvangstanken/-forestillingsbilledet (den frygtede konsekvens hvis man ikke reducerer risikoen ved ritualerne) er at flyvemaskinen vil falde ned i højre side af svømmehallen. Det ulogiske i denne adfærd er at klienten på et tidpsunkt ikke kan undgå at bevæge sig over i højre side af svømmehallen (fordi han ikke bare kan vende om og gå samme vej tilbage – han kan godt dreje rundt om sig selv til venstre og gå på venstre side af fliserne – men ruten inkluderer drej til højre for at komme tilbage ind i omklædningsrummet). I dette tilfælde giver det klienten mindre angst/ubehag hurtigt at holde til venstre hele vejen rundt om bassinerne i svømmehallen end at vende tilbage og trodse flere regler. Men rent logisk kan man sige at ”faren” burde være større – og dermed mere angstprovokerende – ved at bevæge sig over i den side af svømmehallen for flyvemaskinen vil falde ned. Eksemplet viser måske meget godt et vigtigt læringsmål for OCD klienten: At det der frygtes mest oftest ikke er den frygtede konsekvens, men selve frygten og ubehaget ved ikke at udføre tvangshandlingerne/ritualerne. Og når man først bliver klar over det, og at selve tvansadfæren er primær vedligeholdende faktor. Ja så bliver man oftest mere motiveret for at arbejde sig ud af sin OCD fordi man så kan se helt klart for sig at færre tvagshandlinger fører til mindre angst/ubehag.
Der er i princippet begrænsninger for hvad tvangshandlinger kan være, men oftest har de sammenhæng med fornuftig adfærd. F.eks. at sikre at døren er låst og komfuret er slukket inden man tager på ferie. Forskellen er at den OCD ramte vil gå tilbage og tjekke flere gange og hurtigt vil kunne blive i tvivl igen selvom han lige har tjekket.
Tvangshandlinger kan også være mentale. F.eks. at man skal tænke en bestemt tanke et antal gange eller at man skal ”modtænke” noget bestemt efter mna har haft en forbudt tanke. F.eks. hvis man har tænk noget dårligt om sin mor.
Når vi i behandlingen taler om tvangshandlinger som uhensigtsmæssige er der flere årsager:
- de hindrer klienten i at erfare at det frygtede ikke sker når handlingen ikke udføres
- tvangshandlingerne og ubehaget/angsten vedligeholdes og forstærkes
- tvangshandlingerne forhindrer klienten i at nå mål og leve livet som han gerne vil
- tvangshandlingerne forstærker tvagstankerne fordi de minder klienten om disse
Den gode nyhed er, at forskningen viser effekt ved behandling af OCD med kognitiv adfærdsterapi og medicin. Hvis man oplever symptomer anbefaler jeg at man opsøger en psykolog der arbejder kognitivt, egen læge og/eller psykiater. Se mere om OCD og behandling med kognitiv adfærdsterapi her.
Litteratur
(Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E., 2014) OCD – Sygdom og behandling – For behandlere. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
(Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E., 2014) OCD – Sygdom og behandling – For patienter og pårørende. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
*Eksemplet fra svømmehallen har jeg opnået tilladelse af en tidligere klient til at videregive.
Vidste du det om din hjerne?
Så kraftfuld. Så overraskende. Så fantastisk. Så overlegent et organ.![hippocampus[1]](https://psykologividen.dk/wp-content/uploads/2015/12/hippocampus1-300x169.jpg)
Og den er lige der under hovedskallen på os.
Ja det ved du sikkert. For hvis du læser denne tekst er det helt sikkert at du har en og at den fungerer.
Men vidste du at din hjerne:
- sender impulser igennem sine neurale netværk med 354 km/t
- består af 86 milliarder nerveceller
- har en hjernebark (det yderste lag af storhjernen) der er mindre end 4 mm tyk – svarende til fire kreditkort stablet oven på hinanden
- har en hjernebark der udfoldet er ca. 2500 cm2 – svarende til en udfoldet avis
- har ca. 644 km blodkar
- har ca. 161.000 km axoner (den udgående del eller ”ledningerne” fra hjernecellerne)
- udfører 10.000.000.000.000.000 beregninger i sekundet
- har 1 million millioner synapser (forbindelser mellem nervecellerne)
- bruger 20 % af vores organismes samlede iltbehov
- ingen smertereceptorer har (hjernekirurgi udføres ofte på vågne patienter)
- bruger 25 watt
(Billedet viser strukturer i den del af hjernen der kaldes hippocampus).
Sådan kan svær depression opleves -en personlig beretning
Depression er en almindelig lidelse. Men det gør den ikke mindre smertefuld at opleve. Depression er ikke en lidelse 
som rammer svage, dovne eller mennesker der ikke kan ”tage sig sammen”. Depression er en lidelse alle mennesker kan komme til at opleve – en eller flere gange i løbet af deres liv (nogle undersøgelser viser at det sker for op mod 25% af befolkningen). Mange forskellige faktorer – og kombinationer af faktorer – kan øge sandsynligheden for at man udvikler depression.
Her på min blog vil jeg gerne hjælpe den udvikling i samfundet, der heldigvis allerede er, på vej. En udvikling mod at depression, og det at lide af – eller have lidt af depression – ikke længere er et tabu.
For hvis depressionslidelsen forbliver tabu svarer det til at en naturlig tilstand det menneskelige sind kan komme i – et resultat af hundrede tusinders års udvikling af menneskehjernen – er tabu. Og det giver ingen mening. Men depression er desværre fortsat tabu mange steder og i mange sammenhænge. Også i vores samfund. Og det er en tabuisering af en del af det menneskelige følelsesliv. Tabuisering af depression fører til at mange ikke tør tale om eller fortælle om deres depression eller depressive symptomer. Mange lider i stilhed og isolerer sig (handlemønster der er en naturlig del af depressionen). Mange oplever også indirekte isolation fordi venner og netværk holder sig på afstand eller trækker sig. Og det skyldes nok manglende viden om depression og usikkerhed eller angst for psykisk sygdom. Og det er synd for alle hvis det sker. Ikke kun for personen selv men også for omgivelserne som mister personen i den periode denne er deprimeret. Og synd fordi netop isolationen (direkte og indirekte) vedligeholder depressionen fordi den kommer i vejen for selvhjælp, hjælp og helbredelse (ja, det kan selvfølgelig lade sig gøre at reducere depressive symptomer og blive fri af depression).
Depression er altså en almindelig lidelse. Det er en forventelig og biologisk-, psykologisk- og videnskabeligt forklarlig følelsesmæssig tilstand. Det er ikke farligt at være i nærheden af en som oplever depression og det er ikke farligt at være deprimeret. Men hvis depression uddybes og fører til selvmordsadfærd og selvmordsforsøg – ja så er det selvfølgeligt farligt. Men det er altså ikke farligt at være i nærheden af en der er deprimeret. Og depression er ikke noget farligt, uforståeligt og underligt. Derfor har vi alle brug for at vide mere, og lære mere, om depression. Og derfor følger her nedenfor en beskrivelse af hvordan depression kan opleves. Jeg er så glad for at jeg har fået lov af en modig klient jeg har haft i forløb til at lægge hans beskrivelse ud på nettet – frit tilgængelig for alle der gerne vil vide mere om depression. Og når du læser teksten så husk at depression kan opleves forskelligt og at man kan have en svær periode i sit liv uden at være deprimeret i klinisk forstand, hvor behandling ofte er nødvendig.
Sådan føles det at være svært depressiv
I slutningen af 2013 skete der mange ting, måske for mange ting. Jeg åbnede en ny butik og arbejdede mellem 50-80 timer hver uge, min far løb tør for penge og kunne hverken betale husleje eller strøm og min mormor døede. Og efter flere uger uden energi og med manglende motivation kom diagnosen, svær depressiv.
Allerede flere måneder inden begyndte jeg at forandre mig. Det startede med at jeg tabte lysten til mere og mere, ting jeg nød, blev bare droppet efterhånden. En af de få ting, som holdt mig kørende, var mit arbejde, som samtidig også var det som drev mig ind i depressionens onde cirkel. Min hverdag var blevet trist, jeg stod op, når alarmen ringede, ikke fordi jeg havde lyst, men kun fordi min arbejdsmoral drev mig til det. At være på arbejde var en af de få ting, jeg stadigvæk nød. I butikken var jeg sammen med mine kollegaer, ansatte og kunder, jeg fik snakket og grinet. Jeg var blandt mennesker. Det virker som en modsigelse at man ikke har lyst at stå op for at arbejde, men samtidig nyder at være der, men det med at se frem til tingene, det fungerede overhovedet ikke oppe i mit hovedet mere.
Efter en endt arbejdsdag kom jeg hjem, drænet for al energi. Ikke fordi jeg nødvendigvis havde arbejdet hårdt, men al den lille smule energi jeg havde i mig, blev brugt på arbejdet. Så kommer man hjem til sin lejlighed, som er tom for liv, kun møbler og elektronik. At rydde op, gøre rent, lave mad, snakke med venner og lave aftaler, det havde jeg ingen kræfter til. Det næste jeg gjorde efter at have smidt mit arbejdstøj var at ligge på sofaen, tænde for tv’et og min bærbare og der blev jeg så de næste par timer og jeg nød det ikke engang, men alt andet krævede for meget af mig. Ved 7-tiden om aften bestilte jeg ofte mad online, take-out selvfølgelig, for det med at køre og hente selv kunne jeg ikke overskue. På mine gode dage orkede jeg at køre ud til McDonald’s, hente maden og spise det derhjemme. Og måske engang om ugen klarede jeg endda selv at lave mad, selv at have købt en frossen pizza som man bare smed i oven anså jeg til sidst som succes.
Værst havde jeg det på mine fridage eller frie weekender, for når jeg ikke skulle arbejde, så var der ingen ting som fik mig ud af sengen. Når jeg vågnede efter 8 timers søvn, så vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave, jeg havde heller ikke lyst til noget. Som regel vendte jeg mig bare om på den anden side og tvang mig til at sove videre. Det endte oftest med slem hovedpine, når jeg sov for meget, som igen gav mig en grund til bare at blive liggende. Når det ikke var muligt at sove mere, så hev jeg mobilen frem, læste online nyheder, mails og Facebook, nogle gange i timevis, de samme artikler og statusopdateringer igen og igen for at få tiden til at gå. Ikke fordi jeg var interesseret, men bare fordi det var noget, jeg kunne gøre som ikke krævede energi. Oftest ”sultede” jeg mig selv på de dage indtil kl. 16 hvor mit pizzasted åbnede, så jeg kunne igen bestille fast-food og cola, for at gå ud og købe ind på mine fridage, det var blevet fuldstændig uoverkommeligt.
Ringede min familie og inviterede mig til besøg, så fandt jeg altid på nogle undskyldninger for at kunne slippe, oftest gav jeg arbejdet skylden, at jeg var nød til at arbejde sent den dag eller lignende. Samme tur fik mine venner, med tiden isolerede jeg mig fra alt og alle, men jeg havde simpelthen ikke kræfter til at køre en tur i bil for at besøge min mor eller en tur til København for at se mine venner.
Men i alt den tid var der stadigvæk én ting, som fungerede, mit arbejdsliv. Først da jeg ikke kunne få mig selv ud af sengen for at møde op, dagligt kom for sent og var træt og lystløs også mens jeg var i butikken, først der aftalte jeg en tid hos lægen. Og efter et stykke tid og en del samtaler med en psykolog fandt jeg ud af årsagen til min depression, to ting som jeg altid værdsatte ved mig selv, min høje arbejdsmoral og min perfektionisme. Men det var de ting, som stille og roligt drev mig ud i dette liv uden farver, glæde og lyst. Disse to egenskaber ”tvang” mig altid til at blive længere i butikken, når noget gik galt eller når jeg ikke var tilfreds med udførelsen af mine arbejdsopgaver. Så på grund af mine lange arbejdsdage skruede jeg ned for mit sociale liv, og det er det sociale liv, som sørger for at man får opladet ens batterier. Og når man ikke gør det, så har man mindre og mindre energi til rådighed, man skærer endnu mere ned på tingene udenfor arbejdet indtil man bare ligger på sofaen og stener på loftet. Det er depressionens onde cirkel.
Nu, hvor jeg er kommet lidt ovenpå igen venter mig stadigvæk mange udfordringer, for dårlige vaner som nem mad og at fravælge sure pligter som rengøring tilegner man sig hurtig, gode vaner tager lang tid at få ind i ens liv igen. Selv om jeg ikke ønsker nogen sådan et liv, som kun indeholder grå farver og kedsomhed, så er jeg trods alt lidt taknemmelig for at have været det igennem. Jeg oplevede hvordan mine venner og min familie viste forståelse og gav mig støtte. Jeg har lært meget om mig selv og dette sygdom og frem for alt har jeg fået forståelse. Førhen tænkte jeg at en depressiv person bare skal tage sig sammen, men efter at have oplevet det selv fandt jeg ud af at det er lige det man bare ikke kan mere. I hele sygdomsforløbet ville jeg gerne ud af min lejlighed, jeg ville ud og feste, gå i biffen, se mine venner og familie, dyrke sport og især spise andet end pizza, pommes frites og kyllinge nuggets. Jeg kunne bare ikke, viljen var der altid, den kunne bare ikke udføres.
Intet er så dårligt at det ikke er godt for noget.
XX
OBS!
Hvis du er i tvivl om du er deprimeret anbefaler jeg at du kontakter egen læge. Du kan læse mere om depression og kognitiv behandling her.
Værd at vide om OCD – hvad er tvangstanker?
Jeg har tænkt mig at skrive lidt om OCD (obsessive-compulsive disorder) og kognitiv adfærdsterapi her på bloggen. 
Min plan er over tid at skrive små artikler om hvordan man forstår og behandler OCD inden for kognitiv adfærdsterapi.
I denne artikel vil jeg skrive lidt om tvangstanker.
Tvangstanker kan beskrives som tanker, ideer, impulser eller forestillingsbilleder, der opleves som uønskede. De opleves som tilbagevendende og påtrængende. Indholdet er for det meste – men behøver ikke altid at være det – skræmmende og ubehageligt. Ofte handler det om forfærdelige ting som man tror eller frygter kan eller vil ske.
Vores hjerne er i udgangspunktet designet sådan at vi automatisk er tilbøjelige til at tro at det vi tænker er sandt og facts. Især når den samtidige følelsesmæssige tilstand er negativ (trussels-angstsystemet/autonome nervesystem er aktiveret i et vist omfang).
Tankerne ”inviterer” således automatisk til at man tror på dem, tænker videre over dem, deres betydning og forestiller sig konsekvensen hvis de er rigtige. Og denne “mekanisme” kan siges at være endnu stærkere ved OCD. Tankerne kan blive til eller suppleres af visuelle forestillingsbilleder (“billederne” er for “det indre øje” og ikke noget man faktisk ser i virkeligheden i øjeblikket) som kan være mere eller mindre detaljerede, tydelige og virke mere eller mindre overbevisende. Nogle kan således beskrive en hel ”filmskevens” udspille sig for deres ”indre øje”. F.eks. af forældre eller andre mennesker med betydning for en som omkommer i en trafikulykke.
Den naturlige, forståelige og almindelige reaktion er at forsøge at ignorere eller afvise sådanne tanker og forestillingsbilleder (hvis sådanne opleves) fordi de er ubehagelige eller direkte skræmmende. Indholdet af tanker og forestillingsbilleder er ved OCD i de fleste tilfælde i modstrid med personens holdninger og følelser. Det beskrives med et fagudtryk som at de er egodystone. Modsat ved psykose erkendes tankerne ved OCD som værende egne.
Tvangstankerne kan også have form af impulser. Der er i så fald tale om impulser til at gøre noget man frygter at skulle kunne komme til at gøre; f.eks. at stikke nogen med en køkkenkniv når man skærer gulerødder.
Forskningen viser effekt ved behandling af OCD med medicin og kognitiv adfærdsterapi. Hvis man oplever symptomer anbfaler jeg at man opsøger kognitiv adfærdspsykolog, egen læge og/eller psykiater. Se mere om OCD og behandling med kognitiv adfærdsterapi her.
Litteratur
(Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E., 2014) OCD – Sygdom og behandling – For behandlere. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
(Bohni, M. K. og Bennedsen, B. E., 2014) OCD – Sygdom og behandling – For patienter og pårørende. 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag.
Udvidet dækning til psykologbehandling i 2016
Hvis du har brug for behandling ved psykolog og er medlem af sygeforsikringen ”danmark” kan du glæde dig til deres 
udvidede dækning i 2016.
Fra 1. januar 2016 giver ”danmark” tilskud til medlemmerne i gruppe 5, 1 og 2 til behandling ved autoriseret psykolog hvis man er/har:
-offer for røveri, vold eller voldtægt
-offer for trafikulykker eller andre ulykker
-pårørende til alvorligt psykisk syge personer
-ramt af alvorligt invaliderende sygdom
-pårørende til personer der er ramt af alvorligt invaliderende sygdom
-pårørende ved dødsfald
-forsøgt selvmord
-fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge
-været udsat for incest eller andre seksuelle overgreb inden fyldt 18 år
-let til moderat depression
-let til moderat angst, herunder let til moderat OCD
I 2015 har det været et krav at man skulle være 38 år eller derover og lide af let til moderat depression eller let til moderat angst for at få tilskud til psykologbehandling ved autoriseret psykolog uden offentligt tilskud. I 2015 har man kunnet få 200 kr. pr. individuelle behandling og maksimalt 4800 kr. pr. år (gruppe 5, 1 og 2). I 2015 har børn og unge under 18 år kunnet modtage 200 kr. pr. individuel behanding hos autoriseret psykolog og maksimalt 1600 kr. pr. år (gruppe 5, 1 og 2).
I 2016 fjernes alderskravet helt og der ydes tilskud i alle ovennævnt listede tilfælde. Det er en klar forbedring af dækningsvilkårene og størrelsen af tilskuddet forbliver endda det samme selvom dækningen udvides; 200 kr i tilskud pr. behandling hos autoriseret psykolog og maksimalt 4800 kr. pr. år (gruppe 5, 1 og 2). Og så gives der i 2016 tilskud på 200 kr. til alle individuelle behandlinger for børn og unge under 18 år uanset årsag til behandling og maksimalt 1600 kr. pr. år. (gruppe 5, 1 og 2).
Se ”danmarks” takster for tilskud til psykologbehandling i 2016 ved at følge dette link.
Se “danmarks” takster for tilskud til psykologbehandling i 2015 ved at følge dette link.
Du er velkommen til at kontakte mig hvis du har spørgsmål til behandling eller coaching hos mig eller har spørgsmål til tilskudsmuligheder fra ”danmark”.
Nikolaj Hyll
– din kognitive psykolog i Nordsjælland
Generaliseret angst (GAD)
Generaliseret angst (GAD) er ifølge ICD 10 – diagnosesystemet som anvendes af sundhedssystemet
i Danmark og Europa – en psykisk tilstand kendetegnet ved generaliseret angst, der er vedvarende og ikke begrænset til særlige situationer eller omstændigheder. I mindst 6 måneder skal klienten – for at opfylde kriterierne for lidelsen – have oplevet anspændthed, bekymringstendens, og almen ængstelighed over for dagligdags begivenheder og problemer. De mest fremtrædende symptomer er:
– nervøsistet – rysten – muskelspændinger – svedtendens – ørhed i hovedet – hjertebanken – svimmelhed – trykken i maven
Derudover giver klienter med GAD ofte udtryk for frygt eller bekymring for, at de selv eller deres nærmeststående skal blive syge eller komme ud for en ulykke.
Der listes i diagnosekriterierne en række angst-spændingssymptomer af psykisk/fysisk karakter og klienten med GAD oplever mindst 4 af disse. Derudover også mindst et af følgende symptomer fra det autonome nervessystem:
– palpitationer, hjertebanken eller hurtig puls – sveden – rysten – mundtørhed
Endelig skal anden sygdom, psykotiske lider, depressiv episode, andre angsttilstande og OCD kunne udelukkes.
Forekomst
GAD rammer i følge amerikanske studier 5-6 % af befolkningen på et tidspunkt i deres liv. Nogle studier viser også væsentligt lavere forekomst – ned til 1 %. GAD kan opstå i alle aldre, men der lader til at være størst sandsynlighed i voksenalderen. GAD er dobbelt så udbredt blandt kvinder som blandt mænd og 75 % oplever et kronisk forløb med tilbagefald efter behandling, nedsat livskvalitet og invaliditet.
Behandling
Kognitiv adfærdsterapi ved GAD er et empatisk og ligeværdigt samarbejde mellem klienten og psykologen. Forløbet er aktivt og struktureret og der arbejdes målrettet og effektivt med klientens oplevede vanskeligheder. Det er målet at klienten opnår forståelse for sine vanskeligheder. Herunder indsigt i tidligere oplevelser og erfaringers betydning for sårbarheden, udløsende faktorer og faktorer som vedligeholder tilstanden.
Der er flere teorier om GAD og derfor flere forslag til behandling inden for den kognitive- adfærdspsykologiske teori og metode. I et forløb hos psykolog Nikolaj Hyll vil klienten i samarbejde med psykologen introduceres for og tilbydes træning i en række metoder, som overordnet set hører til under de 3 faser i den teoretiske model for GAD: Fase 1 den invaderende tanke/begivenhed og forsøget på tankeundertrykkelse, Fase 2 den negative automatiske tænkning og sikkerhedsadfærden og Fase 3 metabekymringen og stressen som fører til destruktive kontrolforsøg.
Forløbet tilpasses naturligvis klientens individuelle “bekymringsprogram” (specifikke bekymringer) og nogle metoder kan findes mere relevante end andre og prioriteres.
Fase 1 – metoder: – Psykoedukation – undervisning i modellen for GAD – Problemliste og sagsformulering (oversigt over sammenhæng mellem tidligere erfaringer og oplevelser, udløsende og vedligeholdende faktorer – herunder tanke – og adfærdsmønstre) – Kædeanalyse (analyse af hvordan den invaderende tanke (og måske en udløsende begivenhed) fører til den følelsesmæssige oplevelse og adfærds-/handlingstendender) – Træning i fraspaltet opmærksomhed (i stedet for tankeundertrykkelse) – Træning i at adskille tanker fra følelser og handling
Fase 2 – metoder: – Omstrukturering (bl.a. analyse og skabelse af alternative tanker) – Sikkerhedssignalbearbejdning (nye overbevisninger skabes og trænes så frygtede scenarier bliver mindre angstfremkaldende for klienten) – Leveregelsarbejde – Manuskriptmetoden (bekymringsmanuskript og derefter realitetsmanuskript udarbejdes) – Eksponering for bekymring – Eksponering for negative følelser
Fase 3 – metoder: – Omstrukturering af metaantagelser – Mål- og værdiarbejde
Derudover kan klienter i forløb for behandling af GAD hos Psykolog Nikolaj Hyll tilbydes introduktion til mindfulness og/eller metoder til afspænding/afslapning.
Lav en plan for din pensionisttilværelse
Ikke alle forbereder sig lige grundigt på at blive pensioneret og på livet som pensionist. Det har jeg
tidligere skrevet et indlæg om: Har du forberedt dig på at blive pensioneret?
I det indlæg er en af konklusionerne, at man med fordel kan stille sig selv og sin eventuelle ægtefælle afklarende og undersøgende spørgsmål der afklarer og undersøger hvor forberedt man egentlig er på at blive pensioneret og på sin tilværelse som pensionist. Altså psykologisk forberedt. Forskning og erfaring viser nemlig at ikke alle forbereder sig tilstrækkeligt psykologisk og det kan have betydning for hvor lykkelig og tilfreds man bliver som pensionist og hvor stor ens risiko er for at opleve depression og depressive symptomer.
I mit sidste indlæg nævnte jeg også at jeg oplever at klienter som følger et coachforløb hos mig som forberedelse på at blive pensioneret, eller for at opnå højere livskvalitet hvis de allerede er pensioneret og påvirket negativt følelsesmæssigt, får meget ud af deres forløb.
Men hvad nu hvis man godt kunne tænke sig at få nogle gode råd og ikke har tænkt sig at starte i et coachingforløb? Hvad hvis nogle få gode råd er tilstrækkeligt – hvor kan man så få dem?
For at svare på dette spørgsmål har jeg selv ledt lidt og fundet en glimrende vejledning fra de amerikanske psykologer organisation, APA (American Psychological Association), som jeg i dette indlæg vil forsøge at trække de væsentligste pointer ud fra.
APA har simpelt hen lavet en folder som oversat til dansk hedder ”Livsplan for livsforløb”. I den starter de med at nævne samme pointe som jeg havde med i sidste indlæg: At mange ikke planlægger og forbereder sig meget ud over det økonomiske når det gælder pensionisttilværelsen. Måske fordi man ikke har lyst til at tænke på at blive ældre. Men som forskningen og erfaringen viser er netop planlægning og forberedelse af stor betydning for trivsel og oplevet livskvalitet som pensionist.
Livsplanen fra APA fokuserer på fem områder: Helbred og behandling, juridiske og finansielle spørgsmål, arbejdsliv og pensionering, psykologiske aspekter og sociale roller og ressourcer.
For at starte arbejdet med at planlægge effektivt skal man først identificere sine egne forventninger og antagelser om det at blive ældre. Og til dette angiver APA´s plan en lille test som består af 10 spørgsmål om at blive ældre. Det er meningen at man skal svare på alle spørgsmålene. Jeg anbefaler at man skriver spørgsmål og svar ned på papir eller på pc. Så kan man tage sine besvarelser frem på et senere tidspunkt og se om svarene stadig er de samme – eller måske lidt anderledes så det kræver ændringer i planlægningen.
- Ift. din nyværende alder og dit køn – hvor længe er det sandsynligt at du vil leve?
- Hvad ser du frem til ved at blive ældre?
- Hvordan kan du bedst udnytte din opsamlede livserfaring og-visdom når du bliver ældre?
- Hvordan optimerer du dine kognitive funktioner når du bliver ældre – altså din hukommelse, dine problemløsningsevner osv.?
- Er den måde du har tilrettelagt dit liv på aktuelt også den bedste for dig når du bliver ældre?
- Ved du hvordan du er stillet økonomisk og juridisk når du skal pensioneres? Hvordan kan du afslutte/afhænde din forretning/dit firma eller sige dit job/stoppe med at arbejde mest hensigtsmæssigt?
- Kommer dine forældre til at opbruge alle deres finansielle midler – kommer du?
- Kender din familie dine ønsker hvis du bliver alvorligt syg og ikke kan tage vare på dig selv eller fortælle hvad du ønsker? Og har din familie eller dine nærmeste juridisk mulighed for at opfylde dine ønsker?
- Hvem kan tage sig af dig hvis du bliver alvorligt syg og ikke kan tage vare på dig selv? Hvem kan tage sig af din ægtefælle, partner eller forælder/forældre?
- Hvilke muligheder er der, og hvor kunne du ønske at komme hen, hvis du skal på plejehjem?
Det bedste man kan gøre for sit helbred i alderdommen er at leve sundt og vide noget om hvilke muligheder man har som ældre borger, privat, gennem foreninger og det offentlige.
Forskning viser at de der opretholder sund levevis og livsstil:
- lever længere
- har færre kognitive vanskeligheder og problemer
- har færre helbredsproblemer
- oplever større uafhængighed
- har færre handicap
- oplever bedre livskvalitet
- bedre kan fortsætte med de aktiviteter og gøremål de nyder
Forskningen viser også, at:
- dem med de bedste sociale relationer statistisk set er de sundeste
- dem med samvittighedsfulde og fleksible personlighedstræk lader til at være de sundeste
- dem der har størst viden om deres muligheder ift. til private, forenings- og offentlige ydelser og muligheder får den bedste pleje og behandling
- dem der får udført præventive helbredsundersøgelser, som f.eks. årlige helbredstjek ved egen læge og andre screeningstilbud, har bedre muligheder for at få effektiv behandling i tide – og især hvis de er genetisk/arveligt disponeret for sygdom
Konklusionen er klar. Selv om mange måske tror at de ikke har meget indflydelse på alderdommen og det faktum at vi alle bliver ældre, så viser forskningen tydeligt at de overvejelser vi gør os, den planlægning vi foretager, de forberedelser vi gør og det liv og den livsstil vi fører har stor indflydelse på både hvor gamle vi bliver og kvaliteten af de år vi har tilbage at leve i. Og om man er 25 eller 80 år gammel så er det aldrig for sent at få udbytte af sund kost, sund livstil, sunde rutiner og vaner og motion af tilpas omfang og intensitet.
Litteratur
Antonucci, T. C., Rosemary, B., Cavanaugh J. C., Denmark, F. L., Edelstein, B & Hinrichsen, G. (2005) Life Plan for the Life Span. Developed for APA Comitee on Aging (CONA). (Kan hentes i pdf-format på www. apa.org)
Har du forberedt dig på at blive pensioneret?
De fleste tænker nok mest på økonomi når de tænker på pensionistlivet – eller at blive pensioneret. Er der penge nok til at
jeg kan opretholde min ønskede levestandard? Hvilken pensionsordning skal jeg have for at udbetalingerne bedst dækker mine behov? Kan jeg nå at indbetale nok? Hvornår har jeg råd til at gå på pension osv.
Men forskning og erfaring viser, at der også er et mentalt stykke arbejde at gøre sig i forberedelserne på pensionsalderen og det at blive pensioneret. Her kan man med fordel stille sig nogle lidt anderledes spørgsmål: Hvordan vil jeg mon have det med at gå på pension? Hvad vil jeg have lyst til at lave? Skal jeg stoppe fra den ene dag til den anden eller trappe ned – og i givet fald over hvor lang tid? Hvilke aktiviteter skal jeg sætte i stedet for arbejdet der kan give mig struktur, kontinuitet, tilstrækkelig motion, vedligeholde eller skabe nyt socialt netværk osv.
Forskning og erfaring viser, at mange ikke udfører dette psykologiske forberedelsesarbejde i tilstrækkelig grad.
Nogle psykologer foreslår at man tænker på pensionen som et karriereskifte (Schlossberg, 2004). I dette perspektiv handler pension ikke kun om at forlade noget men i høj grad også om at påbegynde noget nyt. Schlossberg undersøgte 100 pensionister og fandt, at det at blive pensioneret indebærer ikke kun en men mange overgange. Og hun fandt også at mestringen af disse overgange afgøres af forskellige faktorer:
- hvor meget familie og arbejder har fyldt i personens liv
- timing af tidspunkt for pensionering
- hvor tilfredsstillende arbejdet har været inden
- i hvor høj grad pensioneringen har været planlagt
- forventningerne til pensionistlivet inden
- i hvor høj grad livet opleves som meningsfuldt
- helbred og økonomisk sikkerhed
Schlossberg (2004) kunne opdele de pensionister hun undersøgte i seks forskellige kategorier:
- Fortsættere (som fortsætter med at bruge deres eksisterende kompetencer)
- Eventyrere (der starter helt nye ”eventyr”/projekter)
- Søgere ( der undersøger nye muligheder efter trial-and-error-metoden)
- Easy Gliders (der nyder mindre struktur/planlægning og lader hver dag udfolde sig)
- Involverede tilskuere (der går meget op i verden og omgivelserne og engagerer sig – men mindre aktivt)
- Tilbagetrækkere (der trækker sig tilbage fra verden og livet)
Forskning og erfaring viser, at de der er lykkelige i deres pensionisttilværelse er involveret i og nyder flere og forskellige aktiviteter; frivilligt arbejde, motion og sport, videreuddannelse mm.
Det er også typisk at mange forbereder sig på pensionisttilværelsen ved at planlægge og forestille sig at de skal bruge meget tid på at rejse. Men med alderen følger ofte skavanker og mere alvorlige fysiske sygdomme og begrænsninger der kan komme i vejen for eller besværliggøre rejser.
Moen et al. (1998,1999,2002) har i sine sociologiske undersøgelser ikke uventet fundet, at den enkeltes fortid, nutid og fremtid set i sammenhæng kan forklare hvorfor pensionisttilværelsen opleves forskelligt. Moen har set på sammenhænge mellem pensionering og mentalt helbred og well-being i samfund hvor arbejdet er centralt for identitetsdannelse og -vedligeholdelse – og forskelle mellem mænd og kvinder. Han har fundet, at ægtemænd og koner oplever pensionering forskelligt og at den oplevede kvalitet af ægteskabet og hvornår og hvordan parene pensioneres har betydning for om og hvor meget depression som opleves. Der er tegn på at kvinder der lige er blevet pensioneret har større sandsynlighed for at opleve depressive symptomer, end de der nedtrapper arbejdet gradvist eller endnu ikke er blevet pensioneret – især hvis deres mænd endnu ikke er blevet pensioneret. Moens forskning viser også at mænd der lige er blevet pensioneret oplever mere konflikt i ægteskabet end mænd der ikke er pensioneret. Og hvis deres koner stadig arbejder oplever nypensionerede mænd mere konflikt i ægteskabet end hvis deres koner er pensionerede. Og videre har han fundet, at mænd der er blevet pensioneret, men er begyndt at arbejde igen, og hvor deres koner ikke arbejder, til at trives bedre end par hvor ingen af parterne arbejder.
En opsamling af pointerne i dette indlæg kan være at det kan betale sig at forberede sig lidt inden man bliver pensioneret. Ikke kun økonomisk men også mentalt/psykologisk ved at stille sig selv og sin ægtefælle afklarende og undersøgende spørgsmål inden man går på pension. Spørgsmål som omhandler flere ting og faktorer i livet – og altså ikke kun økonomi.
Jeg kan anbefale de to dansksprogede titler på litteraturlisten nedenfor som inspiration til det mentale arbejde som bør indgå i forberedelserne til pensionering og pensionistlivet. Som med mange andre forhold i livet hjælper viden, indsigt og forståelse for vores egne og andres reaktioner i forskellige situationer os til at bevare den bedst mulige psykologiske-/mentale fleksibilitet og dermed også psykologiske-/mentale robusthed i kritiske situationer, kriser og overgange livet igennem. Ligesom viden og ”for-viden” (modsat fordomme der ikke kritisk undersøgt og efterprøvede) hjælper os til at blive mindre overraskede eller følelsesmæssigt overvældede ved forandringer.
Og så skal jeg også huske at skrive at nogle vælger en professionel samtalepartner i det mentale forberedelsesarbejde til pensionering og pensionistlivet. Og her kan man med fordel vælge en kognitiv adfærdspsykolog fordi denne i et coachende forløb kan bidrage med viden, erfaring og et bredt udvalg af anvendelige øvelser og metoder. Min personlige erfaring fra mit arbejde som privatpraktiserende psykolog er at klienterne ofte bliver positivt overrasket over hvor meget de rent faktisk kan få ud af et sådant arbejde. Men mange kommer først efter de er blevet pensioneret og har oplevet negative følelsesmæssige reaktioner. Hvis man gør sig umage i forbederelsesarbejdet er det min erfaring, at det i mange tilfælde er muligt at forebygge for kraftig negativ følelsesmæssig påvirkning og gøre sig mere psykisk robust ift. de ikke-planlagte/ikke-forventede forandringer og begivenheder som uværgerligt følger med aldring, pensionering og pensionistliv.
Litteratur
Fisker, A. B., la Cour, S. Jacobsen, B. (2012) Efter arbejdslivet – Fortællinger om det at blive ældre. Dansk Psykologisk Forlag.
Lange, S, Rennemark M. & Hagberg, B. (2005) Aldringens psykologiske sider – Et livsperspektiv. Dansk Psykologisk Forlag.
Moen, P. & Quick, H (1998) Gender, Employment, and Retirement Quality: A Life Course Approach to the Differential Experiences of Men and Women. Journal of Occupational Health Psychology, Vol. 3, No.1, pp. 44-64.
Moen, P & Kim, J. (1999) Couples´Work Status and Psychological Well-Being in Older Adults, Session 4639, August 23, 1999.
Moen, P. & Fields, V.(2002) Midcourse in the United States: Does unpaid community participation replace paid work? Aging International, Vol. 27, Nr 3, s. 21-48.
Schlossberg, N. (2004) Retire Smart, Retire Happy: Finding Your Path in Life. Washington, D.C. American Psychological Association.
Hvordan hjælper man en man kender der er i følelsesmæssig krise?
Som psykolog er jeg ofte blevet stillet dette spørgsmål. For hvad gør man lige hvis et familiemedlem, en ven eller en 
bekendt får det rigtigt svært psykisk?
Det er et godt spørgsmål og der kan ikke gives et helt klart og entydigt svar. Men det kan lades sig gøre at komme med nogle gode råd – og det vil jeg gøre i dette indlæg. Jeg trækker i dette indlæg på anbefalinger fra de amerikanske psykologers organisation, American Psychological Association.
Hvis man oplever store udfordringer, problemer eller forandringer i livet er det naturligt at reagere følelsesmæssigt på dem. Den følelsesmæssige reaktion er resultatet af at vores indbyggede nervesystem, som vi har nedarvet fra den evolutionære udvikling, fungerer. Når vi er under pres og skal klare mere end vi plejer, og har erfaring med at vi tidligere har klaret, reagerer hjernen med at skrue op for vores nervesystem. Det der kaldes den sympatiske del af vores nervesystem (sympatisk fordi det er designet til at hjælpe os til at klare og overkomme mere end det rutinemæssige) aktiveres. Og når der kommer rigtigt godt gang i det oplever vi kraftige følelser og vi kan også nogle gange mærke det fysisk i kroppen f.eks. ved at vi sveder, ryster, har uro i krop og muskler, oplever svimmelhed, får ”svært” ved at trække vejret, får ”ude af kroppen-” eller ”inde i en boble-” oplevelser mv.
Det er alt sammen forventeligt, forståeligt og den følelsesmæssige påvirkning er altså fra evolutionens side designet for at hjælpe os til at påvirke vores tænkning til at handle om vores oplevede problemer og vanskeligheder så vi kan ændre adfærd/handlinger (det er hjernens overordnede opgave at sørge for at hele den menneskelige organisme overlever).
Men hvis vores oplevede problemer eller vanskeligheder virker for overvældende og uden for vores kontrol, kan vi som mennesker reagere på en måde vi kan kalde en følelsesmæssig krisetilstand. Det sker når vi ikke forholdsvist hurtigt kan tænke os frem til en måde/forestille os en måde som vi kan overkomme vores problemer eller vanskeligheder på. Eller når vi ikke kan komme i gang med at handle på en måde som bringer os ud af vores problemer eller vanskeligheder. Så bliver hjernen ved med at tro at vi er i en form for potentiel (eller reel!) ”livsfare” og den sympatiske del af nervesystemet forbliver kraftigt aktiveret, eller skrues endnu mere op.
Hvis vi havde kunne ”overskue” problemerne/vanskelighederne og var kommet i gang med at træffe beslutninger og handle på en måde der gjorde dem mindre ville hjernen have reageret med at skrue op for den del af det automatiske (det autonome) nervesystem, der beroliger os igen, tillader os at hvile os og slappe af, sætter de vedligeholdende funktioner som bakterie og virusbekæmpelse og fordøjelse og cellereparationer i gang mv.
Hvis et menneske således befinder sig i en situation, hvor det ikke gennem sin tænkning, ud fra erfaringer og gennem handling og adfærd kan – eller kan forestille sig det kan – ændre sin situation, problemer og vanskeligheder kan det komme i følelsesmæssig krise.
Og hvad så hvis det sker for et familiemedlem, en ven eller en bekendt? Hvordan kan man så hjælpe. Ja, først skal man jo opdage eller lægge mærke til at vedkommende er i krise. Men hvordan kan man se det?
Jo, de mest almindelige tegn kan være at personen ikke får plejet og passet sig selv mere. Større ændringer i søvnmønster og rytme ses også – måske sover personen meget mere eller meget mindre/meget dårligere. Der kan også være betydelige ændringer i vægt – vægttab eller vægtøgning. Personen præsterer måske betydeligt dårligere i skolen eller på arbejdet. Der kan være betydelige humørændringer – f.eks. irritation, vrede, angst/nervøsitet eller tristhed. Og et typisk tegn kan også være at personen trækker sig fra rutinemæssige- og sociale aktiviteter.
Ændringerne kan ske hurtigt og være meget tydelige. Men de kan også ske langsommere, gradvist og være mindre tydelige. Hvis du oplever at dit familiemedlem, din ven eller bekendte ikke synes at være helt sig selv prøv da at tænke tilbage – de sidste par uger/de sidste par måneder – hvad er der sket i den periode?
Det anbefales at man ikke venter med at udtrykke sin bekymring. Kan man hjælpe til at undgå at den følelsesmæssige krise bliver til følelsesmæssig ”nødsituation” er det jo rigtigt godt. Og hvis man som familiemedlem, ven eller bekendt har en fornemmelse af at der er noget galt er der jo nok en vis sandsynlighed for at det rent faktisk er tilfældet.
Og denne måde at vise interesse på, ved at spørge vedkommende, er faktisk første trin i hjælpen. Ved at lytte, støtte og vise interesse – på en ikke-dømmende og ikke-vurderende måde. En sætning der inviterer til dette kan være: ”Lad os tale sammen. Du har ikke været dig selv på det sidste. Er der noget i vejen?” Her gælder det om at være rolig og lytte mere end tale. Og når man som taler om sine bekymringer for personen skal man holde sig til fakta og undgå at kritisere. Vær opmærksom på om vedkommende har selvmordstanker, selvmordsadfærd. Er der ideér til hvordan det kunne foregå og er personen ved at forberede/udføre en plan? Er personen til fare for sig selv eller andre. I så fald er der tale om en nødsituation og personen bør selv eller med hjælp kontakte læge eller (psykiatrisk) skadestue.
Men oftest står det heldigvis ikke helt så alvorligt til og når man tager dette første skridt ved at lytte, vise interesse og være ikke-dømmende og ikke-vurderende kan det mange gange hjælpe personen tilstrækkeligt til at komme videre med at håndtere sin følelsesmæssige krisetilstand. Men det kan også være relevant at anbefale sit familemedlem, sin ven eller sin bekendte at søge professionel hjælp – hos sin læge eller en psykolog der er uddannet i at forstå og behandle komplicerede følelsesmæssige- og adfærdsmæssige problemer. Især hvis man som pårørende vurderer at der er tale om en krisetilstand, hvor personen ikke umiddelbart selv, eller med hjælp fra sine nærmeste, kan komme videre.
Autoriserede kognitive adfærdspsykologer arbejder videnskabeligt med metoder der er baseret på teori og forskning. Og de gør mere end at tale og lytte. De kan lære dit familiemedlem, din ven eller bekendte ny måder at håndtere problemer på. Nye måder at formulere nye mål og arbejde sig videre mod nye mål på. Måske kan man tænke: ”Hvordan kan psykologen hjælpe hvis mit familiemedlem, min ven eller bekendte slet ikke virker motiveret?” Også her har den kognitive adfærdspsykolog metoder og redskaber i “værktøjskassen”. Bl.a. særlige spørgeteknikker, der afklarer hvor klienten er, hjælper klienten til at erkende og acceptere dette, hjælper klienten til at identificere tidligere mål og ønsker eller formulere nye mål, eller påbegynde små adfærdseksperimenter der afprøver negative antagelser der udgør en barrierer for at nærme sig disse. Når det langsomt, i samarbejdet med den kognitive adfærdspsykolog, lykkes klienten at komme små skridt videre giver det nye erfaringer, der igen giver ændrede antagelser om hvad som kan lade sig gøre og oplevelsen af at komme videre og få det bedre. En god cirkel etableres og holdes i gang.
Så hovedbuskabet er vel egentligt: Hvis du er bekymret for et familiemedlem, en ven eller en bekendt – udsæt ikke at gøre noget. Netop du kan, ligesom andre som forsøger, gøre en forskel!
Mindfulness
Mindfulness er i disse år ”det store dyr i åbenbaringen”. Forskningen viser at mindfulnesstræning og udøvelse har positiv og videnskabelig dokumenterbar effekt ved mange psykiske lidelser og vanskeligheder. Derfor introduceres og anvendes mindfulness og mindfulnesstræning ofte i psykologisk sundhedsarbejde. Og som klient hos en kognitiv adfærdspsykolog vil man ofte blive anbefalet, introduceret til og måske trænet i mindfulness.
Tag tests online og få svar på om dit stressniveau er højt og din trivsel er lav – i så fald kan du have gavn af mindfulness.
Hvis man slår op i ”The Wiley Blackwell Handbook of Mindfulness” (Langer et al., 2014) kan man læse, at der findes to dominerende tilgange til mindfulness. Den ene er den vestlige, som i mange tilfælde kan beskrives som mindfulness uden meditation. Denne tilgang er i udpræget grad psykologisk og lægger ikke meget eller slet ingen vægt på meditation. Modsat har vi den østlige tilgang som i de fleste tilfælde forsøger at rumme såvel psykologiske som meditative elementer. I den østlige tilgang er man optaget af at tage meditative elementer fra de østlige traditioner og afprøve dem videnskabeligt i vestlig praksis.
På den måde kan man sige, at den vestlige og østlige tilgang er forskellige fra hinanden, men også at tilgangene ligner hinanden. Og noget af det som de deler er at målet inden for begge tilgange er at træne sindet i at være tilstede i nuet fordi netop dette har positiv indvirkning på helbred og velvære.
Litteratur
Langer, E.J., Ngnoumen, C. T & Christelle, A. I (2014) The Wiley Handbook of Mindfulness. John Wiley & Sons, Ltd. 2014.
Ledighed og selvmord
En international undersøgelse udført af forskere på Zurich Universitet, og udgivet i det anerkendte
tidsskrift The Lancet, har set på sammenhæng mellem arbejdsløshed og selvmord på tværs af 63 lande.
Forskerne trak data fra selvmordsstatistikker for perioden 2000-2011 fordelt på alder og køn fra WHO´s database. De undersøgte antal selvmord pr. 100.000 i fire forskellige alders-/kønskategorier: 15-24 år, 25-44 år. 45-64 år og 65 år og ældre. Forskerne uddrog også økonomiske indikatorer fra ”International Monetary Fund”; ledighedsstatistikker, BNP (bruttonationalprodukt), vækstrater og inflation. De valgte 63 lande fra de fire verdensdele; Nord og Sydamerika, Nord – Vesteuropa samt ikke-Amerika og ikke-Europa. Og så har de kørt en masse statistik.
Undersøgelsen viser at 1 ud af 5, af et skønnet antal selvmord på 230.000 årligt i perioden 2000 – 2011, kunne relateres til arbejdsløshed. Det skønnes, at arbejdsløshed kunne relateres til ni gange så mange selvmord årligt som den økonomiske recession i 2008.
Undersøgelsen fandt også at der er tidsforsinkelse fra ledigheden stiger til øget antal selvmord. Det tolkes i undersøgelsen, at nedskæringer og og omstruktureringer kan øge usikkerheden og medføre mere stress.
Undersøgelsen beviser ikke at arbejdsløshed forårsager selvmord. Men den viser at der er tydelig sammenhæng. Ledighed kan ifølge undersøgelsen øge risikoen for depression, økonomiske problemer og dårligere mulighed for at få professionel hjælp til psykiske vanskeligheder.
Undersøgelsen viser også, at der er stærkere sammenhæng mellem selvmordsrisiko og stigning i ledighed i lande hvor ledighed er mindre almindeligt. Det kan måske forklares med en oplevelse af at blive stigmatiseret som ledig. Og oplevelsen af at blive ”stemplet” ved at være uden for arbejdsmarkedet bliver ikke ligefrem mindre når medierne kører historier om ”dovne Robert” osv.
Som praktiserende psykolog arbejder jeg ofte med mennesker der har mistet deres arbejde og jeg har over en årrække kun i meget få tilfælde mødt mennesker som var på offentlig forsørgelse og ikke ønskede nogen form for tilknytning til arbejdsmarkedet og et ”almindeligt arbejdsliv” og ”arbejdsidentitet” med tilhørende netværk og relationer. I de få tilfælde har der været tale om meget faste overbevisninger om at man ikke på nogen måde ville (eller troede man kunne eller ville kunne komme til at kunne!) indordne og tilpasse sig arbejdsmarkedets krav og vilkår. F.eks. hvis man har ønsket og valgt at leve af kriminalitet. Alle andre jeg har arbejdet sammen med har i høj grad ønsket at kunne bidrage og opleve sig selv som fungerende og deltagende ved at være tilknyttet arbejdsmarkedet. Men det har bare ikke kunnet ladet sig gøre fordi de har lidt af fysisk eller psykisk sygdom eller simpelt hen ikke har kunnet få et arbejde.
Forskerne der står bag undersøgelsen anbefaler, at professionelle, der i deres arbejde kommer i kontakt med ledige, trænes i at se advarselssignaler på selvmordsrisiko. De mener at der er alvorlig grund til at forbedre indsatsen for at forebygge selvmord. Såvel i økonomisk stærke lande som mere fattige. Og i lige så høj grad i stabile og økonomisk gode år, fordi netop overgangen fra en økonomisk sikker til en økonomisk usikker periode kan betyde forøget jobusikkerhed og stress.
Hvis væksten efterhånden er på vej igen, efter årene der har fulgt finanskrisens start i 2007, betyder det at vi forhåbentlig nærmer os mere stabile år hvad angår ledighed og jobusikkerhed på arbejdsmarkedet. Skal vi følge forskernes anbefaling er det derfor også nu der bør investeres i at forebygge selvmord.
Læs mere om selvmordsrisiko og kognitiv adfærdsterapeutisk intervention her.
Litteratur
Nordt C, Warnke I, Kawohl W. (2015) Modelling suicide and unemployment: a longitudinal analysis covering 63 countries, 2000–11. I: The Lancet Psychiatry. Published online February 11 2015.
Den årlige stressundersøgelse i USA, 2014
APA (American Psychological Association) har i februar i år (2015) offentliggjort en stor 
stressundersøgelse. Siden 2007 har APA lavet en årlig stressundersøgelse på tværs af staterne i USA. Målet med de årlige undersøgelser er at følge stressudviklingen i USA. Undersøgelsen måler holdninger til, og opfattelser af, stress i et repræsentativt udsnit af befolkningen. Undersøgelsen søger at identificere hovedårsager til stress, almindelige forsøg på at takle stress og hvordan stress påvirker den enkeltes liv. Undersøgelsens resultater peger på alvorlige fysiske og følelsesmæssige følger af stress og sammenhængen mellem sind og krop ved stress.
Hvordan står det til min din trivsel og dit stressniveau? – tag online tests med tilbagemelding fra Psykolog Nikolaj Hyll her
I rapportens del ”Stress Snapshots” (APA Stress In America 2014, s. 9-15) opsummeres hovedpointer fra undersøgelsen. Det er selvfølgelig en undersøgelse der er lavet i staterne i et land der er anderledes end Danmark på mange måder og områder. Men som Danmark har USA og dets indbyggere mærket følgerne (eftervirkningerne) af (efter) finanskrisen. Og hvis vi antager at der trods alt er visse ligheder, og at USA hurtigere end Danmark og Europa oplever væksten efter finanskrisen, kan undersøgelsen ses som et skøn over hvordan stressniveauet vil være og udvikle sig i Danmark i nærmeste fremtid.
Undersøgelsen finder at der er sket et fald i stressniveauet generelt i 2014. Men faldet er ikke jævnt fordelt i befolkningen. Kvinder, yngre personer og forældre bliver ved med at kæmpe med mere stress end den øvrige befolkning.
En andet resultat fra undersøgelsen er at amerikanerne fortsat oplever mere stress end hvad de tænker er sundt, de kæmper stadig med at nå deres helbreds- og livsmål og de fortsætter også med at forsøge at takle stressen på ineffektive måder.
42% svarer at de ikke gør nok for at takle deres stress. Og 20% svarer at de aldrig igangsætter en aktivitet for at takle eller reducere deres stress. Videre svarer 53% at deres stressniveau er det samme som sidste år. 19% svarer at det er steget og kun 18% svarer at deres stressniveau er faldet inden for det sidste år.
Undersøgelsen viser, at de vigtigste årsager til stress i USA er penge (64%), arbejde (60%), samfundsøkonomien (49%), familiært ansvar (47%) og bekymringer for eget helbred (46%).
Det er også interessant at undersøge hvilke teknikker og metoder folk bruger til at takle deres stress. Her viser undersøgelsen at 44% bruger musik, 43% motionerer/går ture, 40% ser fjernsyn mere end to timer om dagen og 38% surfer på nettet.
Undersøgelsen viser som sagt, at stressniveauet i befolkningen generelt er for nedadgående. I 2011 svarede 37% at stress havde stor eller meget stor indflydelse på deres mentale helbred. Det tal er i 2014 faldet til 25%. Men 75% svarer alligevel at de inden for den seneste måned har oplevet mindst ét stresssymptom.
Og hvilke symptomer viser undersøgelsen så, at folk har mærket som følge af stressen? 37% svarer at de har mærket irritation og vrede inden for den seneste måned som følge af stress. 35% svarer at de har følt sig nervøse eller angste, 34% at de har manglet motivation, 32% at de har følt sig udmattede, 32% at de har følt sig overvældet og 32% at de har følt sig deprimeret eller kede af det. 42% svarer at de har ligget vågne om natten pga. stress – mindst en gang inden for den seneste måned. 33 % svarer at de enten har spist for meget eller spist usundt pga. stress inden for den seneste måned.
I undersøgelsen ses det også, at stress lader til at påvirke parforholdet. Hele 41% af de voksne der er gift eller samboende, svarer at de har mistet tålmodigheden eller råbt af deres ægtefælle eller partner pga. stress inden for den seneste måned. Og 18% af de der har arbejde svarer at de har skældt ud på en medarbejder eller haft kort lunte over for en medarbejder inden for den seneste måned.
På hjemmefronten har stressen negativ betydning for mange. 26% svarer at den er kommet i vejen for ansvarsopgaverne og pligterne hjemme inden for den seneste måned.
Hvis undersøgelsen på nogen måde tegner et billede der ligner forholdene i Danmark (og det tænker jeg den gør) så er der en stor opgave for den enkelte og samfundet at løse ift. at reducere stressfaktorerne generelt og specifikt.
Der findes meget viden og erfaring på området og selvom den samfundsmæssige opgave måske ikke bliver løst inden for den nærmeste fremtid, så er der rigtigt meget den enkelte kan gøre for at takle stressen på en måde der giver størst muligt overskud til at takle og handle ift. de indre og ydre stressorer livet bringer i disse udfordrende år.
Du kan læse mere om stress (arbejdsrelateret) og kognitiv adfærdsterapeutisk intervention her.
Litteratur
APA Stress In America (2014) Stress In America – Paying With Our Health, APA (American Psychological Association, Februar 2015.
Hele undersøgelsesrapporten kan findes ved at gå ind på apa.org og skrive “stress in america” i søgefeltet på hjemmesiden.
Vedvarende og kroniske smerter
Uden smertens beskyttende mekanisme ville vi som mennesker ikke kunne overleve i 
vores omgivende miljø. Smerte fungerer nemlig som en advarsel der kan hjælpe os til at undgå skader, eller begænse skadens omfang hvis en sådan allerede er pådraget.
International Association for the Study of Pain definerer smerte som:
“en ubehagelig sensorisk og følelsesmæssig oplevelse der er relateret til faktisk eller potential skade på/i organismen, eller beskrives ud fra en sådan skade.”
(Merskey & Bogduk, 1994:210).
Med denne definition står det klart at smerte er en subjektiv oplevelse og ikke alene en konsekvens af en ekstern stimulus.
Når vi forstår smerte på denne måde kan vi bedre forstå de symptomer som klienter med vedvarende og kroniske smerte oplever og beskriver når de er i kliniske behandlingsforløb. F.eks. hos en kognitiv adfærdspsykolog.
Smerte kan kategoriseres som akut- eller kronisk smerte. Akut smerte er kendetegnet ved kort varighed f.eks. ikke længere end 3-6 måneders varighed. Akut smerte ses ofte i forbindelse med vævsskader – når det skadede væv er helet forsvinder smerten.
Kronisk smerte fortsætter selvom f.eks. væv er helet. Kronisk smerte kan også følge af langvarig sygdom eller andre årsager end vævsskader.
Forskning og erfaring viser at smerteoplevelse er et komplekst samspil af mange faktorer; biologiske-, psykologiske- og følelsesmæssige- samt sociologiske. Det betyder at enhver negativ indflydelse fra en eller flere af disse nævnte faktorer kan resultere i at en smertetilstand kan blive forlænget, langvarig og kronisk. Og når det sker kan personen der oplever smerten opleve negative fysiologiske forandringer, mere følelsesmæssig belastning, påvirkning af relationer og økonomiske konsekvenser som reduktioner i indtægt, mistet arbejde samt reduktioner i, eller helt mistet, forsørgelsesgrundlag. Hvis smerterne ikke opleves tilstrækkeligt behandlet i det offentlige sundhedssystem, kan tilvalg af private behandlere og alternative behandlingsformer også udgøre et betydeligt yderligere økonomisk pres.
Forekomst og økonomiske konsekvenser
Amerikanske undersøgelser indikerer at op til 26% af amerikanerne over 20 år har smerteproblemer. Og at 42% af dem der oplever smerteproblemerne har dem mere end 1 år. Videre er det fundet at op til 46,5% procent af befolkningen lider af en eller anden form for smerteproblem og at oplevet smerte er hovedårsagen til henvendelse til og besøg hos lægen. Antallet af udskrevne smertestillende præparater er på et år optalt til 312 millioner i USA. Og på trods af det oplever mange fortsat smerteproblemer – også mange gange efter kirurgiske indgreb. Økonomiske analyser af udgifter til behandling af smerter er skønnet til at overgå de samlede udgifter til hjertesygdomme, kræft og HIV/AIDS tilsammen! Og ud over de direkte udgifter til behandling af smerter er der store indirekte udgifter i form af tabt arbejdsproduktivitet skønnet til 61milliioner dollars pr. år. I Europa vurderes forekomsten til at ligge mellem 12 og 30%, hvor Spanien, Irland og Storbritannien ligger lavest, mens Italien, Polen og Norge ligger højest (Norge med 30%). På verdensplan er forekomsten af kroniske smerter lavest i de asiatiske lande, f.eks. er forekomsten i Singapore kun ca. 9 %. I Storbritannien er produktionstab, fravær og behandling af nedre rygsmerter alene skønnet til at have kostet 10,7 millioner pund i 1998.
Undertyper af kroniske smerter
Smerte kan bredt underinddeles i to typer. Nociceptiv smerte og neuropatisk smerte. Nociceptiv smerte er den mest almindelige smerteform. Smerte af denne form stammer fra nerveenderne der kaldes nociceptorer. Nerveenderne stimuleres f.eks. ved vævsskade forårsaget af fysisk traume eller sygdom. Akut nociceptiv smerte opstår f.eks. efter operation, fysisk traume, smerte under graviditet og fødsel og i forbindelse med akut medicinsk sygdom. Mindre akut, mere kronisk nociceptiv smerte inkluderer hovedpine, smerter fra nedre del af ryggen og muskel-/skeletsmerter.
I modsætning til nociceptiv smerte forstås neuropatisk smerte som forårsaget af skade på det perifære eller centrale nervesystem som ændrer normalfunktionen af det nociceptive system. Neuropatisk smerte ses derfor almindeligvis som følge af amputation, skader på rygsøjlen eller andre neurologiske skader, f.eks. ved diabetes. Neuropatisk smerte er paradoksal idet den ofte opleves som kommende fra områder eller lemmer som personen ellers ikke har følelse i. Ved amputation kan neuropatiske smerter opleves som kommende fra et lem eller en kropsdel som er fjernet. Neuropatisk smerte opleves forskelligt fra nociceptiv smerte – oftest som brændende, elektrisk, stikkende eller snurrende.
Litteratur
Merskey & Bogduk (1994) Classification of chronic pain. 2nd edition, Seatle: IASP.
Richardson, E. J. & Richards, S (2012) Persistent and Chronic Pain. I: Kennedy, P., The Oxford Handbook of Rehabilitation Psychology. Oxford University Press, s. 298-319.
Hvordan kognitive adfærdspsykologer kan hjælpe sportsfolk
Kognitive adfærdspsykologer kan bidrage med deres viden, metoder og teknikker mange steder. F.eks. som supervisorer inden for andre faggrupper hvor man arbejder med mennesker og menneskelige relationer; lægefaget, tandlægefaget, pædagogfaget og lærerfaget. Men også som coach for mellemledere og ledere på højere niveauer i virksomheder og organisationer.
Flere og flere kognitive adfærdspsykologer arbejder også fuld- eller deltid inden for sportsverdenen – de arbejder for og med professionelle sportsfolk, amatører og trænere.
Men hvordan kan en kognitiv adfærdspsykolog arbejde for og med sportsfolk? Det handler dette indlæg om.
Sportsfolk henvender sig ofte til psykolog af samme årsager som andre klienter: Stress, depression, angst, krise, kompliceret sorgreaktion, lavt selvværd mv. Lidelserne kan have direkte forbindelse med sporten vedkommende udøver, men behøver ikke have det.
Men psykologen kan også hjælpe med sin viden, metoder og teknikker i relation til sportsudøvelsen.
Psykologen kan hjælpe ift. at øge præstationen. F.eks. ved at lære og træne klienten i visualisering, selv tale og afspændingsteknikker.
Psykologen kan også hjælpe klienten med at takle det store pres der ofte hviler på ham. Det kan være fra forældre, træner og egne forventninger.
Når sportsfolk kommer til skade kan en kognitiv adfærdspsykolog også bidrage. Efter en skade skal flere opgaver løses; vedvarende smerter, svære tanker og følelser, fastsættelse af nye realistisk mål og delmål, følge den planlagte fysiske genoptræning med disciplin samt acceptere og tilpasse sig til at være midlertidigt (eller permanent) ”ude af spillet”. Psykolog kan her, som en professionel samtalepartner med forskningsbaserede teknikker og metoder inden for såvel coaching som terapi, virkeligt gøre en forskel.
Sportsfolk har også brug for at træne meget og på den rigtige måde. For at træningen optimeres er det derfor nødvendigt at sporstudøveren hele tiden opretholder en overvejende positiv indstilling til såvel sin sportsgren som til træningen og egen ”sportsidentitet”. Mange indre og ydre stressorer kan komme i vejen for dette og påvirke sportsfolk så det bliver vanskeligt for dem at opretholde disciplinen og træning nok og rigtigt. Psykologen har mange metoder og teknikker som han her kan byde ind med; arbejde med tanker, følelser og adfærd og handlinger. Også arbejde med visuelle forestillingsbilleder og mindfulness har i forskning og praksis vist sin styrke og effektivitet.
Endelig bruges psykologer også i stigende grad som supervisorer til såvel professionelle- som amatør- og frivillige trænere. En kognitiv adfærdspsykolog ved meget om hvad der motiverer børn, unge og voksne – og han ved også meget om hvordan man som træner kan motivere børn, unge og voksne.
Nikolaj Hyll
cand.psych.aut.
Hjernerystelse
De fleste har oplevet en eller flere hjernerystelser i deres liv. Og de fleste har forhåbentlig ikke
oplevet alvorlige og mere varige men. Men de, der er så uheldige at de har, har haft såvel fysiske som psykiske vanskeligheder.
Fordi vi stort set alle sammen har oplevet en mild hjernerystelse er vi tilbøjelige til at tænke at det nok ikke er alvorligt, eller hurtigt vil gå over, når vi hører at nogle vi kender har fået en hjernerystelse.
En hjernerystelse er altid en potentielt alvorlig sag. Faktisk er enhver hjernerystelse en situation hvor hjernen er kommet til skade. Når der sker et slag til hovedskallen eller hovedet er rystet kraftigt har hjernen skvulpet fra side til side og/eller frem og tilbage. Og disse kraftige bevægelser kan rent faktisk ødelægge mere eller mindre væv i hjernen og dens strukturer og dermed forstyrre hjernens kognitive funktioner mere eller mindre.
De mest almindelige symptomer er hovedpine, svimmelhed, utilpashed, træthed og øget sansemæssig følsomhed – typisk for lys og støj. Hvis hjernerystelsen har været kraftigere kan disse symptomer følges af kvalme og opkastninger. Der kan også være kognitive vanskeligheder; forvirring, koncentrationsproblemer, langsommere tænkning/problemløsning og problemer med korttidshukommelsen. Psykisk kan personen selv og/eller omgivelserne registrere forøget irritabilitet og humørsvingninger – men også egentlige depressive symptomer.
Det kan være svært at finde ud af hvornår man bør lægeundersøges efter hjernerystelse, men hvis symptomerne er alvorlige og der har været kortere eller længere varende bevidsthedstab eller opkastninger anbefales det at blive lægeundersøgt. Og det kan være en god idé at udelukke komplikationer ved at søge læge også ved mildere hjernerystelse.
Heldigvis oplever de fleste der får hjernerystelse, at symptomerne aftager hurtigt. Oftest i løbet af en uge eller 10 dage. Ved mildere hjernerystelse måske allerede efter et par dage.
Men nogle oplever at symptomerne varer ved. Og så bør man være opmærksom og få det undersøgt af en læge, hvis man ikke allerede har gjort det. Og insistere på at blive grundigere undersøgt hvis man allerede har været til lægen.
I de fleste tilfælde er der dog ikke anden behandling for hjernerystelse end at hvile sig – fysisk og psykisk. Hjernen skal slappe af og have tid til at hele.
Hvis problemerne fortsætter man henvende sig til egen læge og konsultere en neuropsykolog, der er en autoriseret psykolog med ekspertviden inden for kognitive problemer og vanskeligheder og deres relation til hjernens strukturer og systemer.
